Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning om valutaswapaftale med en hovedstol på 20 mio. kr. Spørgsmål om afvisning af klagen som erhvervsmæssig

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med indgåelse af valutaswapaftaler med Danske Bank. Spørgsmål om afvisning af klagen som erhvervsmæssig.

Sagens omstændigheder

Klageren har været selvstændig landmand siden 1983, hvor han også blev kunde i BG Bank (nu Danske Bank).

I februar 2005 overtog klageren en landbrugsejendom for 30,5 mio. kr., hvoraf han selv indskød 12,5 mio. kr. og via banken optog et afdragsfrit F1-realkreditlån. På det tidspunkt ejede og drev han efter det oplyste en anden landbrugsejendom.

Den 28. juli og den 31. august 2005 var klageren til møde i banken, hvor banken præsenterede klageren for en række rente- og valutaderivatforretninger.

Den 2. september 2005 indgik klageren en aftale med banken om en valutaswap med udløb den 31. december 2010, hvor klageren skulle betale 4.139.244 schweizerfranc (CHF) mod bankens betaling af 20 mio. DKK. I løbetiden skulle banken betale en fast rente på 5 % beregnet af hovedstolen i DKK og fra klageren modtage en variabel rente på 3 mdrs. LIBOR + 0,15 % beregnet af hovedstolen i CHF.

Klageren har oplyst, at valutaswapaftalen udviklede sig negativt og at han derfor bad om et møde med banken. Mødet blev afholdt den 22. september 2006. Klageren har fremlagt et mødereferat udarbejdet af banken, hvor det fremgår, at der pt. ikke skulle ændres på forretningerne.

I 2007 besluttede klageren at opsige valutaswapaftalen, der herefter blev lukket ned med virkning pr. 21. februar 2007. Valutaswapaftalen havde efter det oplyste en negativ markedsværdi på ca. 1 mio. kr.

Det fremgår af bankens brev af 6. marts 2007, at "Termineringsbetaling nettes med up-frontbetaling på ny swap [nummer], der svarer til Aftalens markedsværdi på opsigelsesdagen".

Samme dag indgik klageren en ny valutaswapaftale med banken, hvorefter klageren den 23. februar 2012 skulle betale 4.359.803 CHF til banken mod bankens betaling af 20. mio. DKK. I løbetiden skulle banken betale en fast rente på 5 % beregnet af hovedstolen i DKK og fra klageren modtage en variabel rente på 3,95 % beregnet af hovedstolen i CHF.

Klageren har oplyst, at han i perioden herefter fortsat havde det skidt med den indgåede aftale. På et møde med banken den 29. juni 2010 blev mulige exit-strategier drøftet. Banken anbefalede ham imidlertid at have "is i maven" og afvente et fald i kursen på CHF.

Den 27. september 2010 var klageren til møde i banken med henblik på at drøfte muligheden for at indgå valutaterminsforretninger for at afdække risikoen på valutaswapaftalen. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt indgik klageren valutaterminsforretninger med banken, der ifølge klageren medførte et tab på ca. 1,8 mio. kr.

Den 23. februar 2012 udløb klagerens valutaswapaftalen med et tab på ca. 7 mio. kr. Klageren optog herefter et lån i banken på ca. 8,8 mio. kr. til dækning af tabet.

Parternes påstande

Den 21. august 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte hans tab på den seneste valutaswapaftale samt de indgåede valutaterminsforretninger og et beløb svarende til den rente, han har betalt på det lån, som han optog til dækning af tabet.

Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Ankenævnet ikke bør afvise sagen som erhvervsmæssig.

Han havde optaget et F1 lån i sin ejendom. Han havde hverken nogen viden eller anelse om, at renten på et F1 lån kunne blive endnu lavere ved indgåelsen af en valutaswapaftale.

Det var banken, som rettede henvendelse til ham om indgåelse af valutaswapaftaler samtidig med, at mange andre landbrugskunder fik præcis samme henvendelse fra såvel Danske Bank som andre banker.

De indgåede aftaler havde ikke nogen sammenhæng med hans realkreditlån.

Hans virksomhed havde ikke noget behov for at afdække sin valutakursrisiko. Han havde ikke noget udestående i CHF med sine kunder og havde heller ikke udsigt til at få det.

Selvom investeringens størrelse i denne sag ikke er ubetydelig, er den heller ikke på nogen måde signifikant i forhold til tidligere sager, hvor ankenævnet har valgt at realitetsbehandle sagen.

