Indsigelse fra arving mod betalinger i betalingsservice gennemført efter kontohavers død.
| Sagsnummer: | 211/2007 |
| Dato: | 13-11-2007 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Betalingsservice - afmelding
|
| Ledetekst: | Indsigelse fra arving mod betalinger i betalingsservice gennemført efter kontohavers død. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indsigelse mod gennemførelse af betalinger efter kontohavers død.
Sagens omstændigheder.
Den 27. februar 2007 døde klagerens mor, der var kunde hos Danske Bank.
Engagementet bestod bl.a. af en Danske Privat konto, som på dødsdagen var i overtræk med 4.627,88 kr. Den 28. februar 2007 blev der indsat løn, pension m.v. på i alt 12.299,91 kr.
Den 1. marts 2007 blev der hævet i alt 5.340 kr. på kontoen til dækning af tre betalinger via betalingsservice. Den 5. marts 2007 blev der hævet 826,03 kr. på kontoen til dækning af en yderligere betaling.
Ved skifteretsattest af 14. maj 2007 om boudlæg blev boet efter moderen udlagt til klageren. Boudlægget omfattede bl.a. moderens konti i Danske Bank og en check på 1.139,79.
Ved skrivelse af 21. maj 2007 gjorde klageren indsigelse imod de fire betalinger på i alt 6.166,03 kr., der var blevet gennemført efter moderens død. Banken afviste indsigelsen.
Af bankens generelle regler for debitorer i betalingsservice fremgår bl.a.:
"…
§ 7 Deres afvisning af en betaling
Ønsker De, at en betaling ikke skal gennemføres eller at en betaling skal tilbageføres, kan De få betalingen afvist, hvis Deres meddelelse herom når Deres pengeinstitut senest den 7. i betalingsmåneden. …"
Parternes påstande.
Den 30. juli 2007 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 6.166 kr.
Banken har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken ikke var berettiget til at gennemføre betalinger for moderen efter dennes død.
Betalingerne skete i strid med lovgivningen om retmæssig behandling af afdødes konti, og banken er forpligtet til at tilbageføre betalingerne, uanset på hvilket tidspunkt banken blev informeret om moderens død.
Ifølge lovgivningen er det bankens ansvar én gang dagligt at holde sig orienteret om dødsfald og herefter lukke afdødes konti og afvise eventuelle betalinger i betalingsservice.
Banken blev i hvert fald informeret om dødsfaldet den 5. marts 2007, hvor 7-dages fristen for afvisning af betalingerne endnu ikke var udløbet. Betalingerne blev afvist af kontohaveren i kraft af dennes død.
Banken har anført, at man løbende modtager opdatering af personoplysninger fra CPR-Registeret, herunder oplysning om dødsfald. Meddelelsen fra CPR-Registeret om klagerens mors dødsfald blev modtaget den 5. marts 2007. Samme dag blev alle afdødes fremtidige betalinger slettet.
Bankens forpligtelse til at spærre kontoen og afmelde betalingerne indtrådte først, da man blev informeret om dødsfaldet, jf. dødsboskiftelovens § 8, stk. 1.
Efter reglerne om betalingsservice er det kun kontohaver eller en repræsentant for kontohavers dødsbo, som kan afvise betalingerne inden den 7. i måneden. Banken blev først anmodet om afvisning den 21. maj 2007, hvor fristen var overskredet.
Den seneste betaling på 826,03 kr. blev gennemført natten mellem den 4. og 5. marts 2007. Ifølge betalingsmodtageren blev beløbet tilbagebetalt ved checken på 1.139,79 kr., som fremgår af skifteretsattesten.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at Danske Bank på de tidspunkter, hvor de omhandlede betalinger fandt sted, endnu ikke var blevet informeret om klagerens mors død.
En tilbageførsel af betalingerne i henhold til § 7 i de generelle regler for debitorer i betalingsservice måtte forudsætte en anmodning herom fra boet inden for den i bestemmelsen anførte frist.
Ankenævnet finder herefter, at banken ikke har pådraget sig ansvar ved at gennemføre betalingerne eller ved at undlade at foranledige disse tilbageført. Det må lægges til grund, at tilbageførsel ikke kunne ske på det tidspunkt, da klageren anmodede herom.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.