Indsigelse mod krav i henhold til dom fra 1981.
| Sagsnummer: | 118/2008 |
| Dato: | 15-10-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod krav i henhold til dom fra 1981. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod Sydbanks krav i henhold til en dom fra 1981.
Sagens omstændigheder.
Ved udeblivelsesdom af 18. august 1981 blev klageren dømt til til Sparekassen Sønderjylland, nu Sydbank, at betale 2.854,84 kr. med tillæg af den af sparekassen til enhver tid fastsatte udlånsrente p.t. 23 % fra den 20. maj 1981 samt sagens omkostninger 595 kr.
Af en opgørelse til fogedretten af 15. september 1981 fremgår, at der blev begæret udlæg for 3.761,89 kr., heraf renter 209,75 kr. for perioden fra 30. maj 1981 og omkostninger 697,30 kr. Sagen blev foretaget i fogedretten den 2. marts 1982, hvor kravet blev opgjort til 4.191,89 kr. med udgangspunkt i opgørelsen pr. 15. september 1981.
Ved brev af 15. maj 1990 rykkede Sparekassen Sønderjylland for betaling af 3.790,84 kr.
Af fogedrekvisition af 18. oktober 2007 fremgår, at klageren ikke havde betalt til Sydbank, som derfor begærede udlæg foretaget for 8.529,66 kr., der fremkom således:
"…
Opgjort i fogedretten den 12-01-1982 (over-træk på konto) | kr. | 3.982,14 |
med fradrag af tilskrevne renter | ||
+ 5 års ej forældede renter | kr. | 4.227,52 |
I alt | kr. | 8.209,66 |
Fogedgebyr | kr. | 320,00 |
I alt | kr. | 8.529,66 |
Af påtegning på fogedrekvisitionen fremgår, at kravet den 5. december 2007 i fogedretten blev opgjort til 9.279,66 kr.
Ved brev af 13. november 2007 erindrede Sydbank klageren om kravet opgjort til 4.191,89 kr. med tillæg af ikke forældede renter, idet det blev oplyst, at brevet blev fremsendt som påkrav i forbindelse med ændring af forældelsesreglerne.
Banken har anført, at den ved fogedforretningen den 5. december 2007 opnåede udlæg i klagerens faste ejendom. Klageren protesterede ikke i fogedretsmødet mod opgørelsen af kravet, men tilbød en afdragsordning med 1.000 kr. månedligt. Dette accepterede banken. Klageren har i overensstemmelse hermed betalt ydelser i februar og marts måned 2008.
Det er oplyst, at klageren nu har betalt gælden. Han har imidlertid fastholdt sine indsigelser.
Parternes påstande.
Klageren har den 11. april 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at "gælden er forældet".
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at Sydbanks krav er forældet, idet kravet er ca. 25 år gammelt.
Han har intet kendskab til dommen af 18. august 1981, da han slet ikke har modtaget stævning i sagen.
Banken har ikke sendt ham et årligt kontoudtog, og han hørte først fra banken om sagen ved årsskiftet 1999/2000.
Hertil kommer, at Sydbank har tilladt sig at beregne renter fra 12. januar 1982. I øvrigt har banken pligt til at indkalde ham årligt i fogedretten, såfremt man vil beregne sig renter for ca. 25 år. Ellers kan banken højst gå et år tilbage med gamle renter.
Gælden er i øvrigt opstået i et andet pengeinstitut, som Sydbank enten har fusioneret med eller overtaget.
Sydbank har anført, at klageren har været tilsagt til møde i fogedretten, hvor sagen senest blev sluttet 2. marts 1982.
Der er fremsendt rykkerskrivelse til klageren den 15. maj 1990 med opfordring til at indgå en afdragsordning. Klageren er desuden rykket for betaling i 1999, 2002 samt 2007.
Bankens krav er ikke forældet, og klageren har ikke tidligere anfægtet fordringens eksistens.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens indsigelse mod udeblivelsesdommen af 18. august 1981 kan ikke tages til følge.
Forud for ikrafttrædelsen af den nye forældelseslov (forældelsesloven) den 1. januar 2008 var hovedstolen i henhold til dommen alene omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4. Det samme var tilfældet for sagsomkostningerne tilkendt ved dommen og ved de senere fogedforretninger. Forældelsesfristen efter Danske Lovs 5-14-4 er afbrudt bl.a. ved brevet af 15. maj 1990 fra Sparekassen Sønderjylland og ved udlægsbegæringen af 18. oktober 2007. Hovedstol og sagsomkostninger var således ikke forældet ved forældelseslovens ikrafttræden, og da forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 først ville indtræde efter den 1. januar 2011, følger det af overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 1, at forældelse tidligst indtræder denne dato. Hovedstol og sagsomkostninger er således ikke forældet.
Forud for ikrafttrædelsen af forældelsesloven var renter omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908. Af overgangsreglen i forældelseslovens § 30, stk. 1, følger, at Sydbank ved opgørelser af kravet, som finder sted inden udgangen af 2010, fortsat kan gøre krav på renter af hovedstolen, der er forfaldet inden for de seneste 5 år. Bankens opgørelse i fogedrekvisitionen af 18. oktober 2007 er i overensstemmelse hermed.
Det bemærkes, at Ankenævnet ikke i øvrigt har taget stilling til størrelsen af bankens samlede krav.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.