Udsættelse af lånets indfrielsestidspunkt.
| Sagsnummer: | 398 /1992 |
| Dato: | 05-02-1993 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Udsættelse af lånets indfrielsestidspunkt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I marts 1989 ydede indklagedes Frederiksberg afdeling et lån på 71.850 kr. til klagerens daværende kæreste (K). Klageren underskrev den 14. marts 1989 gældsbrevet som selvskyldnerkautionist. Af gældsbrevet fremgik:
"Gældende til ca. 1. april 1990, hvor lånet indfries fuldt ud ved salg af ejerlejlighed. Tilskrevne renter betales hvert kvartal til debet for konto ......."
Lånets indfrielsestidspunkt er ved påtegninger af 19. april, 27. juli, 16. oktober 1990, 18. april og 4. oktober 1991 forlænget senest til 1. november 1991. Klageren har underskrevet samtlige påtegninger.
Klageren har anført, at hun i forbindelse med ydelsen af lånet afslog at kautionere, men at en navngiven medarbejder i afdelingen forsikrede hende om, at hendes kaution ville være fuldstændig uden risiko, da lånet ville blive indfriet i forbindelse med salg af K's ejerlejlighed. Indklagede bestrider, at det skulle være tilkendegivet overfor klageren, at kautionen ville være fuldstændig uden risiko.
Ved slutseddel af 27. maj 1991 blev K's ejerlejlighed solgt. Forinden var der et par gange blevet afværget tvangsauktion over ejerlejligheden. I forbindelse med salget af ejerlejligheden udstedte indklagede en garanti på 38.000 kr. for K's forpligtelser overfor ejerlejlighedsforeningen. Klageren håndpantsatte til sikkerhed for indklagedes regreskrav vedrørende garantien et ejerpantebrev på 45.000 kr. med pant i sin ejerlejlighed.
Den 1. oktober 1991 udbetaltes garantisummen med 42.545 kr. til ejerforeningen. Da indklagede kunne få regreskravet dækket med provenuet fra salget K's ejerlejlighed, blev klagerens ejerpantebrev frigivet.
Den 11. oktober 1991 forhøjedes klagerens kassekredit hos indklagede med 175.000 kr. til 200.000 kr. Ifølge kreditkontrakten var denne gældende indtil den 10. april 1992. Til sikkerhed for kreditten håndpantsatte klageren ejerpantebrevet på 45.000 kr., som samtidigt forhøjedes til 292.000 kr. Af håndpantsætningserklæringen underskrevet 11. oktober 1991 fremgår, at ejerpantebrevet tillige stilledes til sikkerhed for K's lån på 71.850 kr. Den 10. april 1992 blev klagerens kassekredit forlænget til 11. maj 1992.
Ved opgørelse af 6. maj 1992 stilet til K afregnede indklagede omprioriteringen af K's ejerlejlighed i forbindelse med dennes salg. Af opgørelsen fremgår, at indklagede forestod hjemtagelsen af kreditforeningslån og indfrielse af prioriteter m.v. På omprioriteringskontoen er debiteret indfrielsen af garantien til ejerforeningen, ligesom provenu ved salg af sælgerpantebrev og skødedeponeringskonto er krediteret kontoen. Omprioriteringskontoen udviste et underskud på 92.848,27 kr., som overførtes til K's økonomikonto.
I januar 1992 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede vedrørende sin kautionsforpligtelse. I august 1992 overførte klageren sit engagement til andet pengeinstitut og indfriede i denne forbindelse kautionen.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale det beløb, hvormed kautionen er indfriet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun ved påtagelsen af kautionsforpligtelsen af indklagedes medarbejder fik oplyst, at denne ville være uden risiko, idet der var tilstrækkelig friværdi i K's ejerlejlighed. Indklagede var bekendt med, at klageren ikke havde boet sammen med K, samt at klageren intet kendte til K's økonomiske forhold. Ved påtegning af 27. juli 1990 på gældsbrevet accepterede klageren, at lånet skulle være indfriet senest den 1. oktober 1990. Indklagede meddelte imidlertid en forlængelse til 1. november 1991 uden klagerens viden eller accept. Ved påtegningen af 4. oktober 1991 meddelte klageren at ville kautionere yderligere 26 dage frem til 1. november 1991, hvorfor klagerens kautionsforpligtelse ophørte pr. denne dato. Indklagede undlod imidlertid at meddele klageren, om lånet som forudsat var indfriet i forbindelse med ejendomshandelen, om denne var afsluttet, eller om man ville gøre kautionsforpligtelsen gældende. Klageren havde således en berettiget forventning om, at lånet var fuldt indfriet pr. 1. november 1991. I forbindelse med indklagedes varetagelse af omprioriteringssagen vedrørende den solgte ejerlejlighed måtte det have stået indklagede klart på et tidligere tidspunkt, at handelen ikke gav dækning for det kautionssikrede lån, men indklagede undlod på trods heraf at rette henvendelse til klageren førend lang tid efter kautionsforpligtelsens udløb. På det tidspunkt, hvor klageren underskrev påtegningen om forlængelsen af kautionslånet til 1. november 1991, havde klageren behov for en personlig kassekredit på 200.000 kr. Indklagede stillede i udsigt, at hun ikke kunne forvente at få bevilget en sådan kredit, såfremt hun ikke samtidig stillede ejerpantebrevet med pant i hendes ejerlejlighed til sikkerhed for kautionslånet. Klageren indvilgede herefter heri.
Indklagede har anført, at det må anses for utænkeligt, at erfarne bankmedarbejdere skulle have stillet klageren i udsigt, at hendes kaution ville være fuldstændig uden risiko. Forsinkelsen af salget af K's ejerlejlighed samt ejendomsprisernes generelt faldende tendens førte til, at provenuet fra ejerlejligheden ikke dækkede indfrielse af kautionslånet. Med hensyn til de indgåede aftaler om forlængelsen af kautionslånets indfrielsestidspunkt, er dette aftalt mellem indklagede og K og tiltrådt af klageren. Aftalerne indebar ikke nogen frigørelse af klageren, såfremt K ikke indfriede kautionslånet. Klageren kan ikke have haft en berettiget forventning om at være frigjort for kautionsforpligtelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af det fremlagte gældsbrev med senere tillæg, at klageren i hvert enkelt tilfælde ved sin underskrift har tiltrådt en udsættelse af lånets indfrielsestidspunkt senest til den 1. november 1991. At lånet på dette tidspunkt ikke blev indfriet, kan ikke føre til, at klageren som kautionist herefter er frigjort fra sin kautionsforpligtelse. Der findes heller ikke i øvrigt at foreligge forhold, som kan føre til, at klageren kan fritages for kautionsforpligtelsen, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.