Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 200002013 /2000 |
| Dato: | 14-09-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Bent Olufsen, Keld Christiansen, Mads laursen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstituttet overtog i februar 1989 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 650.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 704.682 kr., som fordeltes med 583.254 kr. i kolonne 2 og 121.427 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. oktober 1989 ejendommen for en nominel pris på 710.000 kr., bl.a. med overtagelse af det indestående lån. I september 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 54.682 kr. gældende over for klageren. Hertil skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klageren protesterede forgæves over kravet, idet hun henviste til, at den ved tvangsauktionen medvirkende ejendomsmægler havde tilkendegivet, at der ikke herefter var noget udestående.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt - i overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis, at klageren hverken kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning eller som følge af ejendomsmæglerens tilkendegivelser. Flertallet henviste til, at det fremgik af tidligere indbragte sager om personlige fordringer, at institutterne havde anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Det kunne ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der havde kunnet råde over fordelingen af budsummen, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet henviste til, at det i en lignende sag ved Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer institutterne at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives. Mindretallet stemte derfor for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3, og at kravet skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 21. september 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Inddrivelsen vil blive genoptaget.