Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ændring af puljesystem.

Sagsnummer: 9/2002
Dato: 02-07-2002
Ankenævn: Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Puljepension - ændring af puljesystem
Ledetekst: Ændring af puljesystem.
Indklagede: BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Indklagede gennemførte pr. 1. oktober 2001 en ændring af sine puljeordninger. Indklagede orienterede sine kunder via en masseudsendelse af en skrivelse. Klagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en kunde, der gør gældende ikke at have modtaget indklagedes skrivelse, kan gøre krav gældende i denne anledning.

Sagens omstændigheder.

Klageren har en kapitalpensionskonto hos indklagede. Primo 2001 var kontoen tilknyttet indklagedes puljeordning og fordelt på to puljer henholdsvis "Dansk aktiepulje" og "Kort blandet pulje". Indklagede har anført, at der i perioden januar til september 2001 gennemsnitlig var placeret ca. 76.000 kr. i aktiepuljen og ca. 97.000 kr. i "Kort blandet pulje".

Indklagede har anført, at man i marts 2001 besluttede at ændre pensionspuljerne. Underretning herom skete ved fremsendelse af en skrivelse til kunder omfattet af ændringen. Af en skrivelse dateret "marts 2001" til klageren fremgår:

"[Indklagede] introducerer den 1. oktober 2001 nye muligheder for investeringer af pensionsopsparing. Det betyder, at din pensionsordning ophører i sin nuværende form. Sammen med dette brev sender vi derfor en brochure om den nye mulighed - Puljeinvest. Du får også et eksemplar af regler for Puljeinvest og Retningslinier for administration af Puljeinvest.

Din pensionsordning har hidtil været tilsluttet med en andel i Kort blandet pulje og ligner dermed det, vi kalder Bankvalg i brochuren. Vi foreslår derfor, at din ordning føres videre i Puljeinvest, Bankvalg.….I Puljeinvest, Bankvalg vælger banken, hvordan din investering bliver sammensat. Kombination af puljer sker ud fra hensyn til ordningens udtrædelsesdato af puljeinvest. Vi fastsætter denne dato ud fra din pensionsordnings udløbstidspunkt.

Kontonummer

Udtrædelsesdato

Kapitalpension

……..

31.07.2010



I takt med at pensionsordningens udløbstidspunkt nærmer sig, øges andelen af puljer med obligationer for at sikre dig et mere stabilt afkast.…..Ønsker du at ændre din investeringsaftale, skal du kontakte os.Hører vi ikke fra dig - senest den 24. september 2001 - vil din aftale forsætte under Puljeinvest, Bankvalg."

Af brochuren "Puljeinvest - samler investeringskræfterne" fremgår:

"BankvalgI bankvalg sammensætter vi fordelingen af værdipapirtyper. Det gør vi under hensyn til:- Investeringshorisonten - de gældende beskatningsregler- bankens forventninger til udviklingen på værdipapirmarkederne. Vi vurderer og tilpasser løbende sammensætningen af værdipapirer. Det betyder, at sammensætningen og de enkelte værdipapirtyper kan skifte i opsparingsperioden. Når opsparingens udbetalingstidspunkt nærmer sig, øges andelen af puljerne med obligationer for at sikre et mere stabilt afkast.

Eksempel på pulje fordeling i Bankvalg(marts 2001)

Pensionskonti:

År til udtræden

0-2

2-4

4-6

6-8

over 8

Kontant

Korte danske obl.

69%

18%

Danske obl.

33%

42%

39%

30%

Korte indeks obl.

21%

21%

15%

8%

Lange indeks obl.

5%

5%

13%

Danske Aktier

3%

6%

9%

12%

15%

Udenlandske aktier

7%

12%

18%

25%

31%

Udenlandske obl.

10%

11%

11%

11%"

Klageren har anført, at han ikke modtog indklagedes skrivelse.

Ved skrivelse af 23. oktober 2001 rettede klageren henvendelse til Forbrugerombudsmanden. Af skrivelsen fremgår, at klageren var blevet opmærksom på, at indklagede i marts måned 2001 havde fremsendt skrivelse om ændringer i puljeordningerne. Klageren anførte, at han havde opdaget ændringen i forbindelse med overvejelser om flytning til andet pengeinstitut i begyndelsen af september. Klageren anmodede Forbrugerombudsmanden om at tage stilling til indklagedes fremgangsmåde i forbindelse med ændringen af puljeordningen. Ved skrivelse af 23. november 2001 meddelte forbrugerstyrelsen klageren, at man havde rettet henvendelse til indklagede om fremgangsmåden ved gennemførelsen af ændringen af puljesystemet. Forbrugerstyrelsen bemærkede samtidig, at anvendelse af negativ aftalebinding måtte anses for at være i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.

