Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Deponering i andet pengeinstitut end angivet i slutsedlen.

Sagsnummer: 707/1994
Dato: 23-08-1995
Ankenævn: Niels Waage, Peter Stig Hansen, Ole Just, Lars Pedersen, Ole Simonsen
Klageemne: Skødedeponeringskonto - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Deponering i andet pengeinstitut end angivet i slutsedlen.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I henhold til slutseddel af 19. november 1993 købte klageren en ejerlejlighed. Overtagelse skulle ske 1. december 1993. Af købesummen på 475.000 kr. skulle deponeres 14.000 kr., ligesom et ved handlen forudsat sælgerpantebrev på 114.000 kr. af klageren senest den 31. december 1993 kunne konverteres helt eller delvis til kurs 76. Konverteringsbeløbet skulle betales og forrentes som udbetaling.

Indklagede har oplyst, at man i januar 1994 modtog slutseddel og provenuberegning fra den medvirkende ejendomsmægler. Provenuberegningen viste et overskud på knap 9.000 kr. Ved efterregning beregnede indklagede ejendomshandlen til at udvise et underskud på 8-10.000 kr. Indklagede meddelte derfor ejendomsmæglerfirmaet, at man ikke ønskede at forestå omprioriteringen.

I februar 1994 foretog klagerens advokat deponering i andet pengeinstitut.

Ved skrivelse af 7. juni 1994 meddelte indklagede klageren, at årsagen til, at handlen af ejerlejligheden ikke hang sammen, var en forkert provenuberegning fra ejendomsmæglerens side.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "en passende godtgørelse for det formuetab, herunder rentetab, den risiko og den ulejlighed, som [indklagede] ved tilsidesættelse af den banken påhvilende loyale oplysningspligt har påført undertegnede."

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede i november/december 1993 undlod at oplyse hende om, at handlen ikke kunne gennemføres, idet indklagede ikke ville aflyse et ejerpantebrevet, som indklagede har håndpant i. Endvidere undlod indklagede at oplyse hende om størrelsen af underskuddet i forbindelse med handlen.

Indklagede har anført, at efter at der var sket deponering i andet pengeinstitut, blev parterne orienteret om, at aflysning af ejerpantebrevet kunne ske mod modtagelse af eventuelt provenu ved ejendommens salg. Indklagede modtog først i januar 1994 oplysning om handlen og kunne derfor ikke i november/december 1993 orientere klageren om underskuddet. Indklagede har endvidere været berettiget til at nægte at medvirke til omprioriteringen, da den ville resultere i et udækket udlæg for indklagede.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at kritisere indklagedes handlemåde i sagen, og der er herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale klageren erstatning.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.