Spørgsmål om afvisning af en klage bl.a. vedrørende klagernes personlige kautionsforpligtelse for gæld optaget af et selskab, som de selv ejer og vedrørende pengeinstituttets eventuelle erstatningspådragende handlinger i øvrigt
| Sagsnummer: | 542 /2011 |
| Dato: | 04-10-2012 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Anita Barbesgaard, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence |
| Ledetekst: | Spørgsmål om afvisning af en klage bl.a. vedrørende klagernes personlige kautionsforpligtelse for gæld optaget af et selskab, som de selv ejer og vedrørende pengeinstituttets eventuelle erstatningspådragende handlinger i øvrigt |
| Indklagede: | Fjordbank Mors af 2011 |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne klage angår Ankenævnets kompetence i forhold til at behandle en klage vedrørende klagernes personlige kautionsforpligtelse for gæld optaget af et selskab, som de selv ejer samt Morsø Sparekasses (nu: Fjordbank Mors af 2011) eventuelle erstatningspådragende handlinger i øvrigt.
Sagens omstændigheder
I 2003 stiftede klagerne M og K en virksomhed V1 ApS. De ejer hver 50 % af denne virksomhed.
Klagerne var i 2004 kunder i Morsø Sparekasse. Parret gav sparekassen pant i tre ejerpantebreve og en sikringskonto til sikkerhed for, hvad de måtte blive sparekassen skyldig.
I 2006 aftalte klagerne med sparekassen en forhøjelse til 2,8 mio. kr. af en erhvervskredit nr. … 762. Sparekassen har oplyst, at kreditten blev anvendt til private forhold herunder almindeligt privatforbrug.
I marts 2008 pantsatte V1 ApS sine aktier i virksomheden V2 A/S til sikkerhed for en kredit nr. … 988 i sparekassen. Sparekassen har oplyst, at V1 ApS havde ejerandele i flere selskaber herunder 18 % af aktierne i V2 A/S.
Den 28. juni 2009 fik V1 ApS forhøjet maksimum på kredit nr. … 988 til 51,95 mio. kr. V1 gav sparekassen pant i et ejerpantebrev til sikkerhed for, hvad virksomheden måtte blive sparekassen skyldig.
I juli 2009 aftalte klagerne en fortsættelse af erhvervskredit nr. … 762 med et maksimum på 2,8 mio. kr.
Ved en erklæring i december 2009 gav V1 fortsat sparekassen pant i sine aktier i virksomheden V2 A/S til sikkerhed for kredit nr. … 988.
Af en pressemeddelelse af 14. marts 2010 fra V2 A/S fremgår, at klagerne M og K er udtrådt af V2 A/S’ direktion og forlader virksomheden.
Sparekassen har oplyst, at den efter parrets bortvisning fra V2 A/S og en aflyst børsnotering af virksomheden i december 2009 ikke længere havde tillid til klagerne.
Klagerne har oplyst, at både de og V1 ApS kom i økonomiske vanskeligheder i foråret 2010, hvorfor de den 29. marts 2010 holdt et møde med direktionen i sparekassen. Klagerne har anført, at de medbragte en præsentation til mødet og påpegede, at sparekassen havde overtrådt reglerne for store engagementer i forbindelse med udlån til sine kunders køb af aktier i V2 A/S.
Af et brev af 30. marts 2010 fra M til sparekassens direktion fremgår:
"…
På den "lange bane" kan sparekassens øjensynligt for store risikoeksponering overfor … [V2 A/S] samt høje gearing af sine kunder betyde, at Sparekassen risikerer at måtte fusionere, alternativt at skulle lukke og "overdrage nøglerne" til andre og herved kan både vi og ikke mindst … [V2 A/S] få svært ved at rejse yderligere kapital fra de nuværende aktionærer.
Såfremt en af disse to hændelser i fremtiden måtte ske, vil dette uden tvivl medføre, at vi ligeledes over tid kommer til at "aflevere nøglerne", hvilket vil medføre et urimeligt pres på os personligt, idet vi med stor sandsynlighed må forvente, at Sparekassen på dette tidspunkt vil søge at kalde vores personlige kautioner.
