Afgørelse

Indsigelser i forbindelse med finansiering af fast ejendom med et valutalån

Medhold klager


Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser over for Handelsbanken i relation til finansiering af fast ejendom med et valutalån.

Sagens omstændigheder

I efteråret 2008 henvendte klageren M sig til Handelsbanken med henblik på refinansiering af hans bolig med et valutalån i schweizerfranc (CHF). Klagerens ven havde gjort ham opmærksom på, at der var denne mulighed i Handelsbanken -
som han efterfølgende skiftede til.

Banken lavede i december 2008 et budget for klageren og hans ægtefælle K, som viste, at parrets månedlige rådighedsbeløb var ca. 13.000 kr. I denne beregning indgår udgifter til realkreditlån med en rente på 7 %.

Af bankens mail af 13. januar 2009 fra rådgiver R til klageren fremgår:

"…

Jeg er enig i at en kurs omkring nuværende niveau er fint, men om det er toppen er svært at spå om. Kursen er lige nu ca. 501,25 og kan låses til udbetaling på 503,50 ……. det er højere tænker du nok, fordi normalt skal det fradrages, men fordi renten i CHF er lavere end den danske får man godtgjort et beløb i stedet for.

Rente vil pr. i dag være 2,44 – men det er et øjebliksbillede som ændrer sig – det har ændret sig lidt siden jeg var hos jer – blevet lidt mindre – men tillægget er blevet lidt større. Det betyder dog stadig at satsen er lidt mindre end da jeg var hos jer.

Jeg har lige snakket med … [realkreditinstituttet REAL]. Jeres lån kan opsiges inden 30.1.09 og indfries til kurs 100 pr. 31.3.2009. Så det er som forudsagt. Det koster noget i stempel at få det lavet om – der skal stemples op til lidt over lånebeløbet – fra det gamle lånebeløb. Anslået stempel er ca. kr. 14.000,- til staten. Gebyr til os er kr. 5.000,- som er meget lavt – størrelsen af lånet i betragtning.

Lad høre hurtigt – så kan vi få låst kursen – det kræver … nogle dokumenter fra mig, men så snart vi er enige kan jeg bare gå videre.

…"

Af klagerens mail af 16. januar 2009 til rådgiver R fremgår:

"…

Så må vi hellere komme i gang med at ændre lånet. Du må låse kursen fast på mandag.

Hvad angår indløsning af lån regner jeg med at du lige ringer. …

Hvis vi på et senere tidspunkt vil indløse vores Schweizer lån til andet lån hvad koster det så og hvor nemt er det? Det kunne jo godt være at det kunne betale sig hvis kursen blev lav nok i fremtiden.

…"

Af R’s mail af 19. januar 2009 til klageren fremgår:

"…

Hvis I så senere vil gå ud kortvarigt af CHF og ind igen ligger vi så blot over i danske kroner og har stadig sikkerhed i ejerpantebrevene. Skal det eventuelt ligges over i en kreditforening kræver det igen 2 x 1.400 i gebyr til staten.

…"

Den 19. januar 2009 blev kursen på CHF låst fast med en valutaforretning, hvorefter klageren den 30. marts 2009 skulle levere 607.327,76 CHF til banken mod at modtage 3.050.000 kr.

Den 27. marts 2009 underskrev klageren og ægtefællen K en aftale med banken om et valutalån. Af aftalen fremgår:

"…

…"

Til sikkerhed for lånet fik banken pant i parrets ejendom.

Den 21. april 2009 underskrev klageren en investeringsprofilaftale, hvoraf fremgår, at hans risikovillighed er "8" på en skala, hvor "8-10 = høj risiko", at han "ønsker investeringsforslag og rådgivning med en højere risiko for tab" samt at han har kendskab og er godkendt til investering i alle oplistede produkttyper. Over underskriftsfeltet fremgår, at der altid er risiko forbundet med at investere i finansielle instrumenter.

Den 29. maj 2009 underskrev klageren og hans ægtefælle K et "God skik rådgivningsskema", hvoraf fremgår:

"…

… [klageren] … [og hans ægtefælle K]

har modtaget rådgivning af Handelsbanken i forbindelse med optagelse af lån med sikkerhed i fast ejendom.

