Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klage over, hvorvidt honorering af bilag uden underskrift var berettiget, afvist da ej økonomisk tvist.

Sagsnummer: 207/1996
Dato: 06-12-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann
Klageemne: Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Klage over, hvorvidt honorering af bilag uden underskrift var berettiget, afvist da ej økonomisk tvist.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren var i perioden 20. september til 5. oktober 1995 på rejse i Florida; i rejsens pris var inkluderet leje af en bil. Lejeaftale herom blev indgået den 22. september 1995, og klageren betalte ved brug af sit visakort 182,71 USD til udlejningsfirmaet. Af bilaget fra udlejningsfirmaet fremgår bl.a.:

"By signing contract I confirm receipt of rental terms on jacket. Contract subject to final audit."

Klageren har oplyst, at han afleverede bilen til rejsebureauets agent, som skulle bringe denne tilbage til udlejeren. Bilen blev af agenten afleveret efter det aftalte tidspunkt, hvorfor udlejningsfirmaet udfærdigede et bilag med aftryk af hans visakort på 463,99 USD. Bilaget er ikke underskrevet. Bilaget er den 18. oktober 1995 honoreret af indklagede ved træk på klagerens konto.

Klageren har oplyst, at han efterfølgende fra rejsebureauet har fået udbetalt beløbet svarende til den omstridte hævning.

Klageren har ved klageskema af 21. maj 1996 indbragt sagen for Ankenævnet og anført, at han ønsker "afklaret, om det er tilladt at hæve penge på en konto efter et bilag på visakort, hvor underskriften mangler".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Klageren har anført, at indklagede har været uberettiget til at indløse det bilag, hvor hans underskrift mangler. Ved underskriften bekræftes, at udgiften skal betales. Et bilag på en udgift, der er udfærdiget uden hans vidende og efter hans afrejse, skal ikke betales af ham. Indklagede burde have nægtet honorering af bilaget.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren ved sin underskrift på det første bilag fra udlejningsfirmaet har accepteret efterfølgende ved aflevering af bilen at betale yderligere omkostninger. Indklagede har været berettiget og forpligtet til at honorere det pågældende beløb.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at der ikke er nogen økonomisk tvist, idet klageren har oplyst at have modtaget beløbet. Hertil kommer, at det ifølge klageren var aftalt, at rejsebureauets agent skulle bringe bilen tilbage til udlejeren, hvilket først skete efter det aftalte tidspunkt. Et beløb debiteret i denne anledning er en tvist mellem klageren og rejsebureauet, som Ankenævnet ikke kan behandle.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagen angår ikke en formueretlig tvist mellem sagens parter, og det findes derfor at ligge uden for Ankenævnets kompetance at tage stilling til den.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.