Såfremt denne situation måtte opstå, er det vigtigt for os up-front at have meddelt Sparekassen, at dette mener vi vil være en urimelig disposition som følge af at Sparekassen har taget for store risici, idet vi ikke på noget tidspunkt har haft nogen indflydelse på Sparekassens daglige drift og udlånspolitik. Vi har altid forventet og gør det fortsat, at Sparekassen drives indenfor gældende regler, men det er det forhold, vi med udgangspunkt i dine og … reaktioner på vores møde i går er kommet meget i tvivl om.
I bedes derfor i vores sag foranledige, at vores personlige kautioner ikke længere er gældende, såfremt Sparekassen på et tidspunkt måtte komme i så alvorlige problemer som blev indikeret kunne ske. …
…"
Der er under sagens forberedelse for Ankenævnet ikke fremlagt personlige kautionserklæringer vedrørende perioden forud for tidspunktet for ovenstående brev.
Af en pressemeddelelse af 27. april 2010 fra V2 A/S fremgår, at virksomheden står i en vanskelig situation.
Sparekassen har anført, at klagerne i sommeren 2010 optog et nyt realkreditlån i deres sommerhus S. Sparekassen havde via to ejerpantebreve pant i ejendommen og betingede sig for at rykke for det nye lån, at eksisterende belåning i et realkreditinstitut blev indfriet og at sparekassen fik transport i låneprovenuet.
Sparekassen har anført, at maksimum på kredit nr. … 762 den 16. juli 2010 blev nedskrevet til 2,2 mio. kr.
Ved en erklæring af 24. august 2010 gav V1 ApS fire pengeinstitutter herunder sparekassen pant i et depot - hvori aktier i V2 A/S senere skulle indlægges - og en afkastkonto.
Af sparekassens mail af 1. september 2010 til klagerne fremgår:
"…
Jeg skal herved bekræfte møde her i sparekassen torsdag den 9. september og vil forslå kl. 10.00. På mødet, hvor … [V1 ApS] og jeres fremtidige engagement … skal drøftes, vil ligeledes deltage …
…
Jeg må samtidig meddele at det er blevet besluttet på kreditudvalgsmøde … at sparekassen ikke på det nuværende grundlag kan tillade yderligere træk på kreditterne tilhørende … [V1 ApS] og Jer personligt. Vi kan derfor ikke betale delydelse til … [et realkreditinstitut] på kr. 41.931,83 og PBS træk i september på konto … 942 tilhørende … [V1 ApS] samt på den private konto nr. … 762 vil blive afvist (tilbageført). Ligeledes ser vi os nødsaget til at spærre Jeres MasterCard tilknyttet … [V1 ApS] samt privatkonto. Opkrævning på forbrug i august på kr. 28.389,48 !!?? vil dog blive trukket på kredit … 942 tilhørende … [V1 ApS].
Forbrug på dankort tilknyttet den private kassekredit til dækning af daglige fornødenheder vil indtil videre blive accepteret.
…"
Klagerne har anført, at de på mødet den 9. september 2010 i sparekassen fremlagde en plan, der var blevet godkendt på et bestyrelsesmøde i V2 A/S. Planen ville bevirke, at ca. 90 % af alle aktiver i virksomheden ville blive flyttet til et nyt selskab. Parret anmodede sparekassen om at medvirke til at forhindre dette. Sparekassen gav intet svar.
Ved brev af 1. november 2010 blev sparekassen bedt om at tage stilling til et forslag til frivillig akkord med V1 ApS’ kreditorer. Klagerne har anført, at sparekassen ved flere følgende møder ikke realitetsbehandlede forslaget.
Morsø Sparekasse og Morsø Bank fusionerede den 3. november 2010 og fortsatte under navnet Fjordbank Mors A/S.