Til brug for rådgivningen har vi på Handelsbankens foranledning oplyst følgende:

…

Om vores risikovillighed

Vi ønsker en lav ydelse og accepterer risikoen for, at ydelsen kan variere samt en mindre eller ingen beskyttelse af boligens værdi.

…

Opsigelsesvilkår og indfrielsesvilkår for det valgte lån

Lånet har variabel rente og kan derfor til enhver tid opsiges og indfries til kurs 100.

Er det muligt at foretage låneomlægning: [x] Ja [ ] Nej

Ja, under normale omstændigheder vil der kunne tilbydes et nyt lån til afløsning for det eksisterende lån. Hvorvidt en låneomlægning kan betale sig, afhænger af den konkrete situation, herunder renteudviklingen.

Begrundelse for valget af lånet i lyset af vores økonomiske situation:

Valutalån i CHF 607.327,76 p.t. uden afvikling med sikkerhed i ejerpantebreve i ejendommen.

Øvrige råd

Ingen.

I forbindelse med rådgivningen er vi opmærksomme på, at et PrioritetsLån i Handelsbanken kan udgøre et alternativ til det lån, som vi har indgået aftale om.

…"

Af rådgiver R’s mail af 27. september 2010 til klageren fremgår:

"…

Jeg har rykket dig en enkelt gang før for et dokument jeg har sendt til underskrift.

Det er et dokument som omhandler dit valutalån. Det kaldes "handel med derivater"

Vil du ikke gerne sende det retur snarest ellers truer valutaafdelingen med at opsige dit valutalån og omlægge det til DKK.

…"

Af klagerens mail af samme dato til rådgiveren fremgår:

"…

Det skal jeg nok. Mit problem med det er, at jeg ikke fatter helheden. Især det sidste er et problem. Det er skrevet for de indviede.

Jeg har sagt 100 gange at jeg ville ringe til dig for at få forklaret noget af det, men den ene dag tager den anden.

…"

Af rådgiver R’s mail af 28. september 2010 til klageren fremgår:

"…

Du ringer bare, så må vi se om det er noget jeg forstår. Det er vist temmelig kringlet og mest lavet til erhverv fordi valutalån typisk er et erhvervsprodukt.

…"

Klageren har anført, at han blev presset - herunder ved at banken lukkede hans netbank - til at underskrive aftalen, hvilket formentlig skete i oktober 2010, selvom der på aftalen er angivet den 27. september 2010. Af "Aftale om handel med derivater" fremgår:

"…

Bankens "Almindelige forretningsbetingelser for lån og kreditter til erhvervsmæssige formål" gælder i det omfang, de ikke er fraveget.

…"

I mailkorrespondance af primo august 2011 udtrykker klageren og rådgiveren bekymring over, at kursen på CHF er steget.

Den 5. august 2011 var klageren til møde i banken, hvor kursen på CHF blev drøftet. Klageren har anført, at han blev anbefalet at lave en frivillig stop-loss aftale og lukke ved kurs 700. Han følte sig presset og ønskede at drøfte sagen med sin ægtefælle K.

Klageren har videre anført, at banken den 11. august 2011 lukkede valutalånet i kurs 700, hvorved han tabte 1.200.000 kr. Han underskrev ikke den indfrielseskvittering som banken fremsendte, da indfrielsen var sket uden hans accept og vilje.

Banken har derimod anført, at klageren den 11. august 2011 telefonisk meddelte banken sin beslutning om at indgå en terminsforretning og lukke valutalånet. Banken havde en vurdering af, at der skulle kurssikres i intervallet 700-750, idet der ikke var sikkerhedsmæssigt belæg for en stigning udover dette interval.

Ved brev af 22. december 2011 klagede M og K til banken og anmodede om, at banken erstattede en del af deres tab.

Ved brev af 19. januar 2012 afviste banken anmodningen.

Parterne blev i det følgende forløb ikke enige.