Investeringens relation til hans hovederhverv er ikke opfyldt. Umiddelbart er det ganske vanskeligt at se, hvorledes en indgåelse af en valutaswapaftale kan have tilknytning til det at drive et landbrug. Det forhold, at banken havde tilknyttet ham til bankens landbrugscenter, har ingen betydning for, om sagen er erhvervsmæssig.

Han henvendte sig først til ekstern rådgiver i 2009/2010, da han ingen hjælp kunne få i banken til at finde ud af, hvorledes risikoen for tab kunne reduceres.

I perioden fra 2005 – 2007 drev klageren ikke selv den nyerhvervede landbrugsejendom, idet der var indgået en pasningsaftale. I øvrigt havde hans ægtefælle indtægter, og der var en indtægt på 425.000 kr. fra drift af en vindmølle.

Om klagen i øvrigt adskiller sig væsentlig fra et privat kundeforhold synes at blive tolket forholdsvis bredt af Ankenævnet.

Banken skal friholde ham for det tab, som han har lidt ved indgåelsen af valutaswapaftalen den 21. februar 2007. Banken gav ham ikke fyldestgørende rådgivning i forbindelse med indgåelsen af aftalen.

Han blev ikke oplyst om kursrisikoen eller om mulige exit strategier. Han fik heller ikke oplysninger om rentekorrektion for så vidt angår den første valutaswapaftale eller om negativ markedsværdi.

Banken spekulerede for den friværdi, som han havde i sin nyerhvervede ejendom.

Hvis Ankenævnet når frem til, at han ikke skal kompenseres for det fulde tab, skal han i hvert fald friholdes for det tab på 4.441.055 DKK, der var opstået den 29. juni 2010, hvor han for første gang blev oplyst om en exit strategi.

Det var ikke engang Danske Bank, der oplyste ham om muligheden for at indgå terminsforretninger til afdækning af risikoen. Det støttes af, at terminsforretninger først blev bragt på banen i efteråret 2010.

I alle tilfælde skal banken friholde ham for det tab på ca. 1,3 mio. kr., som han led på den første valutaswapaftale som følge af, at han ikke forinden indgåelsen af aftalen var blevet informeret om mulige konsekvenser af en rentekorrektion/negativ markedsværdi.

Danske Bank har anført, at klageren er erhvervsdrivende landmand og har et betydeligt engagement med bankens Landsbrugscenter Sjælland, hvor der udelukkende ydes rådgivning til erhvervsdrivende.

I forbindelse med klagerens erhvervelse af en ny landbrugsejendom i 2005 ønskede han at nedbringe renten på sit i samme forbindelse etablerede erhvervsmæssige realkreditlån ved indgåelse af en valutaswapforretning i CHF.

Klagerens ejendom har status som en "landbrugsejendom", og er belånt efter realkreditlovgivningens regler herom med 60 % af ejendomsværdien.

Klageren har ikke anden indkomst end den, der stammer fra hans landbrugsvirksomhed. Klageren er momsregistreret.

Kurstabene på de indgåede valutaswaps er medtaget i klagerens årsregnskaber, som er udarbejdet af kundens professionelle finansielle rådgiver.

Klageren har modtaget rådgivning om CHF og afdækning heraf fra en ekstern landbrugsrådgiver.

Klagen vedrører derfor ikke et privat kundeforhold, men forhold, der adskiller sig væsentligt herfra. Sagen vedrører således forhold vedrørende tab på en erhvervsdrivendes valutaswapaftaler og -terminsforretninger. Produktet "valutaswaps" har i mange år været vidt udbredt og anvendt blandt professionelle landmænd. Der er tale om et produkt, som banken ikke tilbyder til bankens private kunder.

Klageren har gennem hele forløbet været nøje orienteret om status og den aktuelle værdi på de indgåede valutaswapaftaler.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet behandler alene klager vedrørende private kundeforhold. Klager fra erhvervsdrivende falder uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 3 i Ankenævnets vedtægter. Efter vedtægternes § 2, stk. 2, kan klager fra erhvervsdrivende behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende privatkundeforhold.

Klageren er landmand og købte i 2005 endnu en landbrugsejendom for ca. 30 mio. kr. I den forbindelse optog han et realkreditlån og indgik en valutaswapaftale med en hovedstol på 20 mio. kr., der efter det oplyste nogenlunde svarede til hovedstolen på det afdragsfrie realkreditlån.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at indgåelsen af valutaswapaftalen havde en sådan forbindelse med klagerens erhvervsvirksomhed, at sagen vedrører et erhvervsmæssigt forhold, der ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. herved Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.