Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse.

Sagsnummer:	311/2001
Dato:	14-03-2002
Ankenævn:	Peter Blok, Karin Duerlund, Mette Frøland, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn.
Klageemne:	Kaution - hæftelse Kaution - stiftelse
Ledetekst:	Indsigelse mod hæftelse.
Indklagede:	Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod indklagedes krav om indfrielse af en kautionsforpligtelse.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 23. december 1986 ydede indklagede sin kunde, D, et lån på 50.000 kr. Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist til sikkerhed for betaling af lånet med tillæg af renter og omkostninger.

D havde i forvejen et lån hos indklagede, som den 21. januar 1986 var blevet forhøjet med 4.200 kr. til 59.804,33 kr.

Til sikkerhed for D's engagement havde indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 22.000 kr. i D's sommerhus.

D, der led af en kræftsygdom, døde den 24. marts 1987. Pr. dødsdagen var restgælden på kautionslånet 39.809,28 kr. Restgælden på det gamle lån var 56.863,78 kr.

Den 8. september 1987 anmeldte indklagede kravene i henhold til lånene i dødsboet. Kravet i henhold til det gamle lån var som følge af modregning i D's positive indeståender nedsat til 39.254,86 kr.

Ifølge indklagede blev sommerhuset solgt på tvangsauktion uden dækning på ejerpantebrevet.

Ved skrivelser af henholdsvis 29. oktober og 7. december 1987 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse med henblik på afvikling af kautionsforpligtelsen.

Ifølge kontooversigt pr. den 31. december 1987 var gælden på kautionslånet 41.684,95 kr.

Ved anbefalet skrivelse af 10. juni 1988 rykkede indklagede for en afvikling af lånet. Såfremt klageren ikke kontaktede indklagede inden 8 dage "ser vi os nødsaget til at overdrage sagen til en advokat."

Fra og med januar 1993 fremsendte indklagede en gang årligt en saldomeddelelse til klageren vedrørende gælden i henhold til lånet, angivet til 41.684,95 kr. eksklusive renter.

I 2000 blev klageren gift og købte sammen med sin ægtefælle en fast ejendom.

Ved skrivelse af 20. marts 2001 opgjorde indklagede sit krav til 41.684,95 kr. plus renter i fem år, 41.614,33 kr., i alt 83.299,28 kr. Klageren blev anmodet om at indlevere oplysninger om sin økonomi, herunder husstandsindkomst, og såfremt der ikke var truffet afviklings- eller akkordaftale senest den 1. maj 2001 ville sagen uden yderligere varsel blive overdraget til retslig inkasso bl.a. med henblik på at foretage udlæg i ejendommen. Indklagede tilbød, at mellemværendet indtil den 1. maj 2001 kunne indfries ved betaling af 42.000 kr.

Ifølge en efterfølgende korrespondance mellem indklagedes og klagerens advokat forsøgte klageren forgæves at fremskaffe 42.000 kr. til afgørelse af mellemværendet.

Parternes påstande.

Den 3. september 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun troede, at hun underskrev lånedokumentet som vidne. Ved hendes underskrift er der anført: "Til vitterlighed". Indklagede oplyste, at det var en formssag, og at der var sikkerhed for lånet. Hun var på daværende tidspunkt under uddannelse til sygehjælper og enlig mor med to børn. Indklagede blev oplyst herom, og om at hun intet ejede af værdi. Indklagede var også bekendt med, at D var hårdt ramt af en kræftsygdom, og at han de seneste otte måneder kun havde haft indtægt i form af sygeløn. D var ikke hendes samlever.

Indklagede afskrev såvel D's indeståender, pantet i sommerhuset samt udlodningen fra D's insolvente dødsbo på det lån, som hun ikke havde skrevet under på, men tog til gengæld aldrig skridt til at inkassere gælden på det andet lån. I forbindelse med boopgørelsen meddelt bobestyreren, at hun bare skulle glemme lånet.

Indklagede har ikke kunnet fremlægge egentlige kontoudtog for D's lån for 1987 og 1988, og det er uoplyst, hvilket beløb indklagede modtog i forbindelse med udlodning i boet.

Hun har ikke besvaret indklagedes henvendelser om gælden og har aldrig anerkendt kautionsforpligtelsen. Indklagede har accepteret dette og har dermed frafaldet kravet. Indklagede gjorde heller ikke alvor af at overdrage sagen til advokat, da hun ikke besvarede skrivelsen af 10. juni 1988.

Det er urimeligt, at indklagede nu efter mange år retter henvendelse om sagen og inddrager hendes ægtefælle som medskyldner.

Ved modtagelsen af skrivelsen af 20. marts 2001 rettede hun henvendelse til den advokat, som var bobestyrer i boet efter D, og som medvirkede ved hendes og hendes mands køb af ejendom. Det viste sig, at advokaten ikke var egnet til at rede trådene ud, hvorfor hun selv indgav klage til Ankenævnet. Advokatens skrivelser skal betragtes som nulliteter.

Indklagede har anført, at det blev meddelt både D og klageren, at det var et vilkår for lånet, at D's samlever hæftede som kautionist. D og klageren oplyste, at klageren var D's samlever, og klageren påtog sig med sin underskrift på gældsbrevet at hæfte for lånet som selvskyldnerkautionist. På daværende tidspunkt var man ikke bekendt med, at D var syg.

Det bestrides, at det blev oplyst, at kautionen alene var en formssag, ligesom det bestrides, at kautionen skulle være frafaldet.

Efter D's død var det berettiget at nedbringe det ikke-kautionssikrede lån ved foretagelse af modregning i D's indestående. Der opnåedes ikke dækning på ejerpantebrevet, og man er ikke længere i besiddelse af oplysninger om, hvilket beløb der blev modtaget som udlodning fra dødsboet.

Der er ikke udvist passivitet, idet kautionsforpligtelsen blev gjort gældende over for klageren i 1987 og 1988, hvortil kommer, at der hvert år siden 1993 er blevet fremsendt saldomeddelelse til klageren vedrørende kautionsforpligtelsen.

Sagen blev i 1990 afskrevet internt, idet man på grund af klagerens økonomiske situation på daværende tidspunkt skønnede, at det ikke tjente noget formål at overgive sagen til retslig inkasso.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren underskrev gældsbrevet af 23. december 1986 som selvskyldnerkautionist, og der er ikke godtgjort omstændigheder, som kan føre til, at klageren ikke er bundet af kautionsforpligtelsen.

Indklagede var berettiget til at anvende debitors indeståender til modregning i det ikke kautionssikrede lån.

Klagerens forpligtelser som kautionist er - bortset fra renter - alene omfattet af den 20-årige forældelse efter DL 5-14-4, og der er ikke grundlag for at anse forpligtelsen for bortfaldet som følge af passivitet fra indklagedes side.

Da renter er omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908, må indklagedes krav mod klageren opgøres til den i dødsboet anmeldte restgæld 39.809,28 kr., med tillæg af 5 års renter.

Som følge heraf

Indklagede skal anerkende, at kravet mod klageren i henhold til dennes kautionsforpligtelse udgør 39.809,28 kr. med tillæg af 5 års renter.

I øvrigt tages klagen ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.