Parternes påstande

Den 16. januar 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med en principal påstand om, at Handelsbanken skal stille klageren som om, at valutalånsaftalen ikke var indgået (herunder ved refusion af afholdte omkostninger til stiftelse, tvangsindløsning, etablering af anden finansiering og øget efterfølgende rentebyrde) - idet den indgåede aftale er ugyldig.

Subsidiært skal banken stille klageren, som om tvangsindløsningen af valutalånet ikke var sket (herunder ved refusion af afholdte omkostninger til stiftelse, tvangsindløsning, etablering af anden finansiering og øget efterfølgende rentebyrde).

Mere subsidiært skal banken betale klageren en rimelig kompensation og yde ham lempelige vilkår efter Ankenævnets skøn.

Handelsbanken har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at han er forbruger.

Han måtte som sikkerhed for aftalen sætte familiens bolig på spil.

Han havde alene en almindelig forbrugers økonomi til at dække engagementet med.

Han havde ikke erfaring med finansielle instrumenter, valutaspekulation eller andet.

Banken var bekendt med hans forhold forud for aftaleindgåelsen. Forholdene giver et væsentligt misforhold i styrken mellem parterne samt en særlig forpligtelse for banken til at rådgive - hvilket banken ikke har levet op til hverken før eller efter indgåelsen af aftalen.

God skik skema og risikoprofil kan ikke lægges til grund, da disse først er kommet til længe efter aftalens indgåelse.

Han modtog aldrig en klar vurdering af tabsrisikoen på trods af, at valutaen allerede havde en klar opadgående tendens samtidig med finanskrise og ejendomsværdier i frit fald, hvilket havde en direkte indvirkning på "105 %"-vilkåret, og den hånd og halsret banken dermed fik over engagementet og hans hjem, der jo udgjorde sikkerhedsstillelsen.

Han har ikke modtaget tilstrækkelige oplysninger om risiko samt om bankens ret til at kræve indløsning og årlig genforhandling.

Produktet er i sin helhed ikke forståeligt for rådgiveren selv.

Aftalen er som helhed ugyldig på baggrund af uegnethed over for forbrugere.

I overensstemmelse med investorbeskyttelsesreglerne påhviler der banken en skærpet forpligtelse til at dokumentere forudsætningerne for anbefalingen af produktet - herunder at der er foretaget en omhyggelig vurdering af klagerens muligheder for at bære et eventuelt tab og en skærpet forpligtelse til at beskrive aftalens specifikke risici og øvrige karakteristika forud for aftaleindgåelsen.

"105 %"-vilkåret er ugyldigt som følge af maskering i aftalen og manglende rådgivning om konsekvensen af risikoen.

Tvangsindfrielsen er ugyldig på baggrund af urimelighed, bristede forudsætninger og vildledning grænsende til det svigagtige, idet beslutningen, der førte til tab, er gennemtrumfet af indklagede på vilkår, der ikke er kommet retsmæssigt i stand mellem parterne (fakultativ stop-loss ved 105 %).

Banken forsøgte efterfølgende at få ham til at underskrive yderligere kontrakter, som rådgiveren heller ikke forstod indholdet af.

Banken anvendte trusler om opsigelse til at fremtvinge underskrifter på nye kontrakter. Truslerne byggede på "105 %"-vilkåret, der ikke var aftalt mellem parterne ved aftalens indgåelse men først flere måneder senere.

Det var aftalevilkåret om bankens fakultative "stop loss" vilkår, der blev anvendt ved tvangsindløsning af engagementet.

Han er efter aftalens indgåelse ikke løbende blevet orienteret om kontraktens udvikling.

Han har ikke givet tilsagn om indløsning.

Det forhold, at banken påstår, at der er givet tilsagn, bestyrker, at banken ikke bør have en fakultativ indfrielsesadgang, og understrejer, at banken nok godt selv var klar over, at en sådan fakultativ adgang ikke "bare" kunne anvendes, selvom han måske har underskrevet nogle for ham helt uforståelige almindelige vilkår.

Klagepunkterne er dokumenterede ved dokumentbevis. Kun bankens påstand om en mundtlig aftale om indfrielse er ikke dokumenteret.

Banken må bære bevisbyrden for, at et sådant tilsagn skulle være opnået telefonisk, idet kontrakter af denne størrelsesorden normalt ville være dokumenteret ved dokumentbevis.

