Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fejlagtig rådgivning ved tegning af livrente.

Sagsnummer: 137 /2005
Dato: 02-11-2005
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensesn, Ole Jørgensen
Klageemne: Forsikring - tegning af livrente
Ledetekst: Fejlagtig rådgivning ved tegning af livrente.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens overførsel af en kapitalpension til en livrente, i hvilken forbindelse indklagede ved en fejl undlod at rådgive om livrentens betydning for størrelsen af klagerens folkepension og boligydelse.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1937, havde hos indklagede en kapitalpensionsordning, hvis værdi i foråret 2002 var ca. 220.000 kr.

På et møde i maj 2002 med indklagede drøftede klageren sine økonomiske forhold. På et efterfølgende møde den 18. juli 2002 fremlagde indklagede et oplæg med hen­blik på planlægning af klagerens fremtidige økonomi. Indklagede foreslog, at klagerens kapitalpension samt 100.000 kr. fra klagerens frie midler blev indskudt på en livrente med udbetaling fra klagerens 67. år.

Klageren besluttede sig for at følge indklagedes forslag om etablering af livrenten, dog alene ved overførsel af indeståendet på kapitalpensionen.

I august 2002 blev klagerens kapitalpension overført til Nordea Pension Danmark, der er koncernforbundet med indklagede. Det overførte beløb udgjorde 224.691,44 kr. Den tegnede livrente skulle udbetales fra 1. januar 2005.

Klageren ændrede senere udbetalingstidspunktet for livrenten til udbetaling fra den 1. januar 2006.

Af en skrivelse af 15. april 2005 fra indklagede fremgår, at klageren samme dag havde været til møde og drøftet etableringen af livrenten. Baggrunden var, at klageren ville modtage mindre pension og boligydelse, når udbetalingerne fra livrenten blev påbegyndt. Indklagede bekræftede, at når hun havde overvejet situationen, ville man vende tilbage.

Den 11. maj 2005 indgav klageren klage til Ankenævnet med krav om erstatning.

Under sagens forberedelse for Ankenævnet har indklagede rettet henvendelse til klageren og i skrivelse af 4. august 2005 erkendt, at man har pådraget sig et erstatningsansvar.

På et efterfølgende møde hos indklagede tilbød indklagede klageren en økonomisk kompensation, hvilket klageren afviste, idet hun ønskede en afgørelse fra Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har endeligt nedlagt påstand om, at indklagede skal ophæve livrenten, subsidiært betale erstatning "for det årlige tab over 15 år".

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun siden 1. januar 2005 har modtaget folkepension og er blevet opmærksom på, at udbetaling fra livrenten vil påvirke det beløb, hun får i folkepension. Desuden påvirkes hendes boligydelse.

Hun har beregnet sit tab til 7.248 kr. årligt i form af mindre udbetaling. Beløbet vil øges ved stigende årlige udbetalinger fra livrenten.

Det beløb, der har været nævnt fra indklagedes side som kompensation, har været mindre end det beløb, hun selv har beregnet.

Indklagede har anført, at det erkendes, at der blev begået en fejl i forbindelse med livrentens etablering, idet en eventuel reduktion i offentlige ydelser ved omlægningen af kapitalpensionen til en livrente ikke indgik. Indklagede anerkender derfor et erstatningsansvar for det tab, som klageren måtte lide som følge heraf.

Da udbetalingen fra livrenten ikke er påbegyndt, har klageren endnu ikke realiseret et tab. Indklagede vil dække tabet efterhånden som det realiseres. Der foreligger derfor ikke længere en formueretlig tvist mellem parterne, og klagen falder således uden for Ankenævnets kompetence.

Da tabet ikke endnu har kunnet opgøres, er den eneste mulighed for en afslutning i sagen på nuværende tidspunkt en forligsmæssig løsning.

For så vidt angår klagerens påstand om ophævelse af livrenten bemærker indklagede, at klagerens fortrydelsesret udløb i 2002. Der er ikke nogen mulighed for at ophæve tilbagekøb af livrenten.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens påstand om ophævelse af livrenten kan ikke tages til følge, da dette krav må rejses over for livsforsikringsselskabet Nordea Liv Pension Danmark.

For så vidt angår klagerens påstand om, at indklagede skal betale erstatning "for det årlige tab over 15 år", bemærkes, at indklagede har erkendt, at der ved rådgivningen af klageren om etableringen af livrenten blev begået en fejl ved ikke at tage hensyn til livrentens betydning for størrelsen af klagerens folkepension og boligydelse, og at indklagede påtager sig et erstatningsansvar for det tab, klageren lider i denne forbindelse. Da tabet ikke aktuelt kan gøres op, tages klagen heller ikke på dette punkt til følge.

Ankenævnet bemærker, at i det omfang, der opstår uenighed mellem klageren og indklagede om beregningen af tabet, kan klageren indbringe dette spørgsmål for Ankenævnet til afgørelse.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.