Kaution.
| Sagsnummer: | 586/1993 |
| Dato: | 02-12-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kaution. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved påtegning på gældsbrev af 19. december 1983 påtog klager A sig sammen med en anden person selvskyldnerkaution for et lån på 52.200 kr., som indklagedes Lynge afdeling ydede til hans ægtefælle klager B's kusine. Lånet blev ydet til indfrielse af et lån, for hvilket klager A hidtil havde kautioneret.
Ved gældsbrev af 4. december 1987 blev lånet, hvis restgæld var 17.171,59 kr., forhøjet med 30.000 kr. Ifølge gældsbrevet påtog A sig selvskyldnerkaution for det samlede lån på 47.171,59 kr., idet den hidtidige medkautionist udgik.
Ved påtegning på gældsbrev af 25. august 1988 påtog A sig selvskyldnerkaution begrænset til 30.000 kr. for et lån på 156.000 kr., som indklagede ydede til den samme debitor og hendes ægtefælle. To øvrige kautionister påtog sig selvskyldnerkaution begrænset til henholdsvis 15.000 kr. og 35.000 kr.
På grund af misligholdelse i september 1988 opsagde indklagede ved skrivelse af 17. november 1988 det samlede engagement, herunder de to lån, som A kautionerede for, hvilket A modtog meddelelse om.
Med henvisning til skrivelsen af 17. november 1988 blev A ved skrivelse af 31. januar 1989 anmodet om at kontakte indklagede med henblik på en afvikling af kautionsforpligtelserne.
Da det ikke lykkedes indklagede at etablere en aftale med A eller debitorerne, blev sagen overgivet til inkasso hos en advokat, der ved skrivelser af 14. april 1989 til A rejste krav om betaling af 46.499,99 kr. til indfrielse af lånet på oprindeligt 52.200 kr. samt betaling af 30.000 kr. til indfrielse af kautionsforpligtelsen vedrørende lånet på oprindeligt 156.000 kr. Af skrivelserne fremgik bl.a.:
"Sker indbetaling ikke inden otte dage fra dato, ser jeg mig desværre nødsaget til at tage beløbet til inkasso, hvilket kun vil medføre øgede omkostninger for Dem."
Debitorerne underskrev herefter frivilligt forlig om afvikling af de kautionssikrede lån, hvilket A accepterede skriftligt den 24. april 1989, ligesom han bekræftede at være gjort bekendt med, at kautionsforpligtelserne blev bibeholdt uændret.
Debitorerne overholdt ikke afviklingsordningen, hvorfor A ved skrivelse af 3. juli 1989 fra advokaten blev anmodet om at indbetale 48.616,99 kr. + renter fra den 14. april 1989 samt 30.000 kr. inden fem dage, idet sagen i modsat fald ville blive indleveret til fogedretten.
Ved skrivelser af 23. november 1989 til A rykkede advokaten for betaling af 47.200,61 kr. + renter fra dags dato samt 30.000 kr. + renter fra 1. oktober 1988.
Efter endnu et mislykket forsøg på at inddrive gælden hos debitorerne blev A ved skrivelser af 24. september 1990 fra advokaten rykket for betaling af henholdsvis 49.393,32 kr. og 163.407,40 kr. pr. den 1. oktober 1990.
Den 11. maj 1992 modtog A fra advokaten på ny en anmodning om betaling. På A's anmodning af 27. maj 1992 fremsendte indklagedes advokat den 26. juni 1992 en opgørelse over restgælden på de to kautionssikrede lån. Restgælden pr. denne dag udgjorde henholdsvis 57.065,57 kr. og 177.379,76 kr.
A's gæld i henhold til kautionsforpligtelserne blev indfriet ved optagelse af et lån på 97.000 kr. hos indklagede den 27. august 1992 med A og B som debitorer. Provenuet på 95.509 kr. blev fordelt på de kautionssikrede lån med henholdsvis 54.948,57 kr. og 40.560,43 kr.
Ved skrivelse af 4. juni 1993 anmodede klagerne om oplysninger og dokumentation til belysning af baggrunden for A's kautionsforpligtelser.
