Bidragsforhøjelse.
| Sagsnummer: | 21308148/2014 |
| Dato: | 18-03-2014 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Bidrag - forhøjelse
|
| Ledetekst: | Bidragsforhøjelse. |
| Indklagede: | Totalkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
21308148
Bidragsforhøjelse.
Klageren havde i sin ejendom et variabelt forrentet obligationslån på oprindelig 1.449.000 kr. med indledende afdragsfrihed ydet af det indklagede realkreditinstitut. Af det for lånet udstedte pantebrev samt instituttets almindelige forretningsbetingelser fremgik det, at instituttet kunne forhøje bidragssatsen og ændre beregningsprincipperne herfor. Instituttet varslede i maj 2013 i brev til klageren forhøjelse af bidragssatserne på realkreditlån, hvilket betød at bidragssatsen på klagerens lån blev forhøjet fra 0,6000 pct. til 0,9368 pct. årligt. Der var i varslingen henvist til, at forhøjelsen af bidragssatsen fulgte de regler og betingelser, som fremgik af klagerens lånevilkår. Klageren var utilfreds med bidragsforhøjelsen.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle reducere bidragsforhøjelsen til et rimeligt niveau. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, at bidragsforhøjelsen ikke kunne anses for urimelig. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om et variabelt forrentet lån med afdragsfrihed, og at bidragssatsen efter forhøjelsen lå på niveau med – eller under - niveauet for tilsvarende lån i den øvrige del af branchen. Bidragsforhøjelsen, der var hjemlet i aftalegrundlaget, kunne heller ikke anses som vilkårlig, idet den var foretaget ensartet, ligesom bidragsforhøjelsen var varslet i overensstemmelse med aftalegrundlaget. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at ændre instituttets bidragsfastsættelse og frifandt som følge af det anførte realkreditinstituttet.
K E N D E L S E
afsagt den 18. marts 2014
JOURNAL NR.: 2013-01-08-148-T
INSTITUT: Totalkredit A/S
KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelse.
DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 24. februar 2014
SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen
NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Per F. Møller
Anna Marie Ringive
Lars K. Madsen
Mads Laursen
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:
Klageren har i sin ejendom et variabelt forrentet obligationslån på oprindelig 1.449.000 kr. med indledende afdragsfrihed ydet af det indklagede realkreditinstitut. Lånet blev efter det oplyste optaget i 2007 i forbindelse med klagerens erhvervelse af ejendommen.
Af det for lånet udstedte pantebrev fremgår blandt andet følgende af de særlige bestemmelser:
”…
1. Hæftelse og vilkår
---------------------
For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen. Henvisningen til vedtægterne i Justitsministeriets pantebrevsformular B skal forstås som en henvisning til bestemmelser fastsat af …(indklagedes)… bestyrelse med hjemmel i …(indklagedes)… vedtægter.
Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbetingelser” samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende pantebrev …
5. Bidrag
---------
Bidraget beregnes som en procentdel af pantebrevets restgæld. Bidragssatsen for nærværende lån er angivet under ”Rente- og betalingsvilkår”. …(Indklagede)… kan forhøje bidragssatsen og ændre beregningsprincipperne herfor. Meddelelse herom vil i så fald blive givet til debitor(er) med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.
Ved ændring af bidragssats eller beregningsmetode ændres lånets ydelser …”
Indklagedes Almindelige forretningsbetingelser af 14. april 2009 indeholder følgende om bidrag:
”… Løbende bidrag og gebyrer mv.
Under lånets afvikling betales et løbende bidrag til …(indklagede)… Bidraget beregnes som en procentdel af lånets restgæld og er indeholdt i terminsydelsen sammen med renter og afdrag. Bidragssatsen for det konkrete lån fremgår af lånetilbuddet …
Størrelse og beregningsprincipper for …(indklagedes)… lånesagsgebyr, bidrag, gebyrer, morarente mv. fremgår af …(indklagedes)… prisoversigt.
Medmindre andet er udtrykkeligt aftalt, kan …(indklagede)… ændre bidragssats eller bidragsberegningsmetode, gebyrer, morarenter mv. i eksisterende låneforhold samt indføre nye gebyrer af forretningsmæssige, konkurrencemæssige eller markedsmæssige grunde. Dette kan blandt andet ske med henblik på imødegåelse eller dækning af generelt stigende omkostninger til tab, administration, skatter, afgifter mv. eller for at opretholde eller styrke …(indklagedes)… generelle indtjening og kapitalgrundlag. Ændring af bidragssats og/eller beregningsmetode i eksisterende låneforhold vil i givet fald blive varslet skriftlig mindst 3 måneder forud for den første terminsperiode, hvorfra ændringen skal gælde. Andre prisændringer i eksisterende låneforhold vil blive varslet via terminsopkrævningen mindst 3 måneder før ikrafttræden …”
Indklagede fremsendte den 27. maj 2013 følgende brev til klageren om nye priser på realkreditlån:
”Nye priser på realkreditlån
Realkreditinstitutterne bliver mødt med skærpede lovkrav til, hvor meget kapital vi skal have som sikkerhed for vores udlån. Når prisen på denne kapital så samtidig er høj, og vores tab er vokset, betyder det, at vores omkostninger ved at producere realkreditlån stiger kraftligt. For at dække disse omkostninger må vi hæve priserne.
