Ændringer i betingelser vedrørende kaution.
| Sagsnummer: | 248/2001 |
| Dato: | 28-12-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
|
| Ledetekst: | Ændringer i betingelser vedrørende kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens indsigelser vedrørende klagerens kautionsforpligtelse for et lån ydet af indklagede til klagerens ægtefælle til brug for indskud i et selskab.
Sagens omstændigheder.
Klagerens ægtefælle M ejede sammen med en tredjemand T et aktieselskab. Klageren var ansat i selskabet.
I oktober 1997 ydede indklagede to personlige lån til henholdsvis M og T på hver 1 mio. kr. med henblik på indskud af yderligere kapital i selskabet. Klageren kautionerede i denne forbindelse for 250.000 kr. vedrørende M's lån. Af gældsbrevet vedrørende kautionslånet, som klageren den 29. oktober 1997 underskrev som kautionist, fremgår, at lånet var afdragsfrit indtil den 11. juni 1998, hvor det forfaldt i sin helhed. Det fremgår yderligere, at kautionen bortfaldt, når:
"- | maksimum/saldo på kredit nr. […-815], tilhørende [M's og T's selskab] og |
- | restgælden på lån […-182], tilhørende [T] og |
- | restgælden på nærværende lån |
tilsammen er nedbragt til kr. 5.000.000,-" |
Klageren underskrev samtidig særskilt "Tillæg til aftale om kaution", hvori kautionens begrænsning til 250.000 kr. var angivet tillige med betingelserne for dens bortfald angivet som i gældsbrevet.
I maj 1998 blev der som datterselskab af aktieselskabet etableret et anpartsselskab med klageren som direktør.
Indklagede har anført, at baggrunden var en truende konkurs for aktieselskabet. En fusion med et delvis konkurrerende selskab gav imidlertid håb om en fremtidig overskudsgivende drift. Anpartsselskabet var et factoringsselskab, som indklagede ydede en kassekredit. Aktieselskabets kassekredit blev herefter nedbragt med likviditet fra anpartsselskabet, således at kreditrammerne totalt set blev øget med 2,9 mio. kr. Klageren har anført, at indklagede i denne forbindelse fik yderligere pant i varelager samt debitorer via anpartsselskabet, således at det usikrede engagement vedrørende konto -815 og konto -182 var nedbragt til ca. 2 mio. kr.
Ved omlægningen i maj 1998 underskrev klageren nyt tillæg til kautionsaftalen vedrørende M's lån. Af tillægget fremgår:
"Forlængelse af kaution, tidligere indgået den 29.10.1997.
Kautionistens tilsvar kan maksimalt gøres gældende for kr. 250.000 kr."
Indklagede har oplyst, at den 29. maj 1998 blev trækket på aktieselskabets kredit -815 nedbragt til 2.381.546 kr. Lånene til M og T var hver 1 mio. kr.
Den 4. august 1998 underskrev M nyt lånedokument vedrørende kautionslånet. Lånets forfaldstidspunkt var ændret til 11. juni 1999. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist begrænset til 250.000 kr. De i lånedokumentet af 29. oktober 1997 angivne betingelser vedrørende kautionens bortfald var udeladt. Klageren underskrev samtidig "Tillæg til aftale om kaution", hvoraf fremgår:
"Forlængelse af kaution, tidligere indgået den 29.10.1997.
Kautionistens tilsvar kan maksimalt gøres gældende for kr. 250.000 kr."
Den 31. maj 1999 underskrev M og klageren tillæg vedrørende kautionslånet, hvoraf fremgår, at afviklingen skulle tages op til drøftelse 1. september 1999.
Den 17. august 1999 underskrev M nyt gældsbrev vedrørende kautionslånet. Lånet forfaldt nu til betaling 11. september 2000. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist, idet kautionstilsvaret var begrænset til 250.000 kr. Klageren underskrev samtidig "Tillæg til aftale om kaution", hvoraf fremgår:
"Forlængelse af tidligere indgået kaution."
Den 1. november 2000 blev M's og T's aktieselskab erklæret konkurs.
Af en skrivelse af 8. november 2000 fra klagerens daværende advokat til indklagede fremgår:
"Jeg har på vegne af [klageren] lovet af bekræfte den aftale, der blev indgået på vort møde den 31.10.2000.
[Klagerens] kaution overfor [M's og T's aktieselskab] samt associerede selskaber udgør i alt kr. 407.500,00, hvortil kommer pant i hendes ejendom, beliggende […], på kr. 50.000,00.
Da [indklagedes] samlede tab overstiger ovennævnte samlede kaution/pant, var der enighed om, at [indklagede] kunne gøre kravet gældende overfor [klageren].
[Indklagede] tilkendegav følgende afviklingsordning:
…
[Klageren] ønsker at acceptere ovennævnte tilbud."
I maj og juni 2001 gjorde klageren indsigelse over for indklagede mod kautionsforpligtelsen.
Parternes påstande.
Klageren har den 4. juli 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen på 250.000 kr. ikke kan gøres gældende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun i forbindelse med underskrift af dokumenter den 7. maj 1998 ikke blev gjort bekendt med, at indklagede havde udeladt den tidligere bestemmelse om kautionens bortfald. Underskrift foregik samtidig med underskrift af andre dokumenter i forbindelse med sammenlægningen med det andet selskab. På forespørgsel bekræftede indklagedes medarbejder, at dokumentet var enslydende med det oprindelige, hvorfor hun uden videre underskrev. Hun modtog hverken før eller efter kopi af det underskrevne dokument.
Kautionsforpligtelsen blev ikke ændret den 7. maj 1998, idet der fortsat blev henvist til det oprindelige gældsbrev, som var uændret. Det fremgår endvidere, at der foreligger en forlængelse af kautionen og ikke en ny kaution. Indklagede har ensidigt forsøgt at ændre indholdet af kautionsforpligtelsen, således at denne blev udvidet. Havde hun været klar over ændringen, ville hun ikke have påtaget sig forpligtelsen.
Heller ikke ved senere ændringer og fornyelser af lånet blev det tilkendegivet, at kautionsforpligtelsen var ændret.
Ved mødet den 31. oktober 2000 blev hun klar over, at kautionsforpligtelsen ikke længere var indskrænket. Det af hendes tidligere advokat i skrivelsen af 8. november 2000 anførte er ikke i overensstemmelse med hendes opfattelse.
Hun var ikke bogholder i aktieselskabet, men bogholderiassistent.
Indklagede har anført, at det i maj 1998 var afgørende for indklagede, at ejerne og deres ægtefæller bakkede op med egne midler, og at de to lån på hver 1 mio. kr. etableret i oktober 1997 fortsatte uændret.
Da det lå klart, at selskabets likviditetsbehov ikke længere var midlertidigt, blev kautionerne forlænget, men uden aftalen om bortfald under visse forudsætninger. Tillæggene til kautionsaftalerne blev underskrevet alene med det formål, at der ikke længere skulle gælde en klausul om bortfald under bestemte forudsætninger.
Det har løbende været gjort klart over for klageren, at kautionen var en forudsætning for det fortsatte engagement med M's virksomhed. I sin egenskab af bogholder i M's selskab har udviklingen i engagementet og dermed kautionens eventuelle aktualitet været synlig for klageren.
Klageren underskrev frem til 17. august 1999 en række forlængelser af kautionen - både på lånedokumenterne samt på tillæg til aftalerne om kaution. Klageren og dennes ægtefælle var altid påpasselige med at få kopier af dokumenterne.
I august 1999 udtrådte T af virksomheden, og T's ægtefælles tilsvarende kaution blev indfriet, hvilket klageren var bekendt med.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af kautionslånet etableret den 29. oktober 1997 fremgår, at klagerens kautionsforpligtelse bortfaldt, når maksimum/saldoen på en kredit tilhørende M's og T's selskab samt restgælden på lånene etableret til M og T på hver 1 mio. kr. tilsammen var nedbragt til 5 mio. kr. Betingelsen fremgik med samme ordlyd af det særskilte dokument om kautionsaftalen, som klageren samtidig underskrev.
I maj 1998, august 1998 og august 1999 underskrev klageren på ny dokumenter vedrørende kautionsforpligtelsen. Af disse fremgår, at der var tale om en forlængelse af den kaution, som klageren tidligere havde indgået den 29. oktober 1997. Bestemmelsen om kautionens bortfald, når de før beskrevne lån mv. var nedbragt til 5 mio. kr., blev ikke gentaget. Det findes ikke godtgjort, at klageren uanset kautionsforpligtelsernes ordlyd ikke har accepteret, at bortfaldsklausulen ikke længere skulle være gældende.
Hertil kommer, at klageren i forhold til indklagede er forpligtet i overensstemmelse med den af hendes advokat den 8. november 2000 afgivne erklæring.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.