Forhold til anden sikkerhed.
| Sagsnummer: | 177/1989 |
| Dato: | 16-02-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lis Frisenette, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Forhold til anden sikkerhed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 14. januar 1988 optog et anpartsselskab i indklagedes Rødovre Centrum afdeling et lån på 152.000 kr., der i sin helhed forfaldt til indfrielse den 15. marts 1988. Selskabets direktør underskrev gældsbrevet, såvel på selskabets vegne som personligt i egenskab af selvskyldnerkautionist.
Gældsbrevet blev forsynet med en allonge, som den 18. januar 1988 blev underskrevet af selskabets direktør, såvel på selskabets som på egne vegne og som kautionist tillige af klageren. Af allongen fremgår, at hovedstolen på 152.000 kr. forhøjes med 208.000 kr. til i alt 360.000 kr., og at lånet i sin helhed forfaldt til indfrielse den 15. april 1988.
Samme dag underskrev klageren endvidere som selvskyldnerkautionist på en bankgaranti på 4,75 mio. kr., som afdelingen på foranledning af anpartsselskabet havde stillet overfor sælgeren af en fast ejendom, som anpartsselskabet havde købt.
Ved skrivelse af 16. februar 1988 afregnede afdelingen lånet overfor anpartsselskabet. Det fremgik af skrivelsen, at der til dækning af kontant udbetaling, 150.000 kr., og omkostninger vedrørende handlen var trukket i alt ca. 357.000 kr.
Af en fremlagt håndpantsætningserklæring fremgår, at indklagede havde sikkerhed bl.a. i form af uigenkaldelig transport i provenuet af de kreditforeningslån, der skulle optages i den af anpartsselskabet købte ejendom.
Anpartsselskabet førte tillige i afdelingen en kassekredit, som var blanko, og hvis debetsaldo i perioden fra 22. april til 24. maj 1988 lå mellem ca. 299.000 kr. og ca. 319.000 kr. Den 25. maj 1988 blev provenuerne fra de hjemtagne kreditforeningslån på ca. 5.546.000 kr. med fradrag af en overfor kreditforeningen stillet garanti på 175.000 kr. eller i alt ca. 5.371.000 kr. indsat på kontoen, og den resterende salgssum med tillæg af renter blev afregnet overfor sælgers pengeinstitut med ca. 4.945.000 kr. Efter disse posteringer udviste kontoen, hvis saldo forud herfor havde været negativ med ca. 317.000 kr., en kreditsaldo på ca. 108.000 kr. Af dette beløb blev ca. 97.000 kr. overført til det kautionssikrede lån, medens resten blev anvendt til betaling af et provisionsbeløb, hvorefter kreditten udgik.
Da anpartsselskabet ikke indfriede det kautionssikrede lån, blev kautionen gjort gældende mod klageren, og på et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev der foretaget udlæg i klagerens faste ejendom.
Ved skrivelse af 9. februar 1989 til indklagedes advokat oplyste klageren, at hans søn var kommet i forbindelse med det under sagen omhandlede anpartsselskab, som stod i færd med at købe en fast ejendom, hvoraf hans søn ønskede at købe en parcel. forbindelse med handelen skulle der stilles sikkerhed for et beløb på 152.000 kr., der skulle benyttes til dækning af handelsomkostninger, og klagerens søn anmodede klageren om at kautionere, hvilket han indvilgede i, efter at han af selskabets direktør og dets revisor havde fået oplyst, at der var fuld sikkerhed for beløbet. Da han indfandt sig i afdelingen for at underskrive kautionsdokumentet, var allongen til lånedokumentet ikke udarbejdet, men på opfordring fra den ekspederende medarbejder underskrev han dokumentet blanko. Hvis han var blevet orienteret om, at allongen ville indeholde en forhøjelse af lånebeløbet, ville han ikke have kautioneret. Efterfølgende fik han oplysning om, at anpartsselskabet tillige førte en blanko kassekredit i afdelingen, og det var hans opfattelse, at provenuet fra det lån, som han havde kautioneret for, var blevet benyttet til nedbringelse eller indfrielse af denne kredit. På denne baggrund anmodede klageren om, at hans forpligtelse i henhold til kautionserklæringen blev nedsat til 152.000 kr.
Ved skrivelse af 18. april 1989 til klagerens advokat fastholdt indklagedes advokat kravet mod klageren fuldt ud. Der blev i skrivelsen redegjort for de foretagne posteringer.
For at afværge tvangsauktion indbetalte klageren den 8. maj 1989 det af indklagede krævede beløb, der udgjorde ca. 284.000 kr. med tillæg af renter og omkostninger, i alt 334.503,97 kr.
Den 12. maj 1989 blev anpartsselskabets ejendom bortsolgt på en af indklagede rekvireret tvangsauktion, uden at der fremkom nogen dækning for indklagedes fordring.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet. Efter sine endelige påstande har klageren nedlagt påstand om tilbagebetaling principalt af 334.503,97 kr., subsidiært af 280.068,43 kr. og mest subsidiært af 72.068,43 kr., alt med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Klageren har til støtte for sin principale påstand anført, at det lån, han kautionerede for, skulle anvendes til dækning af omkostninger ved anpartsselskabets køb af den omhandlede ejendom, og at det var forudsat, at lånet skulle indfries, når provenuet af kreditforeningslånene blev udbetalt. Indklagede har derfor ikke i forhold til klageren været berettiget til at anvende ca. 317.000 kr. af provenuet til indfrielse af selskabets kassekredit, som klageren ikke har kautioneret for. Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at han forud for underskrivelse af kautionserklæringen havde fået oplyst, at det drejede sig om et lån på 152.000 kr., som han var villig til at kautionere for. Indklagedes medarbejder har imidlertid, efter at han havde underskrevet det blanke dokument, udfyldt dette i strid med det aftalte, og forpligtelsen er derfor ugyldig i det omfang, den overstiger 152.000 kr. Da der er indbetalt 97.564,46 kr. på lånet, hæfter klageren herefter alene for 54.435,54 kr. Til støtte for den mest subsidiære påstand har klageren anført, at han i hvert fald kun kan hæfte for 360.000 kr. med fradrag af det indbetalte beløb på 97.564,46 kr.
Indklagede har til støtte for den nedlagte afvisningspåstand gjort gældende, at klagen har sammenhæng med et erhvervsengagement, hvorfor denne falder udenfor Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3. Hertil kommer, at en klarlæggelse af de faktiske omstændigheder vedrørende kautionsforpligtelsens indgåelse, herunder spørgsmålet om, hvad klageren oplyste om sine forudsætninger om kautionsforpligtelsens størrelse og långivningens formål, formentlig kun vil kunne klarlægges gennem en omfattende bevisførelse, hvorfor sagen tillige bør afvises som uegnet til Ankenævnsbehandling, jf. vedtægternes § 7, stk. 1.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede bestridt, at det vil kunne lægges til grund, at kautionsforpligtelsen, således som den blev udformet, skulle have fået et andet indhold end forudsat af klageren. Det er ikke ualmindeligt, at en kautionspåtegning underskrives forinden teksten udfyldes, og det må under alle omstændigheder være klagerens risiko, at der er opstået misforståelser vedrørende kautionsforpligtelsens indhold. Hertil kommer, at klageren først reagerede i anledning af den påståede fejl efter, at kautionsforpligtelsen var blevet gjort gældende mod ham. Af de fremlagte kontoudtog vedrørende anpartsselskabets kassekredit og afregningsbilagene vedrørende kreditforeningslånene, der blev hjemtaget ved købet af den faste ejendom kan det ses, at nettoprovenuet ved handelen blev indsat på det lån, som klageren havde kautioneret for, og det må således afvises, at klagerens kautionsforpligtelse er udstrakt til andet end lånet på 360.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Idet bemærkes, at klageren har påtaget sig kautionsforpligtelsen som privatperson, findes der ikke at være grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.
Det må lægges til grund, at det overfor klageren blev oplyst, at det lån, for hvilket han kautionerede, skulle anvendes til dækning af omkostninger i forbindelse med anpartsselskabets erhvervelse af den omhandlede ejendom, og lånet blev også anvendt hertil samt til finansiering af en del af købesummen. Klageren findes på denne baggrund med føje at have kunnet forudsætte, at provenuet af de kreditforeningslån, der skulle optages i den købte ejendom, i hvilket provenu indklagede havde sikkerhed, primært ville blive anvendt til betaling af restkøbesummen og til indfrielse af det lån, for hvilket klageren havde kautioneret, hvilket også stemmer med det i lånedokumentet angivne forfaldstidspunkt. Indklagede findes derfor ikke i forhold til klageren at have været berettiget til at anvende ca. 317.000 kr. af låneprovenuet til indfrielse af anpartsselskabets kassekredit, og da der, såfremt dette ikke var sket, havde været tilstrækkelige midler til fuldstændig indfrielse af det kautionssikrede lån, må klagerens kautionsforpligtelse i det hele anses for ophørt. Ankenævnet tager herefter klagerens principale påstand til følge med bemærkning, at beløbet findes at burde forrentes som nedenfor bestemt.
Ankenævnet finder anledning til at tilføje, at det findes kritisabelt, at indklagede lod klageren underskrive som kautionist på en ikke udfyldt allonge til gældsbrevet, i særdeleshed i betragtning af, at der ved den senere påførte påtegning på allongen skete en væsentlig forhøjelse af gældsbrevets hovedstol.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger til klageren betale 334.503,97 kr. med tillæg af renter efter renteloven fra den 9. maj 1989, til betaling sker. Klagegebyret tilbagebetales klageren.