Afgørelse

Spørgsmål vedrørende aftaler om lån til afvikling af erhvervsgæld samt spørgsmål vedrørende opsigelse af engagement

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål om lån i forbindelse med afvikling af erhvervsvirksomhed samt opsigelse af engagement.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

I 2007 finansierede Sydbank M’s opstart af en erhvervsvirksomhed via et aktieselskab, som M ejede via et holdingselskab. Til sikkerhed for engagementet fik banken pant i et ejerpantebrev på 1,1 mio. kr. i en byggegrund, som klagerne ejede.

Den 28. februar 2008 underskrev M en kautionserklæring til banken, hvorved han påtog sig selvskyldnerkaution begrænset til 100.000 kr. for aktieselskabets engagement med banken.

Virksomheden udviklede sig ikke som forventet og blev lukket i 2008. I den forbindelse udarbejdede en statsautoriseret revisor den 4. april 2008 et notat om "skatteplanlægning i forbindelse med indfrielse af gæld", hvorefter M skulle lave en kapitalforhøjelse i holdingselskabet til indfrielse af gælden i aktieselskabet.

Ved e-mail af 7. august 2008 til M tilbød banken at forhøje engagementet "således at engagementet i [aktieselskabet] bliver indfriet og regninger i alt tkr. 100 jf. din liste kan betales." Tilbuddet var betinget af blandt andet yderligere sikkerhed, herunder kaution fra H.

Den 15. september 2008 underskrev M en aftale med banken om en kassekredit (kontonummer -514) på 900.000 kr. H påtog sig selvskyldnerkaution for kreditten.

Ved kreditkontrakt af 16. januar 2009 blev kreditten (-514) forhøjet til 1.288.729,67 kr. H underskrev samme dag en ny kautionserklæring på kreditten. Både M og H underskrev en erklæring, hvorefter banken fik håndpant i et sikkerhedsdepot, hvor der ud over ejerpantebrevet på 1,1 mio. kr. i byggegrunden lå et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i klagernes bopælsejendom og et ejerpantebrev på 700.000 kr. med pant i klagernes sommerhus.

Den 15. marts 2010 underskrev klagerne et gældsbrev til banken vedrørende et lån (kontonummer -790) på 2.088.469,31 kr. Samtidig blev blandt andet gælden på kredit -514 indfriet. Lånet forfaldt til fuld indfrielse den 1. marts 2015 og skulle i øvrigt "nedbringes med salgsprovenuet i forbindelse med salg af aktiver".

Den 18. marts 2011 blev lånet nedskrevet med et provenu på 670.000 kr. ved klagernes salg af byggegrunden.

Banken har anført, at man på et møde med klagerne den 30. marts 2012 opsagde engagementet. Klagerne har bestridt dette.

Efter mødet blev klagerne afskåret fra at bruge debetkort, netbank og betalingsservice, idet banken ophævede aftalerne med klagerne herom.

Den 27. april 2012 indgik der et beløb på 17.955 kr. på engagementet fra H’s A-kasse. Banken tillod klagerne at hæve 4.853 kr. af beløbet til dækning af almindelige leveomkostninger. Banken accepterede at udbetale yderligere 1.000 kr., der vedrørte ungeydelse til klagernes datter.

Ved brev af 3. maj 2012 sendte banken en opsigelse af klagernes budgetkonto (kontonummer -802) og lånet (-790) med en samlet gæld på 1.607.165,01 kr. "under henvisning til tidligere rykkerskrivelser, og jeres manglende reaktion på disse". Banken har erkendt, at der ikke som anført i brevet var blevet sendt rykkerskrivelser til klagerne.

Ved begæring af 15. maj 2012 blev sagen af bankens advokat indbragt for fogedretten.

Den 29. maj 2012 indgav klagerne en klage over Sydbank til Ankenævnet.

I et fogedretsmøde den 20. juni 2012 fik banken udlæg for 505.290 kr. i klagernes bopælsejendom og sommerhus samt i eventuelt overskydende skat for så vidt angår H.

Banken har under sagen tilbageført modregningen på cirka 13.000 kr. i H’s A-kasseudbetaling den 27. april 2012 og tilbudt klagerne et MasterCard Private Debet samt netbankadgang.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Sydbank skal frafalde deres personlige hæftelse for erhvervsengagementet, subsidiært betale en erstatning på ca. 819.500 kr., hvilket beløb svarer til mistede dagpenge for M i fire år.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de i forlængelse af virksomhedens ophør i 2008 indgik en aftale med banken, hvorefter de i privat regi skulle overtage hele erhvervsgælden efter bankens indfrielse af alle udestående poster. Samtidig skulle banken blandt andet have sikkerhed i deres bopælsejendom og deres sommerhus.

