Renter. Forældelse.
| Sagsnummer: | 405/1989 |
| Dato: | 20-12-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Mogens Hvelplund, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Renter. Forældelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved skrivelse af 2. september 1982 meddelte RB-bankens (nu indklagedes) kreditområde klageren, at man i forbindelse med indfrielsen af et udlandslån på 85.000 CHF, for hvilket RB-banken havde afgivet garanti, havde realiseret diverse sikkerheder, hvorefter klagerens udlånskonto udviste en saldo på ca. 443.000 kr. i bankens favør med tillæg af renter og provision, hvilket beløb var forfaldent til fuld indfrielse. Ved skrivelse af 13. januar 1983 til klageren opgjorde kreditområdet saldoen til ca. 450.000 kr. efter tilskrivning af rente, senest pr. 30. december 1982, og ved skrivelse af 5. april 1984 blev saldoen opgjort til ca. 288.000 kr. med tillæg af renter fra 1. januar 1982.
Af den samleudskrift pr. 30. december 1988, som indklagede i begyndelsen af 1989 udsendte til klageren, fremgik, at klagerens pantebrevsdepot i indklagedes City afdeling nu udgjorde nominelt ca. 155.000 kr. Ved klagerens henvendelse oplyste afdelingen, at der tillige henstod en kapitalkonto med et indestående på ca. 100.000 kr. til fordel for ham. Klageren anmodede straks om at få kapitalkontoen opgjort og provenuet udbetalt, men fik oplysning om, at der ikke var beregnet renter på engagementet i en del ar.
Ved klagerens henvendelse i afdelingen den 11. februar 1989 blev rentekravet opgjort til 149.856,02 kr.
Ved skrivelse af 21. februar 1989 opgjorde afdelingen engagementet efter overførsel af restgælden fra internt kontonummer og debitering af renter for perioden fra 30. juni 1982 til 31. december 1988 og kreditering af renter for perioden fra 18. december 1987 til 31. december 1988 saldoen i sin favør til 43.727,36 kr.
Klageren, der betalte dette beløb under forbehold af at indbringe sagen for Ankenævnet, har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at have været uberettiget til efter hans henvendelse i begyndelsen af 1989 at have tilskrevet engagementet renter med virkning fra den 30. juni 1982 og subsidiært at have været uberettiget til at tilskrive renter for en periode, der ligger mere end 5 år tilbage fra tilskrivningstidspunktet.
Klageren har opgjort sit tilbagebetalingskrav for så vidt angår den subsidiære påstand til i alt 71.462,91 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede ikke kan foretage rentetilskrivning på kontoen med tilbagevirkende kraft. Han har ikke selv haft nogen indflydelse på kontoen, da alle meddelelser gik til indklagedes skadeafdeling. Han ville i givet fald selv have forlangt tilskrivning af renter for engagementet således, at han kunne fratrække disse overfor skattevæsenet. Særligt til støtte for den subsidiære påstand har klageren henvist til dansk rets almindelige regler.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at man efter at have opgjort kravet overfor klageren i september 1982 søgte at finde købere til de deponerede pantebreve, hvilket imidlertid viste sig umulig. Man besluttede herefter at beholde disse i håb om, at de fremtidige terminsbetalinger ville dække engagementer. I forbindelse med at bestræbelserne for at finde købere til pantebrevene blev opgivet, blev engagementet overført til en afviklingskonto, depotet omadresseret til skadeafdelingen og den automatiske rentetilskrivning indstillet.
Klageren er ved RB-bankens skrivelser af 13. januar 1983 og 5. april 1984 blevet underrettet om gældens størrelse, og såvel RBbanken som indklagede har været berettiget til at vælge, på hvilken del af engagementet man ville afskrive de modtagne indbetalinger. Man har således valgt primært at foretage afskrivning på rentekravene.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har været berettiget til, da det viste sig, at klagerens engagement ikke længere kunne betragtes som nødlidende, at genoptage rentetilskrivningen på dette.
Indklagedes krav på rente er, som også erkendt af indklagede, undergivet en forældelsesfrist på 5 år i medfør af § 1 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, og forældelsesfristen er ikke afbrudt på nogen af de i lovens § 2 foreskrevne måder, erhvervelse af klagerens erkendelse af gælden eller ved foretagelse af retslige skridt mod ham med påfølgende erhvervelse af retsafgørelse uden ufornødent ophold.
Indklagede har derfor været uberettiget til ved opgørelse af klagerens engagement at debitere dette renter, som forfaldt mere end 5 år før opgørelsestidspunktet, og klagerens subsidiære påstand tages derfor så vidt til følge, idet det dog bemærkes, at Ankenævnet på det foreliggende grundlag er ude af stand til at tage stilling til beløbsstørrelsen.
Som følge heraf