Provenu af udlandslån investeret i højtforrentede valutaer.
| Sagsnummer: | 617 /1994 |
| Dato: | 17-07-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
|
| Ledetekst: | Provenu af udlandslån investeret i højtforrentede valutaer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar 1990 ydede indklagede klageren et såkaldt invest-lån på 205.000 DEM. Lånet blev den 7. november 1991 forhøjet til 450.000 CHF. Det blev investeret i andre valutaer, herunder ESB, samt obligationer baseret på valutaerne AUD, GBP, FIM og ITL. Lånedokumentet indeholdt en fortrykt erklæring om, at underskriveren var gjort bekendt med, at invest-lån indebar en risiko for tab. Indklagede havde sikkerhed i de indkøbte værdipapirer samt valutakontrakter. Indklagede havde endvidere sikkerhed i et beløb på 113.000 DM. indbetalt af klageren.
I en skrivelse af 29. maj 1992 redegjorde indklagede for engagementets status. Indklagede opgjorde klagerens egenkapital til ca. 171.000 DEM. Af skrivelsen fremgik, at der alene var tale om et øjebliksbillede, som kunne ændre sig når som helst. Klageren havde tidligere på måneden forespurgt telefonisk, om han kunne få udbetalt 25.000 DEM til køb af en grund.
Ved skrivelse af 15. september 1992 modtaget af indklagede den 18. s.m. anmodede klageren om udbetaling af 30.000 DEM. I skrivelse af 21. september 1992 oplyste indklagede, at klagerens egenkapital samme dag var opgjort til 74.114 DEM. Man anførte, at den negative udvikling i engagementet skyldtes devalueringen af FIM med 15%, ITL med 7% og ESB med 5% sammenholdt med en stigende kurs på CHF. Indklagede afviste at udbetale det ønskede beløb, da engagementet ikke længere opfyldte den aftalte sikkerhedsmargin.
Efter at klageren i oktober 1992 havde anmodet om lukning af engagementet, fandt der en korrespondance sted, hvorunder klageren og dennes advokat gjorde gældende, at indklagede havde pådraget sig ansvar i anledning af hans tab. Dette afviste indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en passende erstatning for det lidte tab, som ifølge klageren udgør ca. 150.000 DM.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede undlod at advare om valutauroen i september 1992. Det var kendt i finansielle kredse, at der var risiko for valutauro, og indklagede burde derfor have tilrådet ham at omlægge engagementet. Det fremgår af lånedokumentet, at hvis indklagedes sikkerhed forringes eller trues som følge af fald i værdien af stillet sikkerhed, er indklagede berettiget til at realisere sikkerhederne. Indklagede havde tidligere kontaktet ham med forslag til omlægninger af engagementet, men dette skete ikke i september 1992. Det er hans opfattelse, at den manglende kontakt skyldtes, at den afdeling, som varetog engagementet, var underbemandet. Dette er bestyrket af udtalelser fra afdelingens leder. Indklagede havde endvidere i august 1992 undladt at fremsende kvartalsoversigt for engagementets status.
Indklagede har anført, at klageren var bekendt med, at invest-lån indebar en risiko for tab, hvilket også fremgik af lånedokumentet. Indklagede har ikke pådraget sig erstatningsansvar, idet man ikke kunne forudse sammenbruddet på det europæiske valutamarked i september 1992. Det bestrides, at indklagedes medarbejder skulle have udtalt sig som hævdet af klageren. Indklagede var ifølge lånedokumentet berettiget til at realisere værdipapirer, men ikke forpligtet hertil.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke at kunne bebrejdes indklagede, at man ikke forudså og advarede klageren mod de devalueringer, som fandt sted i forbindelse med uroen på det europæiske valutamarked i september 1992. Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan begrunde, at indklagede er erstatningsansvarlig over for klageren, som måtte indse, at der var tale om et risikobetonet engagement.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.