Indsigelse om uansvarlig långivning og krav om nedsættelse af ydelse
| Sagsnummer: | 345/2016 |
| Dato: | 08-06-2017 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Michael Reved, Karin Duerlund og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Kassekredit - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning og krav om nedsættelse af ydelse |
| Indklagede: | Kreditbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Indsigelse om uansvarlig långivning og krav om nedsættelse af ydelse.
Sagens omstændigheder
Klageren, som var pensionist, var kunde i Kreditbanken og havde i foråret 2016 en gæld til banken på 313.569 kr., konto nr. -404, som stammede fra en kassekredit, der var etableret og udvidet løbende i årene 2009-2015 til omkring 600.000 kr. og med sikkerhed i to ejendomme, henholdsvis en helårsbolig og et sommerhus, som klageren ejede på daværende tidspunkt.
Klageren havde tillige en nemkonto, en budgetkonto og en ”kostkonto” i banken.
Fra 2009 til 2012 faldt værdien af ejendommene næsten 1 million kr.
I 2011 blev kassekreditten udvidet fra ca. 250.000 kr. til 400.000 kr. I 2012 blev klageren skilt fra sin hustru H, og sommerhuset blev sat til salg. Det blev solgt i marts 2015 med tab. I april 2015 blev helårsboligen sat til salg. På daværende tidspunkt udgjorde kassekreditten 624.000 kr. I februar 2016 blev helårsboligen solgt med tab. I den forbindelse blev kassekreditten delvist nedbragt.
Klageren havde tre voksne børn, S, D og K. Den 20. maj 2016 skrev banken følgende til S og D:
”Vi har lavet et frivilligt forlig vedr. Jeres fars gæld til Kreditbanken, se vedlagte.
Det kan virke håbløst og uoverskueligt, at skulle afvikle gælden, derfor har vi 0-stillet renten og sagt, at der skal afvikles kr. 1.000 månedligt i 5 år, derefter udsteder Kreditbanken en saldokvittering for resten.
Hvad siger I til det?
Jeg har ikke vist Jeres far det, vil gerne have accept fra Jer først, inden jeg får underskrift fra ham.…”
S svarede den 21. maj 2016 følgende:
”Det syntes vi er en god aftale. Du har vores accept på det. Sæt bare det i gang.”
Den 27. maj 2016 underskrev klageren et frivilligt forlig med banken vedrørende gælden på konto nr. -404. Ifølge forliget skulle klageren betale 60.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet. Lånet skulle afvikles med 1.000 kr. om måneden fra den 1. juni 2016. Ved fuld opfyldelse af forliget, var lånet rentefrit, ligesom banken ville udstede en saldokvittering på restgælden på konto -404. Banken var ifølge forliget bemyndiget til at hæve forfaldne ydelser på lånet.
Banken har oplyst, at den i forbindelse med indgåelsen af forliget aftalte med familien, at den hver måned overførte hele det indkomne beløb på klagerens nemkonto til henholdsvis budgetkonto og ”kostkonto”. Således blev der hver måned overført 5.500 kr. til klagerens budgetkonto og hver uge 750 kr. til klagerens ”kostkonto”. Dette er ikke bestridt af klageren.
Parternes påstande
Den 2. november 2016 har D på klagerens vegne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Kreditbanken skal anerkende, at den burde have lukket klagerens kassekredit samt, at banken skal nedsætte ydelsen på lånet.
Kreditbanken har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
D har anført, at banken har handlet uansvarligt ved kreditgivningen. Banken har blot forhøjet kassekreditten til trods for, at den mente, at klageren havde et overforbrug og til trods for, at friværdien i hans faste ejendomme faldt.
Banken lod kreditten vokse gennem flere år, bl.a. i en periode efter klagerens skilsmisse og efter, at han var blevet syg. Bankens rådgivning i den situation var meget ringe. Banken vidste, at en mand på 75 år og dement ikke ville kunne tilbagebetale en kassekredit på 500.000 kr., og burde derfor have sagt stop på et langt tidligere tidspunkt.
Det er forløbet op til, at klagerens hus blev sat til salg i foråret 2015, og indtil det blev solgt i foråret 2016, som hun klager over.
De sidste fire år er klageren blevet tiltagende dårligere, og i 2015 kom han i behandling for en svær depression samt Alzheimer. Ejendomsmægleren, der havde klagerens sommerhus til salg oplevede, at han ikke forstod situationen omkring salget af huset, og at han var forvirret og konfus, hvilket ejendomsmægleren havde gjort banken opmærksom på.
Banken lukkede klagerens konto, ofte den første i måneden, når pensionen gik ind, så han ikke havde noget at leve for og måtte låne penge af naboer og sine børn. Banken afviste også klagerens regninger, hvis hans konto gik lidt i overtræk. Endvidere spærrede banken klagerens dankort og udstedte et MasterCard i stedet for, hvilket han ikke forstod hvorfor.
Da salget af husene var gjort op, forhandlede hun og S sig frem til en aftale med banken om, at klageren skulle afdrage 1.000 kr. om måneden på det resterende lån. Klageren vil gerne afvikle gælden, men har ikke mulighed for at betale den månedlige ydelse. Klageren får 750 kr. om ugen til at leve for. Banken skal sørge for, at han har noget at leve for. Det kan ikke være rigtigt, at hun og S skal forsørge klageren.
Kreditbanken har anført, at da den i 2011 udvidede klagerens kredit til 400.000 kr., boede klageren stadig sammen med H, og parret vurderedes at have god fællesøkonomi. Banken observerede ikke, at klageren fejlede noget.
I 2012, hvor klageren blev skilt fra H, og sommerhuset sat til salg, observerede banken heller ingen sygdomstegn hos klageren. Banken erindrer ikke at være blevet kontaktet af ejendomsmægleren vedrørende klagerens helbredstilstand.
Banken har aldrig lukket klagerens konto, men har afvist regninger ved manglende dækning på kontoen. Banken har ikke pligt til at betale regninger, der ikke er dækning for, og banken har ikke en formuleret forsørgerpligt.
Det er bl.a. regninger for reparation af klagerens bil, som banken har afvist. Der var ikke dækning på klagerens konti til betaling af regningerne, og de var ikke budgetlagt.
Det var banken, der opfordrede klageren til at tage sine voksne børn med i banken, da hans hukommelsessvigt observeredes. Det affødte et møde, hvor S, D og K deltog. Banken har på møder opfordret S og D til at gennemgå klagerens budget med henblik på at minimere omkostninger samt at søge boligsikring for ham.
I foråret 2016 vurderede banken, at klageren ikke ville have mulighed for at betale gælden tilbage til banken. Derfor foreslog banken et forlig, hvor den eftergav klageren en gæld på ca. 253.569 kr. samt nulstillede renten, således at klageren ikke skulle betale den rente, der ellers kunne have været beregnet.
S godkendte forliget pr. mail den 21. maj 2016 og med kopi til D. Klageren underskrev forliget den 27. maj 2016.
I forbindelse med indgåelsen af forliget blev det aftalt med familien, at banken hver måned overførte hele det indkomne beløb på klagerens nemkonto til henholdsvis budgetkonto og ”kostkonto”. Dette skete i respekt af klagerens sygdom. Ved overtræk på disse konti vil banken, som i alle andre kundeforhold, kunne stoppe forudbetalinger og/eller tilbageføre/afvise betalinger. I modsat fald opstår ny gæld.
Banken har medvirket til at skabe en meget imødekommende løsning på klagerens økonomiske situation samt en aftalt ramme for hans daglige økonomi.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at der er godtgjort omstændigheder omkring stiftelsen af gælden, der kan medføre, at klageren ikke hæfter for den.
Klageren, der var bistået af S og D, accepterede et tilbud om afvikling af gælden med 1.000 kr. om måneden, der indebar, at gælden blev nedskrevet fra 313.569 kr. til 60.000 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte aftalen uanset det oplyste om, at klageren havde et beskedent beløb til leveomkostninger.
Banken var ikke forpligtet til at gennemføre betalinger, som der ikke var dækning for.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en bestemt afvikling af gælden, herunder nedsættelse af ydelsen.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.