Spørgsmål om hvorvidt korrekt underretning er givet og i benægtende fald om betydningen heraf.
| Sagsnummer: | 304 /1996 |
| Dato: | 08-01-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Ole Just, Leif Nielsen, Erik Sevaldsen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om hvorvidt korrekt underretning er givet og i benægtende fald om betydningen heraf. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved kautionserklæring underskrevet af klageren den 4. marts 1986 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for et lån på 61.074 kr., som et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, ydede klagerens søster (debitor). Af låneprovenuet blev 37.944,60 kr. anvendt til indfrielse af et eksisterende lån, som klageren hidtil havde kautioneret for, mens 22.055,40 kr. blev anvendt til indfrielse af et bevilget overtræk. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.400 kr.
Ved kautionsdokument af 7. august 1986 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for et nyt lån til debitor på 11.150 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 375 kr.
Ved indklagedes skrivelser af 7. april og 26. november 1987 samt 21. marts 1988 modtog klageren meddelelse om restancer på lånene.
Af skrivelserne af 21. marts 1988 fremgår bl.a.:
"Vi må derfor nu på det alvorligste anmode Dem om i Deres egenskab af selvskyldnerkautionist for lånet at indbetale restancen omgående. I modsat fald ser vi os nødsaget til at opsige lånet som misligholdt til hel og fuld indfrielse."
Indklagede har oplyst, at engagementet blev opsagt og overdraget til retslig inkasso hos en advokat.
Indklagede har fremlagt to inkassobreve fra advokaten dateret 5. juli 1988 adresseret til debitor, hvorefter restgælden i henhold til lånene ekskl. inkassoomkostninger blev opgjort til henholdsvis 55.121,51 kr. og 7.662,01 kr. Indklagede har endvidere fremlagt kopiudgaver af to skrivelser af s.d. fra advokaten til klageren, hvorefter der med henvisning til inkassobrevene blev rejst krav om indfrielse af klagerens kautionsforpligtelser. De fremlagte kopiudgaver af skrivelserne er uden brevhoved og uden angivelse af advokatens adresse. Klageren har bestridt at have modtaget skrivelserne fra advokaten.
Indklagede har oplyst, at debitor i perioden december 1988 til august 1991 indbetalte uregelmæssigt på gælden. I august 1991 indgik debitor en afviklingsaftale i fogedretten om betaling af 500 kr. pr. måned, som blev anvendt til delvis dækning af renter. I august 1995, hvor sagen blev hjemkaldt fra advokaten, blev der indgået aftale med debitor om forhøjelse af den månedlige ydelse til 750 kr. indtil juli 1996, på hvilket tidspunkt debitor måske ville kunne forhøje ydelsen.
I december 1995 anmodede indklagede om klagerens samtykke til den aftalte afvikling af lånene.
Efter korrespondance med klageren, der gjorde indsigelse over for kautionsforpligtelsen, meddelte indklagede ved skrivelse af 19. marts 1996, at man var indstillet på at se bort fra tilskrevne renter, hvorefter klagerens kautionsforpligtelse kunne opgøres til 18.133,52 kr. Beløbet udgjorde den samlede restgæld på lånene den 5. juli 1988 på 62.783,52 kr. (55.121,51 kr. + 7.662,01 kr.) med fradrag af debitors efterfølgende indbetalinger på i alt 44.650 kr. Indklagede forbeholdt sig forrentning af beløbet på 18.133,52 kr. med 16% p.a. fra 1. april 1996 og tilbød alternativt klageren en saldokvittering mod indbetaling af 15.000 kr. senest den 31. marts 1996.
Ved klageskema af 1. august 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har påny fremsat tilbudet af 19. marts 1996 og har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ikke har modtaget advokatens breve af 5. juli 1988, og at kautionsforpligtelsen således først er gjort gældende over for hende ultimo 1995, på hvilket tidspunkt hun på baggrund af de i lånedokumenterne aftalte ydelser forudsatte, at lånene var fuldt afviklet. Indklagede har ydet henstand og nedsat ydelsen uden hendes accept, og indklagede har ikke opfyldt sin pligt til ved anbefalet skrivelse at give meddelelse om misligholdelse af lånene, jf. bank- og sparekasselovens § 41.
Indklagede har anført, at hverken indklagedes eller advokatens skrivelser er kommet retur fra postvæsenet, hvorfor det må antages, at alle rykkere og opsigelser er kommet frem til klageren. Efter at kautionen var gjort gældende over for klageren, var indklagede ikke forpligtet til at give meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41. En nedsættelse af kautionsforpligtelsen forudsætter under alle omstændigheder, at klagerens regresmulighed er blevet forringet, hvilket ikke kan antages at være tilfælde, idet gælden til stadighed har været søgt inddrevet hos debitor.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ubestridt modtaget indklagedes skrivelser af 7. april 1987 samt 21. marts 1988, hvoraf fremgår, at debitor har misligholdt lånene. Klageren har således modtaget underretning som omhandlet i bank- og sparekasselovens § 41.
Idet klageren herefter findes at have haft tilstrækkelig tilskyndelse til at varetage sine interesser som kautionist, ses der ikke at kunne gives klageren medhold i klagen, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.