Det betyder, at …(indklagede)… fra 1. oktober 2013 forhøjer bidragssatserne på realkreditlån. Forhøjelsen betyder samtidig en mere entydig sammenhæng mellem pris, låntype og belåningsgrad. Lån uden afdrag bliver dyrere end lån med afdrag, og variabelt forrentede lån bliver dyrere end fastforrentede lån. De nye bidragssatser bevirker, at alle lån fra …(indklagede)… følger samme prisstruktur.
Det nye bidrag opkræver vi første gang sammen med ydelsen ved udgangen af december måned 2013.
Hvad betyder det for dig?
Låntype Obl. lån med variabel rente
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,6000
Ny årlig bidragssats fra 01.10.2013 i pct. 0,9368
Restgæld pr. 30.09.2013 kr. 1.449.000,00
Terminsydelse december 2013 i kr. 5.689,14
Bidragsændringens betydning for ydelsen i kr. 1.220,06
Bidragssatsen er blevet fastsat ud fra det belåningsinterval, der var gældende, da lånet blev udbetalt.
Forhøjelsen af bidragssatsen følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår …”
Klageren var utilfreds med bidragsforhøjelsen og indbragte efterfølgende en sag for Realkreditankenævnet.
PARTERNES PÅSTANDE:
Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at instituttet skal reducere bidragsforhøjelsen til et rimeligt niveau.
Indklagede påstår frifindelse.
KLAGERENS FREMSTILLING:
Klageren oplyser, at han kort før sommerferien 2013 modtog et brev fra indklagede, hvori det blev meddelt, at indklagede ville hæve bidragssatsen pr. 1. oktober med mere end 56 pct. for at dække indklagedes forhøjede omkostninger.
I forbindelse med huskøbet valgte klageren netop at hjemtage lånet igennem sin egen bank, da han var meget opsat på, at netop bidragssatsen var lav, idet han første gang, han optog et realkreditlån, ikke var orienteret om denne omkostning og undrede sig over omfanget. Med denne meget kraftige stigning af bidraget føler klageren sig ført bag lyset, lidt ligesom hvis han havde købt en liter mælk på tilbud, og butikken så, når prisen var sat op til det normale, sendte ham regningen på differencen. Klageren mener, at hvis indklagedes omkostninger er forhøjede, bør det ikke være muligt at lægge omkostningerne på eksisterende lån, men at det må gøres fremadrettet på nye lån. Det kan så godt være, at indklagede ikke ville være konkurrencedygtig og derved fik sine omkostninger bragt ned. Indklagede forhøjer satsen på de eksisterende lån, fordi man er stavnsbundet, da det er meget dyrt at skifte kreditforening. Det er det, indklagede lukrerer på.
I indklagedes udtalelse ser klageren ikke noget, der fra indklagedes side berettiger til den alt for høje bidragsstigning, men kan blot konstatere, at indklagede igen og igen henviser til, at indklagede har lov til at hæve satserne ifølge den indgåede aftale mellem ham og indklagede.
Klageren har i sin klage ikke på noget tidspunkt anfægtet, at indklagede kan hæve satsen. Det, som klageren anfægter, er det faktum, at indklagede hæver den med mere end 56 pct., hvilket på ingen måde kan være rimeligt, og hvilket sikkert også er derfor, indklagede i stedet har så travlt med at fortælle om, at indklagede er berettiget til det.
Der fremgår selvfølgelig ikke af aftalen, hvor meget indklagede må hæve satserne med, men skulle det vise sig, at indklagede faktisk er berettiget til at hæve den mere, end man kan forvente er rimeligt, må klageren opfordre til, at der lovgives på dette område, og at der i kontrakter som disse indføres et maksimalt niveau. Ellers er man som forbruger meget dårligere stillet end i normale forbrugersager, og man skriver jo reelt under på en blanco check, når man indgår en aftale med indklagede.
INDKLAGEDES FREMSTILLING:
Indklagede oplyser, at klageren pr. 19. december 2007 optog et variabelt forrentet obligationslån på 1.449.000,00 kr. Det i denne sammenhæng relevante aftalegrundlag mellem klageren og indklagede udgøres af pantebrevet og Almindelige forretningsbetingelser.
Af såvel pantebrevet som de Almindelige forretningsbetingelser fremgår det, at indklagede kan forhøje bidraget og/eller ændre beregningsprincipperne herfor. Der er endvidere i aftalegrundlaget en beskrivelse af de forhold, der kan føre til sådanne ændringer.
Indklagede varslede ved brev af 27. maj 2013 en bidragsstigning over for klageren med virkning fra 1. oktober 2013. Varslingen skete i overensstemmelse med ovenstående aftalegrundlag mellem klageren og indklagede.
Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,
at indklagede er berettiget til at hæve bidragssatsen, som varslet i brev af 27. maj 2013.
ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:
Nævnet finder, at bidragsforhøjelsen ikke kan anses for urimelig. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om et variabelt forrentet lån med afdragsfrihed, og at bidragssatsen efter forhøjelsen ligger på niveau med – eller under - niveauet for tilsvarende lån i den øvrige del af branchen.
Bidragsforhøjelsen, der er hjemlet i aftalegrundlaget, kan heller ikke anses som vilkårlig, idet den er foretaget ensartet, ligesom bidragsforhøjelsen er varslet i overensstemmelse med aftalegrundlaget.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at ændre indklagedes bidragsfastsættelse.
Som følge af det anførte
b e s t e m m e s
Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.
Henrik Waaben / Susanne Nielsen