Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering.
| Sagsnummer: | 446/1993 |
| Dato: | 23-03-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Pantebreve - øvrige spørgsmål
Udlån - løbetid |
| Ledetekst: | Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren købte medio 1976 en fast ejendom. Ved købet overtog han et af indklagede i januar 1974 til den tidligere ejer ydet pantebrevslån på oprindelig 75.000 kr. Af pantebrevet fremgår, at renten, der var variabel, ved pantebrevets oprettelse var 11,5% p.a. Pantebrevet skulle afvikles med en årlig ydelse på 12,67% eller 9.502,50 kr. med halvdelen hver den 15. april og 15. oktober, første gang den 15. april 1974. Endvidere var anført:
"Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres ydelsen tilsvarende."
Af en skrivelse af 25. september 1973 fra indklagede til lånets oprindelige debitor, som omhandlede bevillingen af pantebrevslånet, var anført: "Løbetid ca. 20 år."
I den salgsopstilling, klageren modtog i forbindelse med købet af ejendommen, er løbetiden for det omhandlede lån angivet til 20 år.
I forbindelse med overtagelsen af lånet underskrev klageren en gældsovertagelseserklæring, hvoraf fremgår, at renten nu var 12,75% og den årlige ydelse 13,90% eller 10.426 kr. Ydelsen skulle betales med halvdelen hver 11. april og 11. oktober. Det hedder endvidere:
"Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres ydelsen tilsvarende."
På klagerens forespørgsel oplyste indklagedes Virum afdeling ved skrivelse af 23. oktober 1992, at lånet med den dagældende rente, 14% p.a., ville udløbe den 11. oktober 1999. Under en efterfølgende korrespondance med indklagede gjorde klageren gældende, at lånet havde en løbetid på 20 år, hvorfor det burde udløbe i april 1994.
Indklagede bestred, at en bestemt løbetid skulle være aftalt.
Under sagen er fremlagt betalingsoversigter fremsendt til klageren vedrørende betaling af lånets ydelser fra og med april 1978. Af disse fremgår foruden det aktuelle terminsydelsesbeløb lånets restgæld, afdrag, renter og rentesats. Af oversigterne fremgår bl.a.:
Ydelse Ny restgæld Rente
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er færdigbetalt med ydelsen pr. 11. april 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at det af lånetilbudet og af salgsopstillingen vedrørende ejendommen fremgår, at lånet har en løbetid på 20 år. Den af indklagede hævdede fortolkning af pantebrevets ovenfor citerede klausul bestrides, idet indklagede ikke ved renteændringer på f.eks. 1% har ændret ydelsen med 1%; dette fremgår af de fremlagte betalingsoversigter. Klausulen må forstås således, at indklagede er forpligtet til ved renteændringer at ændre ydelsen, så lånets fastsatte løbetid fastholdes. Indklagedes egensidigt gennemførte forlængelse af lånets løbetid påfører klageren et unødvendigt lån med unødvendigt høje renteudgifter.