Alternativt kunne de have valgt at lade virksomheden gå konkurs. Derved havde de alene tabt byggegrunden samt 100.000 kr., der var det beløb, som M’s hæftelse på daværende tidspunkt var begrænset til.

Banken overholdt ikke aftalen, idet udeståender på i alt ca. 50.000 kr. ikke blev dækket. Konsekvensen heraf var, at selskabet ikke kunne lukkes, og at M som følge heraf ikke var berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse.

Derved blev den afgørende forudsætning for deres personlige overtagelse af gælden, som banken var fuldt ud klar over, ikke opfyldt.

Hvis banken havde overholdt aftalen ville det have betydet en væsentlig reduktion af både deres og bankens tab.

Da byggegrunden, der oprindeligt alene lå til sikkerhed for erhvervsengagementet, nu er solgt og afskrevet på engagementet, bør banken derfor frigøre dem for resthæftelsen. Subsidiært bør banken godtgøre den mistede arbejdsløshedsunderstøttelse.

Sydbank har anført, at kreditaftalerne blev indgået på foranledning af klagerne efter samråd med deres egne eksterne rådgivere.

Banken havde ikke kendskab til, at det var en forudsætning for klagerne, at selskaberne skulle kunne lukkes ned, efter at samtlige kreditorer var indfriet. I så fald ville banken reelt have overtaget risikoen for udfaldet af den plan, som klagerne havde lagt sammen med deres revisor og advokat.

Klagernes gæld til banken vedrører ikke kun virksomheden, men også privat gæld.

Banken er ikke ansvarlig for, at M ikke har kunnet opnå ret til dagpenge som følge af, at han ikke har været i stand til at dokumentere, at han var endeligt ophørt med sin virksomhed. Banken har ikke ydet rådgivning herom. M kunne desuden blandt andet have indgivet konkursbegæring med henblik på at opnå dagpengeret.

Klagerne hæftede personligt for selskabernes gæld og skulle derfor indfri gælden i det omfang selskaberne ikke var i stand hertil, hvilket også fremgår af revisorens notat. Klagerne kunne således ikke undgå personlig hæftelse ved at lade selskabet gå konkurs.

Opsigelsen af engagementet var begrundet i misligholdelse. Det beklages, at der først blev sendt en skriftlig opsigelse den 3. maj 2012, og at der da blev anvendt en standardopsigelse, hvor det fejlagtigt var anført, at der forinden var udsendt rykkerbreve. For så vidt angår opsigelsesforløbet lever sagen ikke op til bankens sædvanlige standard, hvilket er baggrunden for bankens tilbageførsel af modregningen og tilbuddet om et MasterCard Private Debet samt netbankadgang.

Til støtte for afvisningspåstanden har Sydbank anført, at en afgørelse af sagen vil kræve bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet. På baggrund af fogedretssagen må Ankenævnet endvidere være afskåret fra at tage stilling til opsigelsen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1.

Ankenævnets bemærkninger

Det findes ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at Sydbank i forbindelse med aftalen om kreditten på 900.000 kr. den 15. september 2008 eller forhøjelsen heraf den 16. januar 2009 til 1.288.729,67 kr. påtog sig at stille eventuel yderligere finansiering til rådighed for klagerne, M og H, i det omfang, dette måtte blive nødvendigt for at dække alle udeståender i forbindelse med M’s afvikling af sin virksomhed via to selskaber.

Det kan efter det foreliggende ikke lægges til grund, at banken var klar over, at en sådan eventuel yderligere finansiering var en væsentlig forudsætning for, at klagerne påtog sig personlig hæftelse for erhvervsgælden og stillede yderligere sikkerhed herfor.

Allerede som følge heraf får klagerne ikke medhold i deres påstande, hverken for så vidt angår kravet om bortfald af deres personlige hæftelse, eller for så vidt angår kravet om dækning for manglende arbejdsløshedsunderstøttelse.

Banken har under sagen tilbageført en modregning i foråret 2012 på 13.000 kr. og tilbudt genopretning af netbank og betalingskort, der ligesom betalingsserviceaftaler blev afmeldt under et opsigelsesforløb.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge Sydbank at godtgøre klagerne yderligere.

Det bemærkes, at det er uoplyst, om der foreligger dokumentation for meromkostninger, for eksempel i form af rykkergebyrer opkrævet af betalingsmodtagere i henhold til afviste betalingsserviceaftaler, som banken måtte