Arrest. Transport.
| Sagsnummer: | 392/1990 |
| Dato: | 05-04-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Skødedeponeringskonto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Arrest. Transport. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 19. oktober 1986 underskrev klageren og hendes nu afdøde ægtefælle en slutseddel, vedrørende køb af en ejerlejlighed af en kunde hos indklagede. I slutsedlen var bl.a. anført:
"Det forudsættes ligeledes, at ændringer i indretninger og installation er udført lovligt."
På sælgers anvisning oprettedes den 5. december 1986 en deponeringskonto i indklagedes Brønshøj afdeling med 289.890 kr. til fordel for sælger. Det var i deponeringsmeddelelsen anført, at beløbet kunne frigives, når endeligt skøde på ejendommen blev forevist i tinglyst stand uden retsanmærkninger, eller køber erklærede, at eventuelle anmærkninger ikke fandtes at være præjudicerende, ligesom det var anført, at beløbet kunne frigives i henhold til slutsedlens bestemmelser.
Den 18. maj 1987 tinglystes endeligt skøde på ejendommen med anmærkning om fordelingstallets størrelse og ejendommens pantehæftelser.
Ved skrivelse af 18. august 1987 til sælgers advokat fremsendte berigtigende advokat udkast til refusionsopgørelse, hvori var medtaget et beløb på 140.000 kr. i købers favør til lovliggørelse af lejligheden. Samtidig meddelte advokaten, at skødet var lyst anmærkningsfrit, hvorfor det deponerede beløb med fradrag af refusionssaldoen kunne frigøres til sælgerne. Kopi heraf fremsendtes til afdelingen.
Til sikkerhed for, hvad sælger til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig, gav sælgerne den 15. oktober 1987 indklagede håndpant i indeståendet på deponeringskontoen, som da udgjorde 145.301 kr.
Den 1. marts 1988 foretoges på begæring af klageren arrest i indeståendet på deponeringskontoen, og 7. marts 1988 indgav klageren arrestjustifikationsstævning. Ved Københavns Byrets udeblivelsesdom af 17. november 1989 dømtes sælgerne til at betale klageren 140.000 kr. til dækning af lovliggørelsesudgifter.
Klageren henvendte sig herefter ved sin advokat til indklagede med henblik på at få udbetalt 140.000 kr. af det beløb, hvori der var foretaget arrest. Indklagede afslog dette under henvisning til, at beløbet var håndpantsat til indklagede på et tidspunkt, hvor deponeringskontoen var frigivet.
Klageren har efter at have brevvekslet med indklagede indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale hende 140.000 kr. af indeståendet på den konto, hvori der blevet foretaget arrest, forrentet fra den 12. marts 1990 med en rentesats svarende til renten ved privatkassekreditlån med tillæg af provision.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det var en forudsætning for køberne, at lejligheden var lovligt indrettet, hvilket fremgik af slutsedlen. Uanset at sælgerne udtrykkeligt bekræftede dette i skødet, viste det sig imidlertid, at lejlighedens badeværelse og køkken ikke var lovligt indrettede, ligesom el-installationerne i lejligheden var ulovlige. Indklagede blev allerede i foråret 1987 underrettet om, at der var problemer med lejligheden, ligesom indklagede blev orienteret om, at der skulle tilbageholdes 140.000 kr. af det deponerede beløb til dækning af en lovliggørelse. I begyndelse af 1988 blev denne tilbageholdelsesret erstattet af arresten. Under arrestforretningen, som fandt sted i indklagedes Brønshøj afdeling, var indklagede repræsenteret af bestyreren, som noterede arresten. Et år efter, at arresten var foretaget, oplyste indklagedes advokat, at indklagede allerede i foråret 1987 skulle have fået deponeringskontoen i håndpant, og den 31. august 1989 fremsendte indklagedes advokat en kopi af håndpantsætningserklæringen, ligesom han oplyste, at indklagede havde søgt sig fyldestgjort i det