Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Værdipapirer. Køb.

Sagsnummer: 115 /1990
Dato: 06-07-1990
Ankenævn: Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Værdipapirer - afregningskurs
Ledetekst: Værdipapirer. Køb.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 1. marts 1990 rettede klageren telefonisk henvendelse til indklagedes Løgten afdelingen og afgav ordre om køb for 200.000 kr. aktier i D/S Torm limiteret til kurs 11.400 til effektuering samme dag. Henvendelsen fandt efter klagerens angivelse sted kl. 9.00 den pågældende dag, medens indklagede har oplyst tidspunktet til at være kl. 9.05-9.10.

Da ordren ikke blev effektueret, henvendte klageren sig til indklagedes regionskontor i Århus, som på grund af den manglende effektuering af ordren tilbød klageren at frafalde krav om ekspeditionsgebyr ved klagerens næste fire ansøgninger om bevilget overtræk, i alt 1.250 kr. Dette tilbud afslog klageren.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at sælge nominelt 200.000 kr. aktier i D/S Torm til kurs 11400 til hende.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun 5 dage efter, at hun havde afgivet ordren om køb, kontaktede afdelingen, som efter at have undersøgt sagen meddelte hende, at handelen ikke var gennemført, da ordren var for sent indtelefoneret. Hun kunne ikke acceptere denne forklaring, da hun få dage forinden havde fået gennemført en handel, der var indtelefoneret samme dag kl. 9.25. Indklagede erkendte herefter, at der i forbindelse med handelen var begået en fejl og tilbød hende erstatning på 1.250 kr., hvilket hun afslog.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at afdelingen ved klagerens henvendelse den 1. marts 1990 gjorde hende opmærksom på, at ordren var afgivet for sent, idet ordrer, der skal effektueres samme dag, skal være afgivet inden kl. 9.00. Afdelingen indvilgede imidlertid i at forsøge at fa ordren effektueret, hvilket ikke lykkedes.

Indklagedes regionskontor i Århus tilbød herefter pr. kulance at frafalde ekspeditionsgebyr ved klagerens næste fire ansøgninger om bevilget overtræk. Indklagede har således ikke indrømmet, at der er begået fejl i forbindelse med den manglende effektuering af klagerens købsordre.

Klageren får regelmæssigt udført fondsordrer via indklagede og er derfor utvivlsomt bekendt med de tidsmæssige betingelser for afgivelse af ordrer, der skal effektueres samme dag.

For så vidt angår den af klageren anførte tidligere gennemførte fondshandel, fandt denne sted den 15. februar 1990, hvor den blev indlagt i systemet kl. 8.53 og godkendt kl. 8.57 og således ikke kl. 9.25, som anført af klageren.

Klageren har ikke kommenteret indklagedes redegørelse overfor Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har ikke under sagens forberedelse imødegået indklagedes anbringende om, at klageren ved afgivelsen af købsordren blev orienteret om, at ordren - uagtet den var afgivet for sent til at blive effektueret samme dag - ville blive forsøgt effektueret som ønsket af klageren. Ankenævnet finder herefter at kunne lægge indklagedes oplysning om hændelsesforløbet til grund ved sagens afgørelse, hvorefter indklagede ikke har givet tilsagn om, at klagerens limiterede købsordre kunne effektueres samme dag.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.