Den 10. november 2010 gav V1 ApS tre pengeinstitutter herunder Fjordbank Mors
(- herefter: banken) pant til sikkerhed for enhver forpligtelse i et depot indeholdende aktier i V2 A/S.
Den 17. januar 2011 fik V1 ApS til brug for betaling af revisorregning og moms en erhvervskredit nr. … 911 i banken med et maksimum på 250.000 kr. V1 ApS fik også en erhvervskredit nr. … 695 med et maksimum på 2,64 mio. kr. til brug for indfrielse af et lån i schweizerfranc (CHF). V1 ApS gav i henhold til tidligere erklæringer sikkerhed for kreditterne i effekter tilhørende virksomheden. Klagerne underskrev desuden kredit nr. … 695 som selvskyldnerkautionister. Herudover underskrev klagerne som kautionister på en kredit nr. … 942 med et maksimum på 11,33 mio. kr. til V1 ApS. Banken har oplyst, at kreditten blev anvendt til finansiering af drifts- og likviditetsunderskud samt i forbindelse med V1 ApS’ ejendom E. Der kunne ikke disponeres på kreditterne udover de angivne formål.
Klagerne korresponderede i de følgende måneder videre med banken herunder fremsatte de et revideret udkast til en frivillig akkord med V1 ApS’ kreditorer.
Klagerne har anført, at de i foråret 2011 søgte at sælge deres sommerhus S. Samleveren til K’s mor var interesseret i at købe huset for et beløb svarende til nettoprovenuet af to mægler vurderinger. Den tilbudte pris kunne ikke dække bankens pant, som derfor den 19. juni 2011 blev anmodet om at godkende handlen.
Fjordbank Mors A/S gik konkurs den 27. juni 2011 og indgik en aftale med et af Finansiel Stabilitet A/S stiftet datterselskab, Fjordbank Mors af 2011 A/S, om overdragelse af bankens aktiver og dele af bankens passiver. Selskabet udstedte et proklama, hvorefter enhver, som havde et krav mod selskabet, skulle anmelde dette inden den 27. september 2011, hvis kravet ikke tidligere havde været rejst eller var blevet afvist af selskabet.
Ved en mail af 5. juli 2011 anmodede M banken om at godkende et salg af V1 ApS’ ejendom E.
Ved brev af 8. september 2011 rykkede klagerne for svar på, om banken kunne godkende de stillede forslag til salg af deres sommerhus S og V1 ApS’ ejendom E samt om en tilbagemelding på akkordforslaget.
Klagerne rykkede ved brev af 9. oktober 2011 banken for svar.
Af klagernes brev af 30. oktober 2011 til banken fremgår:
"…
Samlet må vi konstatere, at Fjordbank Mors:
•Overfor ejendomsmægler … [den] 28. oktober 2011 har afvist købstilbuddet … [vedrørende V1 ApS’ ejendom E] fra … medio juni 2011.
•Ikke har meddelt og argumenteret for denne beslutning til … [V1 ApS] og … [klagerne].
•Ikke har fremsendt et alternativt købstilbud for … [ejendom E] til … [V1 ApS] og … [klagerne].
•I mere end et år endnu ikke har bidraget til dækning af driftsomkostninger for de ejendomme banken har pant i.
•I mere end et år endnu ikke har søgt at indgå realitetsforhandlinger om en frivillig akkord på oprindelig 15 % - nu minimum 5 %, samtidig med at banken accepterede et rekonstruktionsforslag for … [ApS] og … [et navn], som bevirker at banken reelt maksimalt vil få en akkord på 0,1 %.
•I mere end 5 måneder ikke har villet give et svar om banken kunne acceptere salg af vores sommerhus på de tidligere angivne betingelser.
