Rådgivning. Ophævelse af aftale om optagelse af udlandslån til investering i pantebreve.
| Sagsnummer: | 269/1989 |
| Dato: | 17-11-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
|
| Ledetekst: | Rådgivning. Ophævelse af aftale om optagelse af udlandslån til investering i pantebreve. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 6. oktober 1988 underskrev klagerne og indklagede en aftale om indklagedes levering af pantebreve til en kursværdi af op til 1 mio. kr. Klagernes køb af pantebrevene skulle finansieres dels ved en egenkapital på ca. 130.000 kr., dels ved klagernes optagelse af et udlandslån.
På mødet hos indklagede, som førte til underskrivelsen af leveringsaftalen, fik klagerne forelagt et prospekt, som beskrev den påtænkte pantebrevsinvestering og indeholdt en beregning af investeringens rentabilitet under nærmere angivne forudsætninger. Det hedder i skrivelsen bl.a.:
"Pantebrevene indkøbes i perioden 1. oktober 1988 - ultimo 1988, hvor hovedparten af beholdningen forventes at være på plads primo 1989 p.g.a. tinglysningstiden.
Forudsætninger:
1) Ovennævnte Chf-lån, CHF 192.000, hjemtages til kurs 454. Provenuet anbringes midlertidigt i obligationer/aftaleind skud, indtil pantebrevene nom. kr. 1,190 mill., fremkommer til afregning - fortjenesten herved er ikke medregnet i investeringen.
......"
Samme dag underskrev klagerne en rekvisition af garanti for udlandslån, hvorved indklagede blev anmodet om på deres vegne at optage og afgive garanti for et lån på 191.630 CHF, svarende til modværdien af ca. 870.000 danske kr. På rekvisitionsblanketten, som var fortrykt, var med maskinskrift tilføjet: ".... er berettiget til uden garantirekvirentens samtykke når som helst for garantirekvirentens regning og risiko at kurssikre lånet og/eller omlægge lånet til anden lånevaluta."
Den 20. oktober 1988 underskrev klagerne endelig en håndpantsætningserklæring, hvorved de til enhver tid indkøbte pantebreve samt den af klagerne præsterede egenkapital, der var indsat på sikringskonto, blev håndpantsat til indklagede som sikkerhed for udlandslånet og øvrige mellemværender.
Ved skrivelse af 26. april 1989, som af indklagede blev sendt til klagernes domicil i Spanien, meddelte indklagede, at der var afregnet for ca. 160.000 kr. pantebreve, og at den resterende del af porteføljen forventedes afregnet inden for ca. 2-3 måneder. Indklagede oplyste samtidig, at man planlagde i den nærmeste fremtid at hjemtage udlandslån, hvilket formentligt ville ske i D-mark.
Efter at være vendt tilbage til Danmark kontaktede klagerne, der ikke havde modtaget indklagedes skrivelse af 26. april 1989, i begyndelsen af maj 1989 indklagede, og efter at klagerne havde modtaget en kopi af skrivelsen, blev der den 17. maj 1989 afholdt et møde hos indklagede, hvorunder klagerne under henvisning til, at indklagede havde misligholdt den indgåede aftale, ønskede sig løst fra denne.
Efter brevveksling mellem parterne har klagerne herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de ikke er bundet af det den 6. oktober 1988 aftalte arrangement, samt tilpligtes at forrente deres indestående hos indklagede med 8% p.a. fra indbetalingstidspunktet, og indtil frigivelse finder sted.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det af det informationsmateriale, som de modtog på mødet hos indklagede, klart fremgår, at der var tale om en samlet pakkeløsning, og at der ikke ville ske køb af pantebreve, førend udlandslånet var hjemtaget. Dette var væsentligt for dem, idet det sikrede, at de ikke ville blive inddraget i noget egentligt låneforhold til indklagede. Det blev på mødet den 6. oktober 1988 aftalt, at optagelse af udlandslånet skulle afvente en kortere periode, men senest skulle ske ved årets udgang. Indklagede har ved ikke at effektuere hjemtagelse af udlandslånet inden rimelig tid påført dem et kurstab på ca. 40.000 kr., idet kursen på CHF ved udgangen af 1988 lå på ca. 457.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at det til klagerne på mødet den 6. oktober 1988 leverede materiale alene har karakter af prospektmateriale. Det er en kortfattet og enkel beskrivelse af investeringen med tilhørende simplificeret beregning af de økonomiske virkninger. Der blev på mødet intet aftalt om, at udlandslånet skulle være hjemtaget inden udgangen af 1988, og det fremgår udtrykkelig af den af klagerne underskrevne rekvisition af sikkerhedsstillelse, at indklagede kunne optage lånet i en anden valuta end CHF. En hjemtagelse af udlandslånet straks efter afholdelsen af mødet den 6. oktober 1988 ville i øvrigt have indebåret et element af spekulation i lånevalutaen, som lå uden for forudsætningerne for den indgåede aftale om køb af pantebreve. Dette skyldes, at der sædvanligvis forløber ca. 4-5 måneder fra det tidspunkt, hvor indklagede kontraherer om køb af et pantebrev, til dette leveres i retsanmærkningsfri stand, og købesummen således forfalder til betaling. Udlandslånet optages normalt i umiddelbar forbindelse med, at købesummen forfalder til betaling, idet provenuet, hvis lånet blev optaget tidligere på grund af den korte placeringsperiode måtte anbringes med tab. Det bestrides således, at det overfor klagerne har været tilkendegivet, at køb af pantebreve ikke ville finde sted, førend udlandslånet var hjemtaget.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne måtte - også efter indholdet af indklagedes prospektregne med, at der ville gå nogen tid, før pantebrevene kunne leveres. Det findes ikke godtgjort, at der blev indgået aftale om, at udlandslånet skulle optages inden udgangen af 1988, og det naturlige udgangspunkt måtte være, at lånet først skulle optages, når der blev behov herfor i forbindelse med afregningen af pantebrevene. Det forhold, at indklagede, før udlandslånet blev optaget, afregnede pantebreve for et beløb, der oversteg klagernes eget indskud med et relativt beskedent beløb, således at klagerne for så vidt angår dette beløb kortvarigt kom i et egentligt låneforhold til indklagede, kan formentlig begrunde et krav om renteregulering for så vidt angår denne periode, men kan ikke anses for brud på en væsentlig og kendelig forudsætning for aftalen.
Efter det anførte har klagernes ophævelse af aftalen ikke været berettiget.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.