Afgørelse

Spørgsmål om forrentning af indlån i banken

Indledning

Denne sag vedrører, hvorvidt en renteaftale mellem klageren og Sydbank var begrænset til indestående på klagerens prioritetskonto i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Sydbank, hvor hun i januar 2012 optog et prioritetslån [lån nr. -057] på 1.170.000 kr. med en tilhørende prioritetskonto [konto nr. -907].

Prioritetslånet og prioritetskontoen var forrentet med samme variable rentesats, der på låneoptagelsestidspunktet udgjorde 3,3500 % p.a. Af låneaftalen fremgik blandt andet følgende rentevilkår for prioritetskontoen:

”…

Rentevilkår

Indestående op til et beløb, der til enhver tid svarer til restgælden på prioritetslånet forrentes med ovennævnte sats.

Indestående herover forrentes med indlånssatsen for højeste interval for Privatkonto i Sydbank.

…”

Udover prioritetskontoen havde klageren blandt andet en privatkonto [konto nr. -862] og en budgetkonto [kontonr. -938] i banken. Indestående på de to konti blev fra 0 – 49.999 kr. forrentet med 0,00 % p.a., mens indestående over 49.999 kr. blev forrentet med 0,1250 % p.a.

Af klagerens årsudskrift for 2012 fremgår, at klageren pr. 31. december 2012 havde et indestående på prioritetskontoen på 50.225 kr. mens indeståendet på klagerens privatkonto og budgetkonto udgjorde henholdsvis 670.071 kr. og 32.177 kr.

Ifølge det oplyste solgte klageren pr. 1. maj 2013 sit sommerhus. Provenuet blev indsat på en deponeringskonto i banken.

I juli 2013 kontaktede klageren banken, idet hun var af den opfattelse, at renteaftalen vedrørende prioritetskontoen også var gældende for hendes øvrige indlånskonti. Klageren var således uforstående overfor, at hun på trods af et indlån på ca. 600.000 kr. i 2012 alene havde modtaget ca. 800 kr. i rente, mens hun havde betalt ca. 38.000 kr. i rente på prioritetslånet.

I en e-mail den 13. august 2013 skrev banken blandt andet følgende til klageren:

”…

Først og fremmest vil jeg lige kommentere på de prioritetsrenter vi snakkede om.

Som jeg sagde på vores møde kan det deles op i to forløb:

*Du har i længere tid haft et stort indlån stående på din lønkonto i stedet for på prioritetskontoen, som jeg forklarede på mødet er det ikke noget vi bemærker. Det er derfor ens eget ansvar at sørge for ens indlån står på prioritetskontoen, hvilket fremgår af den oprindelige aftale du har underskrevet.

*Da sommerhuset blev solgt blev købesummen sat ind på en deponeringskonto hvilket er normal procedure ved et salg. Købesummen må ikke frigives førend aflysning af pantebrevene er på plads. Det må derfor påregnes at der kan gå en måneds tid førend pengene frigives og lånet kan indfries.

I dit tilfælde gik der dog 2½ måned og det er for lang tid, derfor synes jeg du skal godtgøres for de renter du har betalt i 1½ måned på prioritetslånet jf. nedenstående beregning:

Renter på prioritetslån 1½ måned kr. 5.400 fratrukket dit skattefradrag på 33% = kr. 3.600 som du reelt har haft i merudgifter.

Dette vil vi tilbyde dig at kompensere ved at du ikke skal betale gebyr for oprettelsen af kredit i forbindelse [med] lån til ombygning.

…”

Bankens tilbud førte imidlertid ikke til enighed mellem parterne og klageren indgav i stedet en klage til Ankenævnet.

Parternes påstande

Den 26. september 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale tilgodehavende rente af hendes indestående i banken.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at hun i juli 2013 konstaterede, at banken ikke havde tilskrevet renter på hendes indlån som aftalt.

Først i august 2013 blev hun gjort bekendt med, at hun selv skulle sørge for at overføre midlerne til prioritetskontoen for at opnå den aftalte forrentning. Det fremgik ikke af lånedokumentet, som anført af banken.

Aftalen var imidlertid, at hun ville få samme rente på hele sit indlån i banken, som hun betalte på udlånet.

Uanset at hun flere gange i 2012 havde større beløb på sine indlånskonti, opfordrede banken hende ikke til at overføre beløbene til prioritetskontoen. Heller ikke i 2013, hvor hendes indlån på et tidspunkt oversteg prioritetslånet, oplyste banken om muligheden.

Hendes krav kan i den forbindelse opgøres til ca. 40.000 kr. og ikke kun til 3.600 kr. som opgjort af banken.

Sydbank har anført, at der er indgået en skriftlig aftale mellem klageren og banken om indlånsrenten på prioritetskontoen.

Aftalen vedrørte efter sit indhold alene prioritetskontoen. Det er således ikke oplyst over for klageren, at aftalen gjaldt for øvrige konti.

Banken har hverken skriftligt eller mundtligt indgået aftale med klageren om favørsatser på hendes øvrige konti.

Rentesatsen, som er tilknyttet prioritetskontoen, opnås alene, når indeståendet er bogført på denne konto.

Klageren skulle selv sørge for at indsætte beløb på kontoen. Banken havde således ikke til opgave løbende at følge indeståendet på klagerens konto. Bankens medarbejder fulgte dog klagerens lønkonto, hvorpå indeståendet i 2012 varierede meget og derfor ikke gav bankens medarbejder anledning til at drøfte forrentning med klageren.

Klageren modtog i øvrigt årsudskrift i januar 2013, hvoraf det også fremgår, at det alene er for prioritetskontoen, der er aftalt en højere forrentning.

Såfremt Ankenævnet mod bankens forventning skulle komme frem til, at hele klagerens indestående i banken skulle forrentes med samme rentesats som for prioritetslånet, ville klagerens tab alene kunne opgøres til 14.609 kr., idet klagerens deponeringskonto og pensionskonti ikke kan indgå i denne beregning.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren optog i januar 2012 et prioritetslån med en tilknyttet prioritetskonto i Sydbank.

Det fremgik af låneaftalen, at indestående på prioritetskontoen op til et beløb svarende til restgælden på prioritetslånet forrentedes med samme rentesats som prioritetslånet. Indestående herover forrentedes med indlånssatsen for højeste interval for Privatkonto i Sydbank.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren havde indgået en aftale med banken, hvorefter samtlige af klagerens indlånskonti i banken skulle forrentes i overensstemmelse med ovenstående.

Ankenævnet finder det i øvrigt ikke godtgjort, at banken har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken, idet det bemærkes, at banken har tilbudt at kompensere klageren i forbindelse med forlænget ekspeditionstid vedrørende klagerens deponeringskonto i forsommeren 2013.

På baggrund af ovenstående får klageren ikke medhold i sin påstand.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.