Samtidig har vi holdt direktionen hos Fjordbank Mors fuldt orienteret om situationen i … [V2 A/S], hvor direktionen gentagne gange dog tog den, for os alle, skæbnesvangre beslutning at følge de råd og informationer man fik fra tidl. bestyrelsesformand … og vores tidligere partner … Dette har bragt både … [V2 A/S] i den situation det er i dag, hvor alle aktionærer med sikkerhed har tabt alle værdier og mange kreditorer ligeledes kommer til at tabe penge. Det har ligeledes medvirket til, at Fjordbank Mors kom i den situation den kom i. Dette var kendt for direktionen for Fjordbank Mors siden hhv. september 2010 (og faktisk også siden ultimo marts 2010), hvor vi har orienteret Morsø Sparekasses direktion om situationen og bankens risici, udfra vores kendskab til … [V2 A/S’] aktionærer og investorers lån i banken.
Derfor finder vi, at Fjordbank Mors handlemåde er urimelig og i strid med redelig handlemåde idet banken ikke har søgt at beskytte vores rettigheder, som kautionister. Dette betyder, at vi ikke længere kan stå ved vores kautioner overfor Fjordbank Mors for … [V1 ApS’] og vores private engagementer. Derfor finder såvel … [V1 ApS] og … [K] og … [M] at de er fritaget for deres kautioner overfor banken for dette engagement.
…"
Klagerne indbragte den 1. december 2011 sagen for Ankenævnet. Herefter korresponderede Ankenævnets sekretariat, klagerne og pengeinstituttet vedrørende sagen. Klagernes påstand indeholdt 14 punkter.
Ved brev af 12. april 2012 afviste sekretariatet otte af punkterne i klagernes påstand med følgende begrundelser:
"…
a) Efter Ankenævnets faste praksis behandles klager fra aktie- eller anpartsselskaber ikke, idet Ankenævnet har fundet, at klager fra selskaber ikke kan sidestilles med klager fra private, selv om det spørgsmål, som klagen angår, også ville kunne opstå i et privat kundeforhold.
b) Tilsvarende behandler Ankenævnet ikke klager over personlig kaution fra kautionister, der kautionerer for gæld optaget af et selskab, som klageren er medejer af.
c) Det bemærkes endvidere, at klagen skal vedrøre "kundeforhold".
…"
Ved brev af 27. april 2012 anmodede klagerne om, at de forhold i klagen, som sekretariatet havde afvist blev prøvet af Ankenævnet.
Parternes påstande
Den 27. april 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ankenævnet skal realitetsbehandle samtlige 14 forhold i klagen, der af nævnet opsummeret forstås således:
1) - bortfald af private kautionsforpligtelser, subsidiært at forpligtelserne nedsættes eller gøres usolidariske,
2) - udbetaling af provenu fra realkreditbelåning af sommerhus S,
3) - erstatning for tab lidt ved blokering af betalinger,
4) - erstatning for tab, der skyldes bankens uansvarlige engagement med V2 A/S, og
5) - erstatning for tab, der skyldes bankens handlinger i forbindelse med salget af ejendom E.
Fjordbank Mors af 2011 har nedlagt påstand om afvisning.
Parternes argumenter
Klagerne har bl.a. anført, at eventuelle private kautioner må anses for bortfaldet grundet bankens konsekvente og langvarige forsøg på og medvirken til ødelæggelse af både deres og V1 ApS’ økonomiske formåen ved bl.a. ikke at besvare henvendelser om frivillig akkord og salg af aktiver samt ikke at have beskyttet såvel bankens som deres interesser i, at V2 A/S bevarede størst mulig værdi.
Det forhold, at Ankenævnet ikke ønsker at behandle klager over personlig kaution fra kautionister, der kautionerer for gæld optaget af et selskab, som klageren er medejer af, fjerner nævnets berettigelse for en stor del af befolkningen – da nævnet så ikke behandler klager over de kautioner, som alle selvstændige bliver afkrævet af alle pengeinstitutter.
Banken skal tilbagebetale det beslaglagte provenu fra låneudvidelsen i sommerhuset, som det forud var aftalt med rådgiveren skulle anvendes til likviditet til deres egen og V1 ApS’ drift.