Indklagede har bestridt, at der er aftalt en bestemt løbetid, eller at en sådan kan indfortolkes i indklagedes dokumenter. Indklagede har ikke begået fejl, og klageren har ikke lidt noget tab. Klageren har ikke ved gældsovertagelsen tilkendegivet særlige forudsætninger om løbetiden. På tidspunktet for lånets etablering var det en typeforudsætning hos indklagedes kunder at få så lang en løbetid som muligt. Indklagedes tilkendegivelser omkring løbetiden skal derfor opfattes som en begrænsning af dette typemæssige kundeønske. Klausulen indeholdt i pantebrevet og gældsovertagelseserklæringen indebærer, at annuitetsydelsen - udtrykt som procent - skal ændres svarende til renteændringen. Nedsættes renten med 1%, skal ydelsen ligeledes nedsættes med 1%. Dette vil i sig selv føre til en længere løbetid, mens det ved renteforhøjelser vil føre til en forkortelse af løbetiden. Hertil kommer, at en ydelsesændring ved en bestemt termin kun tager hensyn til renteforholdene fra ændringstidspunktet indtil terminen, hvilket påvirker løbetiden. En rentenedsættelse på 1% den 1. marts vil føre til en "tilsvarende" regulering af ydelsen pr. 15. april. Denne nedsættelse af ydelsen vil indebære, at den (højere) rente, der er opsummeret i perioden fra den forudgående termin til rentereguleringstidspunktet, ikke er indkalkuleret i ydelsen. Herved forlænges løbetiden. Indklagede har ikke udvist fejl i forbindelse med reguleringen af lånets ydelser. Afvigelsen i løbetiden kan formentlig i hovedsagen henføres til den beskrevne procedure ved renteændring. Hertil kommer, at indklagede ved enkelte store renteforhøjelser i 70'erne og i begyndelsen af 80'erne gennemførte en lavere regulering af ydelsen end den, som tilsagdes af den hidtidige restløbetid. Klagerens krav om kvittering af restgælden er ikke hjemlet i dansk ret. Klageren vil højst kunne påberåbe sig et kontraktsretligt erstatningsansvar overfor indklagede, men klageren har ikke påvist et ansvarsgrundlag eller at have lidt et tab.
Ankenævnets bemærkninger:
2 medlemmer - Peter Blok samt Peter Møgelvang-Hansen, der i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1, tillægges 2 stemmer - udtaler:
Det må i overensstemmelse med lånetilbudet anses for aftalt med pantebrevets oprindelige debitor, at lånets løbetid skulle være ca. 20 år. Denne aftale må også kunne påberåbes af klageren, der er indtrådt som debitor i henhold til pantebrevet, og som i salgsopstillingen havde fået oplysning om dets løbetid.
Bestemmelsen i pantebrevet og gældsovertagelseserklæringen om, at ydelsen ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres tilsvarende, må forstås således, at indklagede ikke alene har forbeholdt sig en ret til, men tillige har påtaget sig en forpligtelse til at regulere ydelsen i takt med renteændringer, således at lånets løbetid i hvert fald i det væsentlige fastholdes. Det må antages at have været muligt for indklagede at tilrettelægge sin reguleringsprocedure i overensstemmelse hermed. Den i slutningen af 1992 foretagne beregning viser, at løbetiden er blevet forlænget med mere end 5 år. Det må herefter lægges til grund, at indklagede har begået fejl ved ikke at have reguleret lånets ydelse i overensstemmelse med det foran anførte. Indklagede har da også erkendt, at man i 1970'erne og 1980'erne i nogle tilfælde bevidst undlod at forhøje ydelsen svarende til væsentlige renteforhøjelser.
Vi finder imidlertid, at klageren senest ved modtagelsen af betalingsoversigten vedrørende ydelsen pr. 11. april 1989 burde have indset, at de opkrævede ydelser var utilstrækkelige, hvis den forudsatte løbetid skulle fastholdes. Det bemærkes herved, at det af den nævnte betalingsoversigt fremgår, at restgælden var ca. 58.000 kr., således at den halvårlige ydelse på 5.247 kr. ikke ville være tilstrækkelig til at afvikle restgælden i løbet af 5 år, selv om lånet var rentefrit. Vi finder herefter, at klagerens krav delvis bør tages til følge på den måde, at lånets restgæld pr. 11. april 1989 skal nedsættes til det beløb, som den ville have været, såfremt den halvårlige ydelse og renten fra lånets stiftelsestidspunkt og frem til dette tidspunkt uændret havde været henholdsvis 4.751,25 kr. og 11,5% p.a.
2 medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Vi finder ikke, at klageren har lidt noget tab ved, at der er sket en langsommere afvikling af gælden end oprindelig forudsat, og vi stemmer allerede af denne grund for ikke at tage klagen til følge.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf