Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for forøget afgift ved konvertering af kapitalpension til aldersopsparing som følge af værditilvækst i bankens ekspeditionsperiode

Sagsnummer: 365/2013
Dato: 24-04-2014
Ankenævn: John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Hans Daugaard, Morten Bruun Pedersen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning for forøget afgift ved konvertering af kapitalpension til aldersopsparing som følge af værditilvækst i bankens ekspeditionsperiode
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for forøget afgift ved konvertering af kapitalpension til aldersopsparing som følge af værditilvækst i bankens ekspeditionsperiode.

Sagens omstændigheder

Klageren havde en kapitalpension i Jyske Bank.

Ved lov nr. 922 af 18. september 2012, som ændret ved lov nr. 1354 af 21. december 2012, blev der indført mulighed for at konvertere en eksisterende kapitalpension til en ny pensionsordning, aldersopsparing, i 2013 (senere forlænget til 2014) mod betaling af en reduceret afgift på 37,3 % af pensionens værdi på konverteringstidspunktet. De nye regler havde virkning fra og med indkomståret 2013.

Ved brev dateret november 2012 informerede banken klageren om de nye regler:

Ny pensionsordning på vej: Aldersopsparing afløser kapitalpensionen

2012 er sidste år, du kan få fradrag i skat for at betale ind til kapitalpension – derfor lukker vi også for indskud fra årsskiftet.

I stedet kan du fra næste år sætte op til 27.600 kr. om året ind på en aldersopsparing. …

Rabat – hvis du betaler afgift af din kapitalpension i 2013

Det bliver nu muligt at forudbetale den afgift til staten, som du ellers først skulle have betalt ved udbetaling af kapitalpensionen. Vælger du at betale afgiften i 2013, og dermed ændre din kapitalpension til en alderspension, får du 2,7 % i rabat, da afgiften midlertidigt er sat ned fra 40% til 37,3%. Venter du til 2014 eller senere er afgiften de normale 40%. Tag derfor stilling i løbet af 2013.

Kontakt os …

Og lad os aftale, hvordan du handler ud fra de nye regler …”

Klageren har oplyst, at han rettede henvendelse til sin rådgiver i banken, R, i november 2012 for at få udarbejdet en aftale om konvertering af kapitalpensionen fra den 2. januar 2013.

Ved e-mail af 7. maj 2013 rejste klageren indsigelse mod bankens ekspeditionstid og anførte, at han som følge heraf var blevet påført et tab på 37,3 % af pensionens værditilvækst i 2013. Klageren anførte endvidere blandt andet:

” … I november måned 2012 snakkede vi sammen [R], og jeg gjorde opmærksom på, at jeg gerne ville have min kapitalpension overført til aldersopsparing den 2. januar 2013 …

Jeg var i banken den 3. januar 2013, for at få ordnet tingene som vi havde aftalt, men fik at vide, at overførslen først kunne ske efter 1. kvartal 2013.

Jeg var igen i banken lige efter 1. april 2013, men fik at vide, at det først var muligt at foretage overførslen efter 1. maj. 2013, og i går fik jeg så at vide, at det stadig ikke er muligt at foretage overførslen. …”

Ved brev af 23. maj 2013 meddelte banken, at banken arbejdede på at få udviklet sit system, så konverteringerne ikke skulle ske manuelt med deraf følgende risiko for fejl, og at banken ikke kunne give et estimat på, hvornår en løsning var klar. Banken anførte endvidere, at klageren havde mulighed for at overføre sin pension til anden pensionsudbyder, men at banken ikke var bekendt med, om andre udbydere havde konverteringsløsninger klar.

Ultimo august 2013 anmodede klageren om, at konverteringen blev gennemført med tilbagevirkende kraft fra årsskiftet 2013.

Den 2. september 2013 underskrev klageren en aftale om ændring af kapitalpension til aldersopsparing, hvori klageren havde overstreget aftalens ordlyd om, at afgiften ville blive beregnet af værdien af ordningen ”på tidspunktet for beregning og afregning af afgiften” og i stedet havde anført ”pr. 02.01.13”.

Den 24. september 2013 afviste banken klagerens krav om konvertering med tilbagevirkende kraft. Banken anførte endvidere, at klageren i den forløbne periode kunne have overflyttet kapitalpensionen til en anden udbyder, der måtte have været i stand til at gennemføre konverteringen hurtigere end banken.

Den 22. oktober 2013 underskrev klageren og banken en aftale om ændring af kapitalpension til aldersopsparing, hvorefter afgiften ville blive beregnet af værdien af ordningen på tidspunktet for beregning og afregning af afgiften. Konverteringen blev gennemført samme dag, hvor der blev betalt en afgift på 723.324 kr.

Klageren har oplyst, at depotets værdi var steget med 277.464 kr. fra årsskiftet 2013 til konverteringstidspunktet.

Banken har fremlagt Skatteministeriets svar til Folketingets skatteudvalg af 14. juni 2013 vedrørende konverteringsgebyrer. Af svaret fremgår blandt andet, at ”hensigten med initiativet i skattereformen var at give pensionsselskaberne mulighed for at tilbyde konverteringen …”.

Parternes påstande

Den 19. november 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale 103.470 kr.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken ikke har villet overføre hans kapitalpension til en aldersopsparing pr. 2. januar 2013. Banken har som følge heraf påført ham et tab på 103.470 kr.

Han henvendte sig i banken allerede i november 2012 for at få overført kapitalpensionen til en aldersopsparing den 2. januar 2013, da han forventede, at depotet ville stige i værdi efter det store tab efter finanskrisen. R vidste ikke helt, hvordan overførslen skulle foregå, da bankens medarbejdere først skulle på kursus. R nævnte ikke noget om, at konvertering fra årsskiftet ikke kunne lade sig gøre.

Banken var i besiddelse af de nødvendige tal for at foretage en beregning pr. 2. januar 2013. Kontonumrene for kapitalpension og aldersopsparing er det samme. Alene kontoens navn er ændret fra kapitalpension til aldersopsparing.

Heller ikke efterfølgende nævnte R noget om, at konvertering den 2. januar 2013 ikke kunne lade sig gøre.

I brev af 7. maj 2013 forbeholdt han sig at kræve erstatning for det eventuelle tab ved manglende konvertering pr. årsskiftet. I brev af 23. maj 2013 anførte banken, at der kunne ske manuel konvertering, men at der så kunne være risiko for fejl.

Banken har efterfølgende anført, at han ikke havde et krav på at få kapitalpensionen overført til aldersopsparing. Dette hænger ikke sammen med bankens brev fra november 2012, hvor banken bad ham om at kontakte banken for at træffe aftale om, hvordan han ville handle ud fra de nye regler. Brevet var sendt til ham og underskrevet af R, så han gik ud fra, at brevet specifikt vedrørte hans kapitalpension. Banken har endvidere anført, at der ifølge brevet ”ville komme en mulighed” for at konvertere. Dette er ikke korrekt. I brevet står, at det ”bliver” muligt at forudbetale afgiften ved ”at ændre kapitalpensionen til aldersopsparing i 2013”. Muligheden måtte således gælde fra 1. januar 2013. Brevet var derfor misvisende, og bankens personale vidste tilsyneladende intet om konverteringsproblemet.

Banken har tilsyneladende ikke haft travlt med at få gennemført konverteringen, som påførte banken et stort likviditetskrav i forbindelse med betaling af afgiften.

Andre pengeinstitutter har gennemført konverteringer på fire måneder.

Bankens henvisning til Skatteministeriets svar til Folketinget er ikke relevant, da spørgsmålet ikke angår, om pengeinstitutter var forpligtede til at tilbyde konvertering, men alene spørgsmålet om størrelsen af konverteringsgebyrer.

Jyske Bank har blandt andet anført, at banken ikke var forpligtet til at stille en mulighed for konvertering til rådighed for sine kunder, jf. Skatteministeriets svar til Folketinget.

Bankens brev til kunderne om, at der ville blive mulighed for i 2013 at forudbetale afgiften er ikke en tilsikring om, at afgiftsbetaling ville kunne ske umiddelbart efter årsskiftet. Brevet indeholder ikke nogen tidsangivelse for, hvornår konvertering ville kunne finde sted. Heller ikke i brev af 23. maj 2013 gav banken noget estimat over, hvornår en løsning i banken kunne forventes at være på plads.

I august 2013 henvendte klageren sig på ny og anmodede om konvertering pr. årsskiftet 2013. Klageren ønskede et skriftligt svar fra banken. Da bankens afslag af 24. september 2013 forelå, aftalte R og klageren, at klageren skulle vende tilbage med hensyn til, om han ønskede at foretage konverteringen alligevel. Klageren henvendte sig herefter den 22. oktober 2013.

Banken er ikke ansvarlig for, at der ikke kunne udvikles en løsning til konvertering med det samme. Bankens datacentral arbejdede hårdt for at nå frem til en løsning, men der var udfordringer med at få systemet til at fungere fejlfrit, hvorfor der skete gentagne udskydelser.

Klageren kunne have valgt at lade sin opsparing overføre til en anden pensionsudbyder, som måtte være i stand til at gennemføre en konvertering med det samme.

Klageren kan ikke have en berettiget forventning om, at konvertering ville kunne ske straks ved årsskiftet. Klageren har dermed ikke krav på at blive stillet som om, at konvertering kunne ske ved årsskiftet. Banken bekendt kunne ingen pensionsudbydere tilbyde en løsning på det tidspunkt.

Banken har været berettiget til at tilrettelægge ekspeditionen af de indkomne sager om konvertering fra bankens kunder.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder ikke, at Jyske Bank har tilsikret klageren, at konvertering af hans kapitalpension til aldersopsparing kunne ske pr. 2. januar 2013.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken i forbindelse med konverteringen af klagerens kapitalpension til aldersopsparing begik fejl eller forsømmelser, herunder ved langsommelig ekspedition, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnets afgørelse