Størstebeløb for hævninger pr. døgn.
| Sagsnummer: | 272 /1991 |
| Dato: | 25-06-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Gert Bo Gram, Søren Geckler, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Størstebeløb for hævninger pr. døgn. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Tirsdag den 2. april 1991 kl. ca. 17.00 blev klageren, da hun ventede på et tog på Nørreport Station, opmærksom på, at hendes pung indeholdende bl.a. hendes dankort var bortkommet. Kortet blev spærret ved klagerens telefoniske henvendelse til PBS kl. 17.30. Klageren har vedrørende kortets bortkomst oplyst, at hun bagerst i den pung, hvor kortet opbevaredes, tillige opbevarede et billede af sin samlever, bag på hvilket den til kortet hørende PIN-kode var noteret.
Det viste sig efterfølgende, at der på kortet, forinden dette blev spærret, kl. 17.10 var hævet 2.000 kr. i en intern pengeautomat i indklagedes Frederiksborggade afdeling, der er ført gennem muren ud til Frederiksborggade, og kl. 17.17 var der hævet 2.000 kr. i en DK-kontanten på Hovedbanegården.
I indklagedes regler for dankort er under pkt. 1 om kortets anvendelsesmuligheder anført:
"1. Kortindehaver kan bruge [indklagedes] dankort ...... a) som hævekort 1) - til udbetaling af kontanter i [indklagede] 2) - til udbetaling af kontanter ved kasser i andre pengeinstitutter, der har tilsluttet sig aftale herom - til udbetaling af kontanter ved pengeautomater i andre pengeinstitutter, der har tilsluttet sig aftaler herom - til udbetaling fra pengeautomater mærket "KONTANTEN". For pkt. 2 gælder, at der kan udbetales p.t. kr. 2.000 pr. dag."
Efter at indklagede har meddelt klageren, at hun selv hæfter for det hævede beløb på 4.000 kr., har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for nogen del af det hævede beløb, subsidiært, at hun alene hæfter for 2.000 kr. af det hævede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for sin principale påstand anført, at hun havde noteret koden ned bag på billedet af samleveren, da koden var forholdsvis ny, og hun eventuelt ikke ville kunne huske den. Efter at klageren havde konstateret, at hendes pung var bortkommet, forsøgte hun at indløse en check i de forskellige kiosker på stationen, hvilket næsten var umuligt uden dokumentation af nogen form. Da det endelig lykkedes for klageren at indløse en check, kontaktede hun telefonisk politiet, som oplyste hende om nummeret på PBS. Klageren har således spærret kortet så hurtigt, som det var muligt for hende og finder derfor ikke, at hun har handlet groft uagtsomt ved at notere PIN-koden bag på et billedet.
Til støtte for sin subsidiære påstand har klageren anført, at beløbet er hævet udenfor indklagedes normale åbningstid, og at hun adskillige gange fra indklagedes hovedafdeling har faet oplyst, at hun højst kan hæve 2.000 kr. pr. døgn udenfor bankens almindelige åbningstid. Det fremgår af indklagedes regler for dankort, at der alene kan hæves 2.000 kr. i pengeautomater, hvorfor klageren finder, at hun alene bør hæfte for 2.000 kr. af det hævede beløb.
Indklagede har anført, at der ved begge de foretagne hævninger ikke har været foretaget forgæves PIN-kodeforsøg, og at klagerens opbevaring af kortet og den tilhørende PIN-kode sammen i klagerens pung er groft uagtsomt, idet den uvedkommende trediemand blot ved en handling blev i stand til at fratage klageren såvel kort som kode, hvilket har muliggjort de omhandlede hævninger. De af klageren påberåbte regler for dankort indebærer ikke, at kortindehaveren garanteres mod hævninger af mere end 2.000 kr. pr. døgn. Reglerne indeholder alene en kort orientering om kortets anvendelsesmuligheder, herunder hvad klageren under normale omstændigheder kan forvente at hæve pr. døgn på dankortet. I den konkrete sag er der hævet dels ved en intern pengeautomat, dels ved en kontantautomat, og indklagede finder ikke at have mulighed for at kommentere klagerens oplysning om, at hun af indklagedes hovedsæde har fået oplyst, at der alene kunne hæves 2.000 kr. pr. døgn udenfor bankernes almindelige abningstider, idet indklagede ikke er bekendt med, hvem der har givet oplysningerne, og under hvilke omstændigheder oplysningerne i givet fald er afgivet.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Frank Poulsen, Gert Bo Gram og Erik Sevaldsen udtaler:
Efter den på misbrugstidspunktet gældende affattelse af betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret en seddel med PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at hun i den pung, hvori kortet opbevaredes, tillige opbevarede et billede, bagpå hvilket kortets PIN-kode var noteret. Vi finder, at klageren herved har udvist grov uagtsomhed og derfor bør hæfte for misbruget med 4.000 kr. Vi finder ikke, at indklagedes regler for kortets anvendelse kan fortolkes således, at det anførte maksimale hævebeløb på 2.000 kr. pr. døgn tillige angiver en begrænsning af klagerens hæftelse ved misbrug af kortet. Vi stemmer herefter i det hele for, at klagen ikke tages til følge.
2 medlemmer - Niels Busk og Søren Geckler - udtaler:
Vi lægger til grund at klageren i det foreliggende tilfælde har opbevaret kortet og PIN-kode, i en pung, der er bortkommet, men at omstændighederne herved ikke nærmere er oplyst.
Ved domme af den 24. februar og 23. april 1992 har Østre Landsret afgjort ankesager, hvis udfald - ligesom den foreliggende sags i væsentligt omfang har været afhængig af fortolkningen af betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, i bestemmelsens tidligere gældende affattelse. Vi forstår dommene således, at det ved afgørelsen af, om kortet er mistet ved grov uagtsomhed, efter landsrettens opfattelse er en relevant omstændighed, at PIN-koden blev opbevaret sammen med kortet, men at sådan samlet opbevaring ikke automatisk bør føre til, at der statueres "grov uagtsomhed". Dette spørgsmål må besvares på grundlag af en samlet vurdering af den måde, hvorpå kortet og koden blev opbevaret.
Ved en vurdering af den foreliggende sag i lyset af de nævnte landsretsdomme finder vi det ikke godtgjort, at klageren ved grov uagtsomhed har mistet kort og kode, idet omstændighederne ved kortets og kodens bortkomst ikke nærmere er oplyst. Vi stemmer derfor for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.