PBS. Betaling af terminsydelse trods salg af ejendommen.
| Sagsnummer: | 161/1989 |
| Dato: | 18-10-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Mogens Hvelplund, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Betalingsservice - afmelding
|
| Ledetekst: | PBS. Betaling af terminsydelse trods salg af ejendommen. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Med overtagelse den 1. februar 1987 afhændede klageren sin faste ejendom indeholdende en restaurant og en beboelseslejlighed, således at hun samtidig overtog en restaurant fra køberen. Begge parter var kunder hos indklagede.
På trods af den gennemførte handel blev marts termin 1987 vedrørende de indestående kreditforeningslån i den solgte ejendom, der androg 48.477,74 kr., debiteret klagerens konto.
I juli 1988 blev klageren opmærksom herpå, hvorefter hun rettede henvendelse til kreditforeningen. I skrivelse af 11. juli 1988 meddelte kreditforeningen, at beløbet ville blive fremsendt til klageren, når det indgik fra køberen.
Kort efter trådte køberen i betalingsstandsning og afhændede ejendommen uden fuld dækning til ejendommens panthavere. Marts termin er således ikke af køberen betalt til kreditforeningen.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hende det tab, hun har lidt som følge af den fejlagtige indbetaling af marts termin via PBS, opgjort til 48.477,74 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede, der var pengeinstitut for såvel køber som sælger, var repræsenteret under salgsforhandlingerne mellem køber og sælger og formentlig har modtaget kopi af såvel skødet som handelsopgørelsen. Indklagede har under alle omstændigheder haft kendskab til datoen for overtagelsen og burde derfor som den professionelle samarbejdspartner have sørget for at standse de automatiske overførsler via betalingsservice.
Klageren har modtaget oversigter vedrørende PBS, hvoraf det fremgår, at indklagede agtede at debitere hendes konto for martstermin, men hun reagerede ikke herpå, idet hun antog, at beløbet vedrørte den af hende erhvervede virksomhed og ikke den afhændede. Forholdet blev opdaget af hendes revisor på det tidligst mulige tidspunkt i forbindelse med udarbejdelsen af årsregnskabet for det år, hvor handlen effektueredes, og klageren kan således ikke siges at have udvist passivitet.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det af vilkårene for betaling gennem PBS fremgår, at pligten til kontrol og reklamation påhviler kunden. For at sikre kundens kontrolmulighed fremsendes hver måned en betalingsoversigt, af hvilken den følgende måneds betalinger fremgår, og kunden kan herefter standse betalingerne indtil 2 dage efter forfald. Af den betalingsoversigt vedrørende marts 1987, som klageren modtog, fremgik klart, hvilken ejendom terminsydelsen angik. Det forhold, at der var tale om en ejerskiftesituation vil naturligt øge kravet til kontrol- og reklamationspligten, og det forhold, at klageren først reklamerede 15 måneder efter, at overførslen har fundet sted, medfører, at hun på grund af udvist passivitet ikke nu kan kræve tilbageførsel. Derudover har indklagede ikke været i besiddelse af de mere detaljerede vilkår for handlen, og det kan ikke pålægges indklagede uden kundens bemyndigelse og i direkte strid med indgåede aftaler at afmelde en betaling via PBS.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren reagerede ikke over for betalingsoversigten for marts 1987, hvoraf det fremgik, at den omhandlede terminsydelse vedrørende den solgte ejendom ville blive debiteret hendes konto, og hun reklamerede først over den foretagne betaling mere end 1 år efter, at denne havde fundet sted. Klageren findes herved at have udvist en sådan passivitet, at hun må være afskåret fra nu at gøre indsigelse mod betalingen, uanset om denne måtte kunne betragtes som en fejl fra indklagedes side.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.