Indløsning af krydset check.
| Sagsnummer: | 56/1990 |
| Dato: | 30-04-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Per Overbeck, Niels Busk, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Check - indløsning
|
| Ledetekst: | Indløsning af krydset check. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved krydset check af 2. september 1988 trukket på Arbejdernes Landsbank fremsendte Alka forsikring 707,30 kr. til klageren, og den 8. september 1988 blev checken indløst hos indklagede.
Efter at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte hende det tab, hun har lidt som følge af, at indklagede har udbetalt beløbet til en ikke-berettiget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun på tidspunktet for udbetalingen ikke boede på den adresse, der er anført på checken, hvorfor hun ikke har modtaget denne, og at det tydeligt fremgår af checkkopien, at endossementet på checken er falsk. Klageren har aldrig været kunde hos indklagede, og klageren, der på tidspunktet for indløsning af checken ikke havde bopæl i den by, hvor indklagedes afdeling er beliggende, har naturligvis ikke taget til indklagede med offentlige transportmidler for at indløse en check, når hendes eget pengeinstitut lå nær hendes bopæl. Ind klagede har ved indløsningen af den krydsede check ikke iagttaget de regler, der gælder herfor, idet klageren ikke var kunde hos indklagede, og idet denne ikke kan redegøre for, hvilken legitimation der blev forevist ved indløsningen.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at checkens bagside kun er påført en underskrift, som derfor må være indløserens, og at underskriften ifølge sammenligning med klage rens underskrift på et andet i pengeinstituttet værende dokument er ægte. I forbindelse med indlæsning af checks fra ikke-kunder forlanges altid behørig legitimation. Der er derfor intet, der taler for, at der i sagen er sket en ekspeditionsfejl hos ind klagede og alt tyder på, at checken er udbetalt til klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren var ikke kunde hos indklagede, og dennes egen opfattelse af omstændighederne omkring erhvervelsen af den krydsede check indebærer derfor, at der foreligger en overtrædelse af checklovens § 38, stk. 3. På denne baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt findes klageren på tilstrækkelig måde at have sandsynliggjort, at checken ikke er indløst af hende. Herefter, og da indklagede efter sit standpunkt i sagen ikke har gjort gældende, at man i god tro har erhvervet checken fra en tredjemand, der var kunde hos indklagede, findes indklagede at være forpligtet til at erstatte klageren checkbeløbet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger betale 707,30 kr. til klageren. Klagegebyret tilbagebetales klageren.