Ved klageskema af 15. oktober 1993 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes helt eller delvist at frigøre dem fra lånet på 97.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at kautionsforpligtelserne og dermed det pr. 27. august 1992 etablerede lån til indfrielse heraf bør bortfalde eller nedsættes navnlig som følge af, at kautionerne blev stiftet til sikkerhed for gammel gæld. Endvidere undlod indklagede at oplyse om debitors alvorlige økonomiske situation. Da A og debitor var kunde i samme afdeling hos indklagede, burde man have anbefalet A at søge rådgivning og vejledning hos en uvildig instans. Advokatens opgørelser af kravene var uforståelige, og indklagede har ikke kunnet fremlægge dokumentation for kravets størrelse. Indklagede var ikke berettiget til at beregne sig renter, idet man ikke har afgivet rentepåkrav, der opfylder lovens bestemmelser. Oprettelsen af gældsbrevet i 1992 havde alene til formål at sikre fradragsret for løbende renter. Først i begyndelsen af 1993 kunne de overskue forløbet, hvorfor der først på dette tidspunkt blev gjort indsigelse overfor indklagede. Der er derfor ikke udvist passivitet.
Indklagede har anført, at A var bekendt med, og at det klart fremgik af gældsbrevet, at lånet på 47.171,59 kr. delvist blev anvendt til indfrielse af et eksisterende lån, som A havde kautioneret for. Lånet på 156.000 kr., for hvilket A påtog sig begrænset kaution, blev etableret med henblik på en sanering af debitors økonomiske forhold. A blev orienteret herom af afdelingens bestyrer og må i øvrigt på grund af den familiære relation til debitor have været bekendt hermed. A påtog sig kautionsforpligtelserne efter aftale med debitor, og indklagede har ikke forholdt A oplysninger. Der har ikke været anledning til at opfordre A til at søge råd hos en uvildig rådgiver. A modtog løbende oplysninger om debitors engagement uden at gøre indsigelse herimod. Da der ikke udarbejdes kontoudskrifter for lån af den pågældende type, har man i stedet fremlagt udtog af inkassoadvokatens bogholderi, hvorved kravets størrelse er dokumenteret. A var forpligtet til at betale rente ved påtagelse af kautionerne, og der er afgivet rentepåkrav ved sagens overgang til inkasso. A opnåede i øvrigt en rentefordel ved, at man ikke overfor debitor krævede fuld inkassorente, ligesom man har godskrevet A et rentebeløb på 3.075,61 kr. A har ved underskrift på gældsbrev af 27. august 1992 anerkendt den fulde kautionsforpligtelse og størrelsen af denne. I øvrigt må klagerne på grund af passivitet have fortabt sin ret til at gøre indsigelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Peter Blok, Peter Stig Hansen og Allan Pedersen - udtaler:
Kautionsforpligtelserne blev i begyndelsen af 1989 gjort gældende mod klager A, uden at denne i forbindelse hermed eller i øvrigt i den efterfølgende periode gjorde indsigelse. I august 1992 optog klagerne hos indklagede et lån, hvis provenu blev anvendt til indfrielse af klager A's kautionsforpligtelser, og klagerne har herved anerkendt disse forpligtelser. På denne baggrund finder vi, at klagerne må være afskåret fra nu at gøre gældende, at kautionsforpligtelserne helt eller delvis var ugyldige. Der er heller ikke grundlag for at antage, at den opgørelse, som blev lagt til grund ved låneoptagelsen, omfattede renter i videre omfang end berettiget. Det bemærkes herved, at klager A som kautionist tillige hæftede for renter af den kautionssikrede gæld, og at rentetilskrivning med virkning for klager A ikke forudsatte, at der var afgivet påkrav efter rentelovens § 3, stk. 2.
To medlemmer - Kirsten Nielsen og Jørn Ravn - udtaler:
Klageren stillede den 25. august 1988 kaution på 30.000 kr. for gammel gæld, hvor tilbagebetalingen allerede blev misligholdt i september 1988. Der har således ikke været noget reelt grundlag for at etablere denne del af klagerens kautionsforpligtelse. Selvom klageren angiveligt på grund af manglende juridisk indsigt senere har erkendt sin forpligtelse, stemmer vi imod, at denne del af forpligtelsen gøres gældende mod klageren.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.