Spørgsmål om ansvar som følge af indbrud i boks.
| Sagsnummer: | 371 /2002 |
| Dato: | 13-02-2003 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Inge Frølich, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Boks - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar som følge af indbrud i boks. |
| Indklagede: | Amagerbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes erstatningskrav på 240.000 kr. som følge af indbrud i en boks, som klagerne havde lejet hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Den 7. december 2001 indgik klagerne en aftale med indklagede om leje af en selvbetjeningsboks i indklagedes Kongelundsvej afdeling. Af bokslejekontrakten fremgår blandt andet:
"Anvendelse:Boksen må kun benyttes til opbevaring af dokumenter, værdipapirer, ædelmetaller, ædelstene og lignende samt kontanter.…..
Adgang til selvbetjeningsboks:Boksen aflåses med én lås, hvortil lejeren har modtaget to ens nøgler. Sådanne bokse bør kun anvendes til opbevaring af papirer, som ikke er let omsættelige.
Ansvar og forsikring:Pengeinstituttet sikrer boksen med den omhu, der kræves i sådanne forhold, og er ansvarlig for tab, der skyldes fejl eller forsømmelser.
Pengeinstituttet er ikke ansvarlig for tab, som følger af hændelige begivenheder, såsom indbrud, brand, oversvømmelse, fugt og insektangreb.I det omfang der ønskes forsikringsdækning, opfordres lejeren til at sikre sig, at lejerens eksisterende forsikringer dækker eller at der tegnes en ny forsikring.…..
Opbevaring i boks af værdi over 200.000 kr. pr. lejer, heraf højest 50.000 kr. i kontante beløb, må kun ske efter særskilt aftale med pengeinstituttet, og lejeren bærer selv ansvaret for ethvert tab af værdier over de fastsatte grænser."
Den 4. juni 2002 konstaterede indklagede indbrud i 7 bokse i afdelingens boksanlæg, herunder i klagernes boks. Klagerne blev orienteret herom samme dag.
Den 6. juni 2002, hvor politiet havde afsluttet sin undersøgelse, fik klagerne adgang til boksanlægget.
Af politiets rapport af 4. juni 2002 fremgår blandt andet:
"De opbrudte bokse havde ingen synlige opbrydningsskader på selve lågerne (fronten), hvorimod der var opbrydningsskader på sidekanterne, hvor låsen har gået i indgreb. Her var metallet bøjet, skadet og vredet udad, således at skudriglen har kunnet trækkes fri.
Det var ikke muligt at konstatere eksakt, hvilket værktøj, gmd. har anvendt, men antages at være kraftig skruetrækker, mindre koben eller lign."
Den 10. juni 2002 anmeldte klagerne til politiet, at der var stjålet 240.000 kr. i form af "tre stk. brune prøvekuverter indeholdene kontanter/tusindkronesedler i fire bundter med 60.000 kr." fra deres boks hos indklagede.
På grundlag af den videre efterforskning blev det antaget, at indbrudstyvene havde haft adgang til boksanlægget som bokslejere, og at indbruddet i klagernes boks var sket den 29. eller 30. maj 2002.
Ved skrivelse af 4. september 2002 til klagernes advokat afviste indklagede et erstatningsansvar for klagernes tab.
Indklagede har oplyst, at kunder, der har lejet en boks, skal legitimere sig over for afdelingens personale og underskrive et adgangskort for at få adgang til boksen, der fysisk befinder sig i et aflåst boksanlæg i afdelingens kælder. Det kontrolleres, at kunden har lejet en boks, og datoen for adgangen noteres på kundens bokskort. Boksanlægget og adgangsproceduren opfylder de krav, som Finansrådet anbefaler.
Parternes påstande.
Den 18. september 2002 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 240.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede er nærmest til at bære risikoen for tabet som følge af indbruddet. Der var tale om et gennemtænkt og - over tid - planlagt indbrudstyveri begået af indklagedes kunder. Dette er ikke en situation, som de kunne eller burde have forudset. Det var heller ikke forventeligt, at bokslokalet tilsyneladende var uden observation i flere dage. Indbruddet i deres boks skete således den 29. eller 30. maj 2002, men blev først opdaget den 4. juni 2002, hvor der på ny skete indbrud.
Ved besigtigelsen den 6. juni 2002 kunne de konstatere, at deres boks manglede nøglecylinderen og var lidt bøjet. Boksen er placeret i øjenhøjde, ca. 80-100 cm, lige ved døren. Det beror derfor på en grov forsømmelse fra indklagedes side, at indbruddet først blev opdaget flere dage senere.
De stjålne penge stammer fra en opsparing på arbejdspladsen på 140.000 kr. og en udbetaling fra et forsikringsselskab på 120.000 kr. for kritisk sygdom i forbindelse med kræftsygdom. Pengene blev lagt i boksen over 3 gange. De to af gangene var en medarbejder i afdelingen til stede. Den ene gang så medarbejderen store beløb på bordet i forbindelse med fremvisning af boksanlægget til en kunde, som ifølge politiet er en af de sandsynlige gerningsmænd. Den anden gang var medarbejderen i bokslokalet for at hente store sedler, der blev udleveret og lagt i deres boks.
En navngiven medarbejder i afdelingen har under en telefonsamtale med deres advokat udtalt, at der ikke drages tvivl om beløbets størrelse.
Indklagede har anført, at gerningsmanden i forbindelse med indbruddet i klagernes boks havde lukket boksen til således, at afdelingens medarbejdere, der kommer i boksanlægget flere gange dagligt, ikke ville opdage indbruddet.
Medmindre det var lykkedes personalet at pågribe gerningsmanden/gerningsmændene på fersk gerning har det næppe haft betydning for politiets mulighed for at finde tyvekosterne, at der gik 4 dage, før indbruddet blev opdaget.
Det fremgår af lejekontrakten, at indklagede ikke er ansvarlig for tab som følge af hændelige begivenheder, herunder indbrud. Det fremgår endvidere, at der i en selvbetjeningsboks kun bør opbevares papirer, som ikke er let omsættelige. Endelig fremgår det af lejekontrakten, at opbevaring af kontante beløb over 50.000 kr. kun må ske efter særskilt aftale, og i nærværende sag var der ikke indgået aftale herom.
Afdelingens medarbejdere overvåger ikke kunder, der måtte være i færd med at ilægge eller udtage materiale af deres boks, selv om de måtte opholde sig i boksrummet. Klageren har efter eget udsagn været i boksen 3 gange, hvor der kun var medarbejdere til stede de 2 af gangene.
Klagerne har ikke dokumenteret deres tab.
Man har ikke over for klagernes advokat tilkendegivet, at klagernes påstand om beløbets størrelse uden videre kunne lægges til grund ved opgørelsen af tabet. Drøftelserne med advokaten drejede sig om, hvorvidt indklagede og eventuelt indklagedes forsikringsselskab pr. kulance og uden anerkendelse af skyld i øvrigt ville dække en mindre del af klagernes tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Der er efter det foreliggende ikke grundlag for fastslå, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser, der har medført et tab for klagerne på 240.000 kr. Det bemærkes herved, at en eventuel forsømmelighed med hensyn til at opdage indbruddet i klagernes boks ikke i sig selv kan medføre et erstatningsansvar for indklagede.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.