Afgørelse

Personlig fordring. Passivitet.

Klageren ejede sammen med sin nu afdøde ægtefælle en ejendom, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet overtog på tvangsauktionen den 28. februar 1984 den omhandlede ejendom. Instituttet fremsendte den 2. juni 1997 et brev til klageren, hvori det foreløbige tab ved tvangsauktionen og det endelige tab efter videresalg blev opgjort.
Sidstnævnte beløb blev med tillæg af en årlig rente på 9 pct. fra tvangsauktionsdagen - dog maksimalt 5 års rente - gjort gældende over for klageren som personlig fordring. Instituttet opfordrede klageren til at rette henvendelse om afvikling af gælden. I perioden herefter fremsatte såvel klageren som realkreditinstituttet forskellige akkordforslag, der dog ikke førte til en løsning af sagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre noget krav gældende over for hende vedrørende tvangsauktionen den 28. februar 1984. Instituttet påstod frifindelse.

Klageren oplyste over for Nævnet blandt andet, at hun i 1988 af instituttet blev godkendt som debitor på et nyt lån, hvorfor hun var sikker på, at der ikke var noget mellemværende. Instituttet anførte over for Nævnet blandt andet, at der i 1980´erne ikke blev foretaget edb-registrering af de ikke afsluttede tvangsauktionssager, hvorfor debitorer efterfølgende har haft held til at optage nye lån, uden at instituttet har gjort opmærksom på eller har krævet afvikling af allerede eksisterende krav.

Nævnet bemærkede, at tvangsauktionen fandt sted den 28. februar 1984. Instituttet gjorde hverken i forbindelse med tvangsauktionen eller i forbindelse med videresalget af ejendommen pr. 1. august 1984 klageren bekendt med, at der ville blive gjort en restfordring gældende mod hende. Efter det oplyste ydede realkreditinstituttet i 1988 lån til klageren uden på dette tidspunkt - selv om realkreditinstituttet havde kontakt med klageren og derfor havde en særlig anledning hertil - at tage forbehold om, at restfordringen på godt 58.000 kr. ville blive gjort gældende mod klageren. Instituttets restkrav med renter blev først rejst næsten 13½ år efter tvangsauktionen. Nævnet fandt under disse omstændigheder, at instituttet havde fortabt sin ret til at gøre restfordringen gældende og tilpligtede instituttet at anerkende, at instituttet havde fortabt sin ret til at gøre noget krav gældende over for klageren vedrørende restfordringen i anledning af tvangsauktionen den 28. februar 1984.