deponerede beløb. Efter at sælgerne i justifikationssagen var blevet dømt til at betale klageren 140.000 kr., rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion og anmodede om at få udbetalt beløbet, som indklagede var instrueret om at tilbagebeholde. Indklagede afslog dette med den begrundelse, at beløbet var frigivet, da håndpantsætningen fandt sted. Dette er ikke korrekt, idet klagerens advokat ved skrivelse af 18. august 1987 til indklagede meddelte, at det deponerede beløb kunne frigives med fradrag af saldoen på den samtidig i udkast fremsendte refusionsopgørelse. Saldoen i denne refusionsopgørelse var 145.933,28 kr. i købers favør. Dette beløb var således ikke frigivet på tidspunktet for håndpantsætningen den 15. oktober 1987. Håndpantsætningen af 15. oktober 1987 kan ikke påberåbes i forhold til klageren, idet klageren ikke har modtaget den underretning, der efter gældsbrevsloven er en forudsætning for, at håndpantsætningen har bedre prioritet end klagerens ret. Indklagedes fremgangsmåde i den foreliggende sag er endvidere i strid med god bankskik, idet indklagede undlod at underrette klageren, der havde deponeret beløbet hos indklagede, om, at indklagede mente at have en rettighed over kontoen. End ikke under arrestforretningen fandt afdelingens bestyrer anledning til at nævne, at indklagede havde håndpant i kontoen. Først i august måned 1989 fremsendte indklagede kopi af håndpantsætningserklæringen samtidig med, at indklagede gjorde opmærksom på, at man havde en rettighed over kontoen. For så vidt angår det af indklagede anførte, hvorefter det ikke skulle være dokumenteret over for indklagede, at udbedringsudgifterne androg 140.000 kr., må klageren henvise til, at der foreligger en endelig dom, hvorefter indklagedes kunde skal betale 140.000 kr. til klageren.
Indklagede har anført, at det fremgår af deponeringsmeddelelsen af 5. december 1986, under hvilke betingelser det deponerede beløb skulle frigives. Betingelserne for frigivelse var opfyldt, da klagerens advokat i en skrivelse af 18. august 1987 til sælgers advokat meddelte, at skødet var lyst anmærkningsfrit, hvorefter der frit kunne disponeres over det deponerede beløb, således som det er sket. Fra dette tidspunkt havde klageren mulighed for at foretage arrest. Indklagede er ikke enig i, at håndpantsætningen af deponeringskontoen ikke kan påberåbes over for klageren, da klageren ikke er fordringens skyldner, og forholdet er derfor ikke omfattet af gældsbrevslovens § 31, stk. 1. Klagerens advokat har endvidere ikke været berettiget til at medtage udgifter til udbedring af mangler i refusionsopgørelsen. Det er ikke dokumenteret over for indklagede, at udbedringsudgifterne har andraget 140.000 kr. Den af klageren fremlagte dom er en udeblivelsesdom, og spørgsmålet om udbedringsudgifternes størrelse har således ikke været realitetsbehandlet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ifølge deponeringsmeddelelsen skulle det deponerede beløb frigives til sælgeren, når endeligt skøde var tinglyst uden præjudicerende bemærkninger, alene med fradrag af refusionsopgørelse over ejerlejlighedens udgifter.
Klageren havde således ikke sikkerhed for eventuelle mangelskrav i beløbet, der efter skødets tinglysning måtte betragtes som en erlagt del af købesummen, og klageren var ikke berettiget til at medtage eventuelle mangelskrav i refusionsopgørelsen.
Indklagedes Brønshøj afdeling findes herefter at have været forpligtet til at frigive den deponerede kontante udbetaling. Da klagerens advokat ikke havde ladet foretage retsskridt på pantsætningstidspunktet mod det deponerede beløb, og da sikringsakten ved håndpantsætningen er iagttaget, findes den af klageren foretagne arrest at måtte respektere håndpantsætningen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.