Banken stoppede fuldstændig umotiveret for private betalinger og privat Visa/dankort. Dermed har banken påført dem, sig selv og en række andre kreditorer store tab, hvorfor de ikke kan stå ved kautioner for private lån.
Den sekretariatsmæssige afvisning er ikke korrekt, da der ér et kundeforhold.
Klagen er ikke at anse som en klage fra et aktie- eller anpartsselskab.
Eventuelle kautioner skal nedsættes og gøres usolidariske.
Det er et bekræftet faktum, at bankens handlinger både før, under og efter bankens konkurs har påført såvel dem som V1 ApS meget store tab på grund af bankens samlede ageren med f.eks. manglende besvarelse af den tilbudte frivillige akkord, salg af sommerhus S og ejendom E samt stop for betaling af V1 ApS’ udgifter og beslaglæggelse af provenu fra låneomlægning af sommerhus.
Vedrørende bankens salg af et pantebrev til underkurs i V1 ApS’ ejendom E, når banken ikke gennem 1,5 år har villet indgå en akkordaftale med V1 ApS og dem - gøres det gældende, at dette ikke er en klage fra et aktie- eller et anpartsselskab. Det er en klage over konsekvensen for dem af bankens handlinger eller mangel på samme overfor V1 ApS.
De er enige med banken i, at en vurdering af bankens handlinger i forhold til enkelte af klagepunkterne vil medføre, at der skal foretages en vurdering af:
- Finansiel Stabilitets og bankens andre kunder og deres kundeforhold
- Finansiel Stabilitets og bankens kreditpolitik
- Finansiel Stabilitets og bankens håndtering af nødlidende engagementer
De vil derfor gerne deltage i en sammenligning af, hvordan banken henholdsvis Finansiel Stabilitet behandler sine kunder herunder sine nødlidende kunder og inkluderes i denne praksis.
De er ikke enige i, at dette kræver parts- og vidneforklaringer, da de gentagne gange har oplevet, at vidner er blevet påvirket til ikke at fortælle den korrekte og fulde sandhed, men alene de elementer der passede til vores modparts udlægning. De finder derimod, at skriftlig og sporbar dokumentation er væsentlig mere holdbart og sandfærdigt end vidneforklaringer.
Samlet opsummeres at det personlige økonomiske tab banken har påført dem ved sin ageren er et markant trecifret millionbeløb, efter at alle kreditorer i V1 ApS er betalt.
Vedrørende rejsning af deres krav overfor selskabet bemærkes, at de med udgangspunkt i bankens uansvarlige bankdrift og øvrig ageren bad om, at deres personlige selvskyldnerkautioner annulleres.
Fjordbank Mors af 2011 har bl.a. anført, at klagen bør afvises i sin helhed, da sagen på grund af sit omfang, kompleksitet og behov for parts- og vidneforklaringer hverken helt eller delvist er egnet til behandling i Ankenævnet.
Klagerne har ikke anmeldt krav vedrørende punkterne 3, 4, 5, 6, 7, 8 og 13 til Fjordbank Mors af 2011 A/S inden den 27. september 2011, hvorfor deres ret til at få hel eller delvis dækning for kravene er bortfaldet.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet tiltræder sekretariatets delvise afvisning af klagen med de angivne begrundelser.
Ankenævnet bemærker herefter, at følgende fremgår af nævnets vedtægter:
"§ 7, stk. 1.Ankenævnet kan afvise sager, som på grund af deres principielle juridiske karakter, usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger eller af andre særlige grunde findes uegnet til behandling i Ankenævnet. …"
Ankenævnet finder, at en afklaring af klagens øvrige forhold og deres nærmere omstændigheder herunder eventuelle sammenhænge med sagens erhvervsmæssige forhold vil forudsætte en yderligere bevisførelse bl.a. i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor de øvrige dele af sagen i medfør af § 7, stk. 1 i nævnets vedtægter, hvorfor klagen afvises i sin helhed.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klagerne får klagegebyret tilbage.