Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 7% obligationer i foråret 1994.
| Sagsnummer: | 152 /1999 |
| Dato: | 09-11-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål Realkreditbelåning - kurssikring |
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 7% obligationer i foråret 1994. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et rådgivningsansvar i forbindelse med hjemtagelse af et 30-årigt kontantlån på basis 7% obligationer i foråret 1994.
Sagens omstændigheder.
Den 17. februar 1994 underskrev klageren i indklagedes daværende Hornslet afdeling aftale om omprioritering, hvorefter et 10% obligationslån med en restløbetid på ca. 24 år og en restgæld på ca. 590.000 kr. ydet af Realkredit Danmark skulle omlægges til et kontantlån på 613.000 kr. ligeledes ydet af Realkredit Danmark. Valget af kontantlån fremgår af, at ordet "obligationslån" er overstreget. Ved afkrydsning fremgik, at kontantlånet skulle hjemtages på basis af 6% obligationer, og at kurssikring ikke skulle foretages. Under "Bemærkninger" er anført, at "pantebrevet sendes til tinglysning og kunden kontaktes."
Ved skrivelse af 15. marts 1994 stilet til klageren tilbød Realkredit Danmark det forudsatte kontantlån på 613.000 kr. Løbetiden var i overensstemmelse med klagerens ønske 30 år. Af en af Realkredit Danmark foretaget beregning, som ligeledes fremsendtes til klageren, fremgår, at ved det aktuelle kursniveau på 87,75 på det nye låns bagvedliggende obligationer ville klageren opnå en besparelse det første år på 7.756 kr. (netto); obligationsgælden ville være 698.575 kr.
Den 25. marts 1994 underskrev klageren udbetalingsbrev vedrørende kontantlånet, hvoraf fremgår, at det skulle udbetales på grundlag af 7% obligationer. Den 5. maj 1994 udbetaltes kontantlånet på grundlag af kurs 88,30, hvorved lånets obligationsgæld blev 694.224 kr.
I februar 1999 rettede klageren henvendelse til Realkredit Danmark vedrørende omprioritering af ejendommen. Klageren har anført, at det ville være nødvendigt at hjemtage et obligationslån med en hovedstol på 723.000 kr. for at indfri kontantlånet.
Parternes påstande.
Klageren har den 31. marts 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun af indklagedes medarbejder blev frarådet at foretage kurssikring på grund af omkostningerne herved. Indklagede undlod at rådgive med hensyn til, om det nye lån skulle optages som et obligationslån eller et kontantlån. Senere ved lånets hjemtagelse blev hun ikke rådgivet om betydningen af valg af kuponrente på obligationerne. Hun blev ikke orienteret om, at lånet kunne udbetales på grundlag af 8% obligationer. Hun havde således ikke mulighed for at vurdere, hvilket lån hun ønskede optaget under hensyn til de planer, hun måtte have vedrørende ejendommen. Hun overlod det til indklagede at forestå låneomlægningen og gjorde det klart, at hun ikke selv havde nogen særlig indsigt heri, hvorfor indklagede måtte være hende behjælpelig. Indklagede undlod i perioden fra marts til maj 1994 at gøre hende opmærksom på det i denne periode indtrufne kursfald.
Indklagede har anført, at klageren ved sin underskrift på omprioriteringsaftalen selv besluttede, at lånet ikke skulle kurssikres. I overensstemmelse med indklagedes instruks til sine medarbejdere går man ud fra, at valget mellem at hjemtage det nye lån enten som obligationslån eller kontantlån blev drøftet med klageren. Kontantlånet var det billigste, da kurstabet indregnes i lånets rente. I 1994 var det sædvane hos indklagede, at kunder blev rådgivet til at optage kontantlån. Af Realkredit Danmarks lånetilbud fra marts 1994 fremgår, at obligationsgælden på et nyt lån ud fra det dagældende kursniveau ville blive ca. 699.000 kr. Det fremgik således klart, at klageren skulle tilbagebetale en obligationsgæld af denne størrelse. Man går ud fra, at valget af 7% obligationer som grundlag for lånet var klagerens beslutning som et kompromis mellem det ydelsesmæssigt billigste lån baseret på 6% obligationer i forhold til det restgældsmæssigt mindste lån baseret på 8% obligationer. Var dette ikke drøftet med klageren, ville lånet være afregnet på basis af den oprindelig aftalte 6% obligation. Ved at vælge 7% obligationer som grundlag forblev den bagved liggende obligationsgæld - 694.224 kr. - inden for de økonomiske rammer, som klagerne havde fået forelagt med Realkredit Danmarks tilbud. Det afvises, at ændringen af kuponrenten skulle være sket alene på grundlag af indklagedes foranledning, idet en sådan ændring forudsætter en drøftelse med kunden.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det fremgår af den af klageren underskrevne omprioriteringsaftale af 17. februar 1994, at lånet skulle optages som et kontantlån. I øvrigt bemærkes, at det på daværende tidspunkt var sædvanligt at vælge kontantlån frem for obligationslån.
Det fremgår endvidere af omprioriteringsaftalen, at klageren ikke ønskede at foretage kurssikring. Ankenævnet lægger til grund, at dette spørgsmål har været drøftet med klageren, og det findes ikke godtgjort, at indklagede ved sin rådgivning herom har begået ansvarspådragende fejl. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af, at man ikke efterfølgende gjorde klageren opmærksom på, at kurserne faldt.
Det fremgår af udbetalingsbrevet, som klageren underskrev den 25. marts 1994, at lånet skulle hjemtages på grundlag af 7% obligationer og ikke som oprindelig forudsat på grundlag af 6% obligationer. Ankenævnet lægger til grund, at ændringen har været drøftet med klageren, og at baggrunden var det kursfald, som havde fundet sted. Ved ændringen opnåede klageren en lavere obligationsgæld.
Selv om muligheden for at optage lånet på grundlag af 8% obligationer ikke måtte være blevet drøftet med klageren, finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge heraf. Det bemærkes herved, at det på daværende tidspunkt ikke var sædvanligt i forbindelse med optagelse af kontantlån at rådgive om, at der ved valg af kuponrente - mod betaling af en "præmie" i form af højere ydelse - kan skabes mulighed for en senere fordelagtig "nedkonvertering" i tilfælde af efterfølgende rentefald. Ankenævnet finder således, at valget af 7% obligationer efter de daværende forhold var et fornuftigt kompromis.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.