Afgørelse

Medhold klager


I marts 1993 forsøgte klageren forgæves at gennemføre en rekonstruktion af sin personligt drevne virksomhed, som blev overdraget til et nystiftet aktieselskab, med henblik på en personlig frivillig akkord med samtlige forretningskreditorer.

Klagerens virksomhed havde et engagement med indklagede. Indklagedes tilgodehavende udgjorde pr. 31. marts 1993 ca. 1.070.000 kr. Der blev efter denne dato ikke tilskrevet renter på engagementet.

Den 12. maj 1993 indgav klageren anmeldelse om betalingsstandsning til skifteretten.

Ved skrivelse af 26. maj 1993 til den tilsynsførende advokat anmeldte indklagede et krav på 1.079.124,56 kr. pr. betalingsstandsningsdagen. Der var delvis sikkerhed for engagementet ved håndpant i ejerpantebreve i to faste ejendomme samt pant i en bil og en livspolice. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a:

"For god ordens skyld skal det bemærkes, at banken forbeholder sig renter og provisionssatser, beregnet med bankens til enhver tid gældende rente- og provisionssatser, også for perioden efter konkursdekretets afsigelse, for så vidt disse kan dækkes af stillede sikkerheder. Ligesom banken bortset herfra forbeholder sig dækning af sådanne yderligere rente- og provisionskrav, såfremt og i det omfang sådan yderligere dækning er til stede efter kravenes plads i konkursordenen."

Betalingsstandsningen udløb den 12. januar 1994, uden at det var lykkedes klageren at gennemføre en akkord. Under et møde hos indklagede samme dag blev det aftalt, at virksomheden skulle afvikles, og at der påny skulle søges en akkord med samtlige kreditorer. En samtidig aftalt realisering af indklagedes pant i livspolicen og bilen indbragte henholdsvis 9.247 kr og 46.000 kr., som blev afskrevet på engagementet.

Af cirkulæreskrivelse af 6. juli 1994 udarbejdet af klagerens rådgiver fremgår bl.a., at indklagede og en anden hovedkreditor, Nykredit, havde givet tilsagn om at afskrive den usikrede del af deres tilgodehavende opgjort til henholdsvis ca. 570.000 kr. og 520.000 kr. dog under forudsætning af, at en 25%-akkord med klagerens øvrige kreditorer blev gennemført. Akkorden skulle finansieres gennem frigjorte midler fra mellemværendet med det selskab, som klagerens virksomhed var blevet overdraget til.

Ved skrivelse af 11. juli 1994 til klageren meddelte indklagede:

"I fortsættelse af Deres forespørgsel om [indklagedes] medvirken i en eventuel akkordordning, kan vi tilkendegive følgende:

[Indklagede] modtager fuld dækning af sit ejerpantebrev tkr. 450 + renter heraf tkr. 60. [Indklagede] modtager således tkr. 510 i forbindelse med accept af en eventuel akkordering. Størst mulig andel - dog minimum tkr. 400 - af dette beløb forfalder til kontant betaling. Restbeløbet kr. 110 kr. kan evt. forblive indestående i banken. Forrentning og afvikling sker på bankens almindelige betingelser, eller efter nærmere aftale. Lånet sikres ved fortsat pant i privat villa, dog med respekt ialt tkr. 510 til Nykredit.

Bankens krav på dividende af sin usikrede fordring vil ikke blive gjort gældende i forbindelse med indgåelse af en evt. akkordaftale, men banken afskriver ikke sin ret hertil såfremt en evt. aftale misligholdes.

Saldokvittering vil først blive udstedt når aftalen er fuldt opfyldt.

Yderligere forudsætninger for indgåelse i en akkordordning:

* Nykredit nedskriver sit tilgodehavende i erhvervsejendom til under tkr 1.250 samt frafalder sin dividenderet på både den nedskrevne gæld samt evt. restancer.

* Nykredit bevilger [klageren] et kombineret omprioriterings- og tillægslån på minimum tkr. 520.

* Den øvrige kreditormasse tiltræder en akkordaftale på max. 25%.

Deres konkrete oplæg og "køreplan" imødeses."

Den 6. september 1994 tilbød Nykredit et kontantlån på 520.000 kr. i klagerens private ejendom. Det fremgik, at lånetilbudet var afgivet under forudsætning af en afklaring af klagerens økonomiske forhold, der kunne accepteres af Nykredit. Klageren underskrev pantebrevet den 22. september 1994 og underskrev den 12. oktober 1994 en anmodning om udbetaling af lånet, hvis nettoprovenu efter indfrielse af 2 eksisterende lån til Nykredit var tiltransporteret indklagede.

Den 21. november 1994, hvor lånet var hjemtaget, tilskrev indklagede klageren således:

"Vedr.: Optagelse af lån, stort kr. 110.000,00

I henhold til aftale beder vi Dem venligst komme ind i banken og underskrive udlånskontrakt samt håndpantsætningsdokument.

Samtidig beder vi Dem medbringe kr. 6.156,53 der fremkommer således:

"Rente og betalingsvilkår

Gælden forrentes fra den 24.11.1994

Bankens normale rentesats for misligholdte fordringer af denne art er for tiden 20,00 % p.a. (nominel årlig rente).

Det aftales at gælden forrentes med en variabel rente på for tiden 11,25 % p.a. (nominel årlig rente).

Nedsættelsen af renten forudsætter, at forliget overholdes.

Renten beregnes dagligt og tilskrives kvartalsvis bagud. For renten gælder i øvrigt de vilkår og regler, der fremgår af bankens almindelige forretningsbetingelser.

Gælden og renter tilbagebetales med kr. 1.600,00 hver den 1. i måneden første gang den 01.01.1995

Indbetalinger afskrives først på omkostninger og renter.

Akkordering

Af gælden afvikler debitor kr. 112.938,00 samt renter heraf, jf. rente og betalingsvilkår. Når dette beløb er afviklet ved rettidige betalinger, gives der debitor saldokvittering for restbeløbet kr. 824.324,61.

Hvis forliget overholdes, beregnes kun rente af den del af gælden, der afvikles.

...

Banken oplyser, at

- gælden i visse tilfælde bogføringsmæssigt fordeles på flere konti.

- der i den anførte saldo i eventuelle kontoudskrifter og årsopgørelser fra banken i visse tilfælde ikke er medtaget skyldige rente- og omkostningsbeløb m.v.

- debitor selv skal gøre sig bekendt med de skattemæssige konsekvenser af aftalen. Banken er således uden ansvar for aftalens skattemæssige behandling."

Klageren underskrev samtidig et gældsbrev på beløbet 112.938 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.600 kr. Ifølge gældsbrevet blev låneprovenuet på 110.000 kr. indsat på driftskreditten.

I foråret 1995 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende sit skattemæssige rentefradrag for 1994. Indklagede meddelte ved skrivelse af 9. juni 1995, at de løbende renter på lånet på 112.938 kr. blev indberettet til Told og Skat, og at man ved udgangen af hvert år, første gang den 31. december 1995, yderligere ville indberette "forskellen (historiske renter) mellem årets løbende renter og de på lånet foretagne indbetalinger".

Klageren forsøgte forgæves at formå indklagede til at indberette rentebeløbet på 323.827,25 kr. til skattevæsenet som betalte renter i 1994 for at opnå skattemæssigt fradrag for beløbet.

Ved klageskema af 3. oktober 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at bekræfte, at indbetalingerne på engagementet i 1994 på i alt 565.247 kr. forlods blev afskrevet på rentedelen opgjort pr. 24. november 1994 til 323.827,25 kr., subsidiært at tilbagebetale opkrævede renter i henhold til ejerpantebrevet.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har opgjort indbetalingerne i 1994 således:

provenu af håndpantsat livspolice 9.247,00 kr.

provenu af løsørepant i bil 46.000,00 kr.

provenu af nyt kreditforeningslån 393.843,47 kr.

kontant 6.156,53 kr.

provenu af afløsningslån i.h.t. akkorden
--------------

ialt



Klageren har anført, at klagen vedrører afviklingen af hans personligt ejede virksomheds engagement med indklagede. Virksomheden blev ca. 1½ år før akkordens gennemførelse overdraget til et aktieselskab. Selskabet er ejet af ham og driver erhvervsmæssig aktivitet, men har hverken overtaget eller etableret bankfinansiering hertil. Ved skrivelsen af 11. juli 1994 accepterede indklagede en akkordering af den samlede gæld. Akkorden blev opfyldt ved indbetalingerne på i alt 565.247 kr. Han forudsatte, at indbetalingerne i overensstemmelse med almindelig praksis forlods ville blive afskrevet på rentedelen, som indklagede løbende havde fastholdt, og som i forliget blev opgjort til 323.827,25 kr. Af det frivillige forlig fremgår også, at indbetalinger afskrives først på omkostninger og renter. Ifølge gældende regler frem til 15. juni 1995 var der fuldt skattemæssig fradragsret for hele rentedelen af de indbetalte beløb. Fradragsretten blev herefter reduceret til en forholdsmæssig del. Da indklagede undlod at indberette renterne til skattevæsenet og efterfølgende afviste at være ham behjælpelig med at dokumentere rentebetalingen i 1994, har skattevæsenet ikke godkendt fradraget. Han erkender, at indklagede ikke er ansvarlig for skatteansættelsen, men indklagede må være forpligtet til at foretage korrekt indberetning af renter for 1994 ved at anerkende modtagelsen af de opgjorte renter, hvilket er af afgørende betydning for hans mellemværende med skattemyndighederne. Han er uforstående overfor indklagedes vægring herved, idet den ønskede anerkendelse ikke berører indklagedes tab på engagementet men alene indklagedes bogføringstekniske fordeling mellem tab på hovedstol og renter. Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at indklagede ved opgørelsen af ejerpantebrevet ikke var berettiget til at tilskrive renter. Indklagede bør i hvert fald bogføre beløbet som renter, således at han kan få rentefradrag herfor.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at engagementet er erhvervsmæssigt, og at akkordforhandlingerne blev ført med klagerens forretningskreditorer og med bistand fra klagerens rådgiver. Klageren er fortsat erhvervsdrivende.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man i overensstemmelse med Finanstilsynets regnskabsbekendtgørelse § 40 indstillede rentetilskrivningen/indberetningen, da engagementet blev nødlidende. Indklagedes krav på renter bestod uafhængigt af reglerne om renteindberetning, og indklagede fastholdt ethvert rentekrav overfor klageren. De af klageren anførte indbetalinger vedrører bortset fra beløbet på 6.156,53 kr. realisationen af de pantsatte sikkerheder. Der er ikke fremkommet noget provenu af afløsningslån i december 1994 som anført af klageren. Efter realisationen af sikkerhederne blev der den 20. december indgået en akkordaftale. Først på dette tidspunkt var indklagedes forudsætninger for at medvirke til en akkord opfyldt, jf. skrivelsen af 11. juli 1994. I akkordaftalen blev der gjort op med restgælden på engagementet inklusive renter. Klageren fik ved akkordaftalen tilsagn om saldokvittering for 824.324,61 kr. ved afvikling af 112.938 kr. af den samlede gæld. Med henvisning til klagerens betalingsudygtighed og akkordaftalen af 20. december 1994, der indeholder en tydelig angivelse af rentebeløbet, som indgik i akkorden, fastholdes det, at der er sket korrekt indberetning til skattevæsenet for 1994. Vedrørende ejerpantebrevet har indklagede anført, at dettes placering i ejendommen gav belæg for dækning af hovedstol og renter. Opgørelsen af værdien af pantet har ingen sammenhæng med renteberegningen på klagerens engagement.

Ankenævnets bemærkninger:

Uanset om klageren i den foreliggende sag, som af indklagede hævdet, eventuelt burde anses som erhvervsdrivende, finder Ankenævnet ikke tilstrækkelig anledning til at afvise klagen, da det problem, som sagen rejser, også vil kunne opstå i private kundeforhold, jf. § 2, stk. 2, l. pkt. i Ankenævnets vedtægter.

Ifølge det frivillige forlig af 20. december 1994 skyldte klageren indklagede 613.435,36 kr. (hovedstol), hvortil kom renter 323.827,25 kr. Klageren havde tidligere på året betalt indklagede 565.247 kr. Ankenævnet finder herefter, at klagerens gæld til indklagede i 1994 - indtil indbetalingerne blev foretaget - udgjorde 613.435,36 kr. + 565.247 kr., i alt 1.178.682,36 kr. (hovedstol) + renter 323.827,25 kr. Indbetalingerne på 565.247 kr. må i mangel af særlig aftale forudsættes anvendt til forholdsmæssig afskrivning på hovedstol og renter.

Ankenævnet har ikke herved taget stilling til, i hvilket omfang det rentebeløb, der herved fremkommer, er fradragsberettiget i indkomståret 1994.

Som følge heraf