Sagen bør på denne baggrund ikke afvises.

Banken er nærmest til at bære den økonomiske risiko, når der ikke er oplyst om væsentlige aftalevilkår samt tabsrisici og derfor bristende forudsætninger - særligt når der er tale om en forbruger, der sætter familiens bolig som sikkerhed i et spekulationsengagement, som rådgiveren ikke kan forklare, og som i virkeligheden kun er egnet til større virksomheder med væsentlige og dybe finansielle kompetencer.

Handelsbanken har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at klageren i november 2008 rettede henvendelse til banken med henblik på en finansiering af boligen i CHF-lån.

Klageren var fuldt ud bekendt med kursrisiciene på lånefinansiering i CHF.

Klageren gik ved sit valg af finansieringsform direkte efter en kursgevinst.

Det udarbejdede budget viste et tilstrækkeligt rådighedsbeløb til klagerens familie ved en normal 30-årig finansiering af boligen.

Klageren meddelte banken, at familien herudover havde indtægter fra en bortforpagtning, ligesom klageren havde fået en ikke uvæsentlig lønforhøjelse.

Klageren og banken var løbende hen over sommeren 2011 i kontakt vedrørende kursudviklingen i CHF.

Det var klageren, der træf beslutning angående kurssikringen.

Klageren ønskede efter det konstaterede kurstab igen at træde ind i et volatilt marked med henblik på ved spekulation at indhente noget af det tabte.

Det bestrides, at banken har lukket klagerens webbank, at banken fra centralt hold har pålagt afdelingerne retningslinjer for terminsforretninger til afdækning af kursrisici på CHF-lån og at banken har en interesse i en dansk kronefinansiering for på den måde at få en bedre indtjening på klageren.

Banken har til støtte for afvisningspåstanden bl.a. anført, at parternes subjektive opfattelser af hændelsesforløbet er væsentligt forskellige og dermed kræver partsforklaring for en domstol.

Ankenævnets bemærkninger

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Hans Daugaard og Troels Hauer Holmberg - udtaler:

Klageren indgik den 27. marts 2009 en aftale med Handelsbanken om et valutalån. Til sikkerhed for lånet fik banken pant i klagerens bolig.

Klageren har anført, at han allerede i januar 2009 indgik en valutaterminsforretning vedrørende de 607.327,76 CHF som valutalånet lød på, hvilket vi på baggrund af den fremlagte nota herom lægger til grund.

I relation til valutalånet bemærker vi, at det fremgår af den dagældende bekendtgørelse (nr. 1222 af 19. oktober 2007) om god skik for finansielle virksomheder, at banken skal oplyse om de væsentligste egenskaber ved udbudte eller formidlede lån herunder, om fordele og ulemper vurderet i forhold til kunden (§ 14, stk. 2) og i den forbindelse skal anvende skemaet "Dokumentation for rådgivning om lån med sikkerhed i fast ejendom" (§ 15).

Af det skema - som klageren, K og banken underskrev den 29. maj 2009 – fremgår bl.a., at parret "accepterer risikoen for, at ydelsen kan variere …", at "Lånet har variabel rente og kan derfor til enhver tid opsiges og indfries til kurs 100", at det er muligt at foretage en låneomlægning under normale omstændigheder, idet der da vil "kunne tilbydes et nyt lån til afløsning for det eksisterende lån …" og at der under "Øvrige råd" ikke er foreslået noget. Vi lægger vægt på, at der ikke i skemaet er anført bemærkninger vedrørende f.eks. risici ved kursændringer, vedrørende bankens ret til at indgå terminsforretninger for klagerens regning - hvis "modværdien" overstiger "105%", vedrørende klagerens evne og vilje til at bære et tab, herunder størrelsen heraf eller vedrørende rådgivning eller anbefaling om indgåelse af en stop loss aftale.

Vedrørende terminsforretningen i januar 2009 lægger vi til grund, at klageren indgik aftalen på baggrund af bankens rådgivning og forslag.