Af de regler, der var gældende for indklagedes puljeordning frem til de varslede ændringer pr. 1. oktober 2001, fremgår:

" Generelt…..Banken kan opsige én eller flere puljer med 3 måneders skriftligt varsel til udgangen af en måned"

Indklagede har oplyst, at afkastet af klagerens kapitalpension i de tre første kvartaler i 2001 var negativt med 15.524,32 kr. (eksklusiv administrationsgebyr). For 4. kvartal var afkastet positivt med 4.890,27 kr. (eksklusiv administrationsgebyr).

Parternes påstande.

Klageren har den 7. januar 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke modtog indklagedes skrivelse fra marts 2001 om ændringerne af puljesystemet. Det sker ret tit, at han modtager forkert post, så en anden må have modtaget brevet vedrørende ændringerne.

Frem til ændringen pr. 1. oktober 2001 var op imod halvdelen af midlerne investeret i danske aktier. Hertil kommer aktier, der måtte være i puljen "Kort blandet pulje". Efter omlægningen er der kun 14% danske aktier.

Det er hans indtryk, at danske aktier har genvundet en del af deres værdi, hvilket han hele tiden har sat sin lid til. Derfor ville han aldrig have ladet sin pulje sammensætning være som den, indklagede har valgt. Han ønsker puljefordelingen ændret, sådan at han pr. 1. oktober 2001 får den oprindelige fordeling.

Indklagede har anført, at i henhold til de tidligere gældende puljeregler kunne man opsige en pulje med 3. måneders skriftligt varsel til udgangen af en måned. Man valgte imidlertid at foretage ændringen med et varsel på 6 måneder.

Skrivelsen fra marts 2001 om ændringerne er udsendt til samtlige kunder, der havde indgået aftale om optagelse i ordningen. Man har ikke fra andre kunder modtaget meddelelse om, at skrivelsen ikke er kommet frem. Der er således en formodning for, at brevet er sendt til og modtaget af klageren. Det bemærkes herved, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at der var særlige uregelmæssigheder i klagerens postdistrikt på det pågældende tidspunkt. Man var ikke forpligtet til at fremsende skrivelsen ved anbefalet brev.

Forud for afsendelsen af brevene blev der for alle kunder foretaget en vurdering af, hvilken pulje indklagede ville anbefale pågældende kunde at indtræde i pr. oktober 2001.

Indklagede foreslog, at klagerens pensionsordning, der var tilsluttet "Kort blandet pulje", hvor der investeres i danske og udenlandske obligationer, blev videreført i bankvalg. Det fremgik, at hvis indklagede ikke inden 24. september 2001 havde modtaget meddelse om andet puljevalg fra kunden, ville aftalen fortsætte under Puljeinvest, Bankvalg.

For kunder med en udtrædelsesdato svarende til klagerens valgte man, at puljen skulle investere 38% i danske obligationer, 13% i lange indeksobligationer, 14% i danske aktier, 30% i udenlandske aktier og 11% i udenlandske obligationer. Der blev således investeret i samme aktietyper som oprindelig valgt af klageren.

Omlægningen af klagerens pensionsordning har ikke medført tab. Således var der for 4. kvartal 2001 et positivt afkast.

Såfremt klageren ønsker at ændre puljesammensætningen, vil det ikke kunne ske med tilbagevirkende kraft, men klageren må rette henvendelse til sin kontoførende afdeling herom.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at skrivelsen af marts 2001 vedrørende indklagedes pensionspuljer er fremsendt til klageren. Da der endvidere ikke foreligger oplysninger om uregelmæssigheder i postomdelingen i det område, hvor klageren bor, på det pågældende tidspunkt, må det lægges til grund, at klageren har modtaget skrivelsen. Det bemærkes herved, at indklagede ikke var forpligtet til at fremsende skrivelsen anbefalet.

Indklagede kunne opsige de hidtidige pensionspuljer med 3 måneders varsel, men valgte i dette tilfælde at give et varsel på 6 måneder. Da de hidtidige puljer ophørte, måtte kundernes midler nødvendigvis placeres enten i en eller flere af de nye puljer eller som kontantindskud. På denne baggrund finder Ankenævnet ikke grundlag for at kritisere den af indklagede fulgte fremgangsmåde, hvorefter indklagede for hver enkelt kunde ud fra midlernes hidtidige placering fremsatte et forslag om den fremtidige placering, således at dette forslag blev fulgt, medmindre kunden inden den 24. september 2001 tilkendegav ønske om en anden placering. Klageren reagerede ikke inden for denne frist over for indklagedes forslag om, at hans pensionsmidler fremtidig blev placeret i Puljeinvest, Bankvalg, og klageren kan herefter ikke efterfølgende gøre indsigelse mod, at midlerne blev placeret på denne måde fra den 1. oktober 2001. Klagerens påstand om erstatning kan derfor ikke tages til følge.

Det bemærkes, at klageren i hvert fald i slutningen af oktober 2001 var klar over, hvorledes midlerne havde været placeret siden 1. oktober, og han siden har haft mulighed for at ændre midlernes fordeling på puljer til det, der svarer til hans ønsker. Det er heller ikke godtgjort, at han har lidt tab ved placeringen i Puljeinvest, Bank-valg.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.