Afgørelse

Spørgsmål om aftalt rådighedsbegrænsning

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om, at hævninger på hendes søns konto i Nordea Bank skete i strid med aftalt rådighedsbegrænsning.

Sagens omstændigheder

Klageren i denne sag er mor til A, der er født i 1970.

Klageren har oplyst, at A i begyndelsen af 1990’erne pådrog sig en hjerneskade. Omkring 1994 opnåede han førtidspension og blev visiteret til en institution. Hans økonomi blev administreret af først kommunen og senere institutionen. I 2005 administrerede hun og institutionen midlerne i fællesskab og fra 2006 havde institutionen alene-adgang til A’s såkaldte lommepengekonto, hvorpå der blev indsat 2.000 kr. og senere 3.000 kr. pr. måned. Gennem alle årene var både hun og A kunder i Nordea Banks Brande afdeling.

Den 5. januar 2004 underskrev A et dokument til banken, hvorefter klageren fik fuldmagt til at modtage hans post.

Den 1. maj 2005 underskrev A en erklæring i banken, hvorefter klageren fik fuldmagt til hans grundkonto (-985) i banken.

Den af klageren oplyste lommepengekonto blev den 27. marts 2006 oprettet som en grundkonto nr. -350. Efter det oplyste var der tilknyttet en bankbog, som i januar 2010 blev erstattet med et hævekort.

Den 15. marts 2010 underskrev klageren, A og institutionen en samtykkeerklæring. Heraf fremgår bl.a., at A’s pension skulle indsættes på en konto under administration af klageren. Hver måned skulle der overføres 3.000 kr. til en konto, som A selv skulle administrere efter aftale med personalet på institutionen. Endvidere fremgår bl.a. navnet på A’s bankrådgiver.

Banken har oplyst, at man ikke har været bekendt med samtykkeerklæringen.

Udover lommepengekontoen (-350) og grundkontoen (-985) havde A en gevinstopsparingskonto (-103) og en Pluskonto (-154) i banken.

Den 6. juli 2010, hvor saldoen på lommepengekontoen var 5,72 kr., blev der overført 2.500 kr. fra Pluskontoen til lommepengekontoen, hvorfra beløbet straks blev hævet.

Den 26. juli 2010 blev der overført yderligere 13.000 kr. fra Pluskontoen til lommepengekontoen, hvorfra beløbet straks blev hævet. Indeståendet på Pluskontoen udgjorde herefter 1.045,20 kr.

Den 29. juli 2010 blev der overført 15.000 kr. fra gevinstopsparingskontoen til lommepengekontoen, hvorfra beløbet straks blev hævet.

Den 30. juli 2010 blev der overført 23.000 kr. fra grundkonto -985 og 15.000 kr. fra gevinstopsparingskontoen, i alt 38.000 kr., til lommepengekontoen. Samtidig blev der hævet 37.000 kr. på lommepengekontoen.

Saldiene på A’s konti udgjorde herefter beskedne beløb.

I august 2010 henvendte klageren sig banken med indsigelse mod de nævnte transaktioner i juli 2010 på A’s konti.

Den 11. august 2011 indgav klageren en klage over Nordea Bank til Ankenævnet.

Banken har oplyst, at transaktionerne skete ved A’s fremmøde i bankens Herning afdeling. På bankens videoovervågning kan man se, at A blev ledsaget af en mand, der ventede, mens A blev ekspederet ved skranken. Hævningerne på henholdsvis 13.000 kr. og 15.000 kr. skete på grundlag af hævekortet. Ved hævningerne på henholdsvis 2.500 kr. og 37.000 kr. har A legitimeret sig på anden vis. På udbetalingsbilaget for hævningen på 37.000 kr. er det anført, at legitimation er forevist.

Klageren har anført, at Herning afdelingen før udbetalingerne kontaktede Brande afdelingen telefonisk. Banken har anført, at man hverken har erindring eller notater herom.

Parternes påstande

Den 11. august 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal tilbageføre hævningerne på henholdsvis 2.500 kr., 13.000 kr., 15.000 og 37.000 kr., i alt 67.500 kr.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Nordea Bank på baggrund af det mangeårige kundeforhold var fuldt ud bekendt med de særlige omstændigheder omkring A, herunder hans bopæl på institutionen og at han til stadighed har haft behov for hjælp til at administrere og forvalte sin økonomi, idet han i lighed med flere andre beboere på institutionen kun var i stand til at administrere små beløb ad gangen.

I samråd med en medarbejder i banken blev A’s engagement derfor tilrettelagt således, at A kun kunne disponere over beløbene på 2.000 kr. senere 3.000 kr., der månedligt blev overført til lommepengekontoen. A hævede på kontoen sammen med institutionen.

Banken var fuldt ud klar over, at A i lighed med de øvrige beboere på institutionen var særligt udsat for udnyttelse, og at formålet med lommepengekontoen var at sikre mod misbrug.

Ved at gennemføre overførslerne fra A’s øvrige konto og store hævninger på lommepengekontoen, har banken tilsidesat aftalen og misbrugt hendes tillid.

Nordea Bank har anført, at A selv har foretaget de omhandlede dispositioner. A er ikke umyndiggjort, og banken har ingen noteringer om, at han ikke er i stand til at handle på egne vegne. Der forelå ikke særlige omstændigheder i forbindelse med hævningerne, der gav anledning til overvejelser. Hverken A eller manden, der ledsagede A, udviste atypisk adfærd.

Vedrørende lommepengekontoen bestrides det, at man som anført af klageren skulle have oplyst, at A kun kunne hæve det beløb, som klageren indsatte hver måned. Banken har alene oplyst, at A ikke ville kunne overtrække kontoen. Banken har ikke oplyst, at A ikke ville kunne hæve på sine øvrige konti.

Banken har heller ikke modtaget oplysning om, at A ikke selv kunne disponere. I så fald burde klageren have foranlediget, at A blev umyndiggjort. Hvis A ikke var i stand til at forpligte sig, kunne han heller ikke afgive fuldmagt til klageren.

Banken havde kendskab til A’s bopæl på en institution og at han havde været syg i mange år. Den omstændighed indebar ikke i sig selv, at han var afskåret fra at disponere over sine midler.

I forbindelse med hævetransaktioner undersøger banken normalt ikke forudgående posteringsforløb, hvilket heller ikke skete i den konkrete sag.

Ankenævnets bemærkninger

Fire medlemmer – Henrik Bitsch, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn og Astrid Thomas – udtaler:

Indledningsvis bemærkes, at A, der ikke er umyndiggjort, gyldigt kan indgå en aftale om selvbåndlæggelse, hvorved hans rådighed over egne midler begrænses.

Formålet med at oprette den såkaldte lommepengekonto (-350) til A var at beskytte A mod overdreven brug af egne midler, herunder ved tredjemands eventuelle udnyttelse af A’s situation. Vi finder, at Nordea Bank på baggrund af sit mangeårige kendskab til klageren og A, herunder A’s bopæl på den pågældende institution, indså eller burde have indset dette.

De tre største hævninger på henholdsvis 13.000 kr., 15.000 kr. og 37.000 kr., i alt 65.000 kr., af de fire omstridte hævninger på i alt 67.500 kr., skete i den samme afdeling af banken i løbet af få dage, og hævningerne var på betydelige beløb i forhold til både tidligere hævninger og A’s samlede indestående.

Når henses til størrelsen af de hævede beløb sammenholdt med det forudgående hævningsmønster på kontoen finder vi, at der forelå sådanne omstændigheder, at banken burde have iværksat nærmere undersøgelser, herunder eventuelt ved kontakt til den institution, hvor A havde bopæl, forinden udbetaling fandt sted.

På baggrund af ovenstående finder vi, at Nordea Bank skal tilbageføre de omstridte hævninger på i alt 67.500 kr.

Ankenævnet har ikke taget stilling til, om Nordea Bank herefter kan gøre et berigelseskrav gældende mod A.

Et medlem – Christian Bremer – udtaler:

Under hensyntagen til, at A ikke er frataget sin retlige handleevne, at selvbåndlæggelse ikke anerkendes i dansk ret, og at banken ikke udtrykkeligt eller stiltiende har tilkendegivet, at A ikke kunne disponere frit over sine konti,foreligger der ikke sådanne omstændigheder, at der er grundlag for at gøre banken erstatningsansvarlig. Jeg stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold.

Der træffes afgørelse efter stemmerflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Nordea Bank skal inden 30 dage tilbageføre hævningerne på i alt 67.500 kr. på A’s konto (-350) i perioden 6.-30. juli 2010.

Klageren får klagegebyret tilbage.