Vi bemærker herefter, at det fremgår af den dagældende bekendtgørelse (nr. 809 af 29. juni 2007) om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, at bankens anbefaling af terminsforretningen skal egne sig til bl.a. klagerens finansielle situation (§ 16). Det fremgår endvidere, at banken skal indgå en kundeaftale med klageren, der indeholder en beskrivelse af de væsentligste rettigheder og forpligtelser samt angiver hvilke finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen (§ 6).

Vi bemærker, at en "Aftale om handel med derivater" først blev underskrevet i efteråret 2010. Heraf fremgår bl.a., at "kundens maksimale tabsrisiko i princippet kan være ubegrænset". I relation til den indgåede terminsforretning og § 16 i investorbeskyttelsesbekendtgørelsen skal dette være "egnet" for klageren.

På den baggrund finder vi, at det påhviler Handelsbanken at godtgøre, at rådgivning af klageren vedrørende valutalånet og terminsforretningen har været fyldestgørende. Da Handelsbanken ikke har dokumenteret dette, er banken erstatningsansvarlig overfor ham.

Vi finder det ikke godtgjort, at klageren efterfølgende har accepteret risikoen ved de nævnte transaktioner, eller at han har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt.

Med hensyn til opgørelsen af klagerens tab bemærker vi, at klageren forud for indgåelse af de nævnte forretninger med Handelsbanken havde et 7 % realkreditlån. Vi lægger til grund, at klageren på nuværende tidspunkt har adgang til at finansiere sin ejendom med lån, der er mere fordelagtige end det nævnte realkreditlån.

Vi stemmer for, at klageren gives medhold som nedenfor bestemt.

To medlemmer – Christian Bremer og Karin Sønderbæk – udtaler:

Klageren henvendte sig selv til banken, da han ønskede et valutalån i CHF. En af klagerens bekendte havde tidligere tabt på et tilsvarende valutalån, da kursen på valutaen var steget. Klageren var så interesseret i et valutalån i CHF, at han valgte at skifte bank for at optage et.

Klageren optog valutalånet hos banken med pant i klagers faste ejendom. Klageren har ikke indgået finansielle forretninger med banken, men i forbindelse med kurssikring af valutalånet, der først skulle udbetales den 30. marts 2009, blev der efter aftale med klager lavet en valutaterminsforretning i januar 2009, der skulle kurssikre provenuet fra valutalånet. Valutaterminsforretningen blev således alene indgået for at kurssikre valutalånet, hvilket svarer til kurssikring af danske realkreditlån. Klageren har således ikke tabt penge på de to valutaterminsforretninger, men klageren har derimod tabt penge på kursudviklingen på CHF - CHF steg nemlig til ugunst for klageren, i stedet for at falde, som klageren havde forudset, den ville gøre.

Banken skrev den 19. oktober 2010 til klageren med forespørgsel om, hvorvidt klageren ønskede at beholde valutalånet, selvom CHF kursen var hurtigt stigende. Klageren bekræftede den efterfølgende dag overfor banken, at de stadig ville beholde lånet. Klageren anførte ikke overfor banken, at han undrede sig over eller var ubekendt med risikoen for kursudviklingen, men blot at han ønskede at beholde valutalånet (med fortsat risiko for yderligere stigning af CHF kursen), endvidere vedlagde han økonomiske oplysninger og ville eftersende lønsedler.

På baggrund heraf finder vi, at en afklaring af sagens omstændigheder, herunder vedrørende klagerens forudgående viden om risikoen ved valutalån, rådgivningsforløbet, aftaleindgåelsen, det mellemkommende forløb og nedlukningen af valutalånet i CHF med henblik på et stillingtagen til, om banken har pådraget sig et erstatningsansvar vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for, at sagen afvises i medfør af § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Banken skal inden 30 dage erstatte klagerens udgifter og tab i relation til valutaterminsforretningen og valutalånet, herunder dække hans omkostninger, kurstab og eventuel renteudgift. Der skal ved opgørelsen af klagerens tab tages højde for rentebesparelsen i forhold til et fast forrentet realkreditlån ydet på samme vilkår som klagerens tidligere 7 % realkreditlån og til en eventuel skattemæssig behandling af klagerens valutakurstab.

Klageren får klagegebyret tilbage.