Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2005 og før.
| Sagsnummer: | 1109/2010 |
| Dato: | 02-10-2015 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Finn Borgquist, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen, Anders Holkmann Olsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier i 2005 og før. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier i 2005 og før.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Roskilde Bank, hvor han bl.a. havde et selvpensionsdepot -743, et kapitalpensionsdepot -735 og et opbevaringsdepot -690.
Af klagerens årsopgørelse for 2001 fra banken fremgik, at han pr. 31. december 2001 havde 8 stk. aktier i Roskilde Bank i selvpensionsdepotet. Aktierne indgik i et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5. I forbindelse med en aktieemission i 2005 tegnede klageren den 13. september 2005 4 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 300. Aktierne indgik i et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2. Den 30. januar 2007 solgte klageren 5 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 651, og klageren havde herefter en beholdning på 83 styk Roskilde Bank aktier i selvpensionsdepotet. I forbindelse med en aktieemission i 2007 solgte han sine 83 stk. tegningsretter.
Af klagerens årsopgørelse for 2001 fra banken fremgik, at han pr. 31. december 2001 havde 35 stk. aktier i Roskilde Bank i kapitalpensionsdepotet. Aktierne indgik i et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5 og et aktiesplit i forholdet 1:2 i 2006, hvorefter klageren havde en beholdning på 350 stk. Roskilde Bank aktier i kapitalpensionsdepotet. I forbindelse med en aktieemission i 2007 solgte han sine 350 stk. tegningsretter.
I forbindelse med en aktieemission i 2005 købte klageren den 2. september 2005 900 stk. tegningsretter til kurs 61,50 og den 8. september 2005 tegnede han 150 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 300 for en samlet købesum på 100.350 kr. Aktierne blev indlagt i opbevaringsdepotet. Aktierne indgik i et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2. I forbindelse med en aktieemission i 2007 tegnede klageren den 4. april 2007 30 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 300. Klageren havde herefter en beholdning på 330 stk. aktier i opbevaringsdepotet.
Det fremgår af klagerens årsopgørelse for 2008, at han skiftede pengeinstitut i starten af 2008.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Den 30. december 2010 indgav klageren en klage over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) til Ankenævnet med krav om erstatning for hans investeringer i Roskilde Bank aktier i 2005 - 2008.
Samme måned indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår bl.a.:
”…
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne...”
Klageren modtog kampagnebrev i 2007 og blev tilbudt og accepterede erstatning i henhold til forliget for de 30 aktier, der var købt i forbindelse med emissionen i 2007.
Klageren fik ikke tilbudt erstatning for køb af de øvrige aktier, der var købt i 2005 og tidligere.
Parternes påstande
tab-stops:0cm 42.55pt 3.0cm 127.6pt 170.15pt 212.7pt 255.25pt 297.75pt 340.3pt 382.85pt 425.4pt">Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning for hans investeringer i Roskilde Bank aktier i 2005 - 2008.Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at bankens rådgivning var vildledende og dårlig.
I årene 2005 - 2008 blev både han og hans ægtefælle anbefalet at købe aktier i Roskilde Bank samt fik tilbudt lån hertil. De optog ikke lån til aktiekøbene, men anvendte deres egne midler hertil.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at klageren ikke har dokumenteret eller redegjort nærmere for forløbet omkring hans erhvervelse af Roskilde Bank aktierne, herunder hvori det ansvarspådragende forhold i forbindelse med købene har bestået. Klageren har således ikke godtgjort, at Roskilde Bank har ydet ansvarspådragende rådgivning.
Klageren har været aktionær i Roskilde Bank siden 2001 og må derfor antages at have været bekendt med risikoen ved at investere i aktier.
Klageren kunne således ikke have været uvidende om den risiko, der var forbundet med investering i aktier, og klageren måtte indse, at bankens eventuelle råd om købene beroede på forventningerne til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at klageren selv måtte træffe beslutningen om køb af aktierne og bære risikoen herfor.
Klageren har haft rig mulighed for at sælge aktierne uanset Roskilde Banks eventuelle råd.
Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.
Klagen er indgivet til Pengeinstitutankenævnet den 29. december 2010, hvorfor krav der relaterer sig til køb af aktier før den 29. december 2005 er forældet.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren købte aktier i Roskilde Bank i 2005 og før samt i 2007.
Klageren har under sagen accepteret et tilbud fra Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) om erstatning for aktieinvesteringen i 2007 i henhold til forligsaftalen mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet.
Der er ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser over for klageren i forbindelse med hans aktiekøb i 2005 eller før. Det bemærkes, at klageren ikke kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier. Klageren måtte indse, at bankens rådgivning beroede på forventninger til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte træffe beslutningen om køb af aktierne og bære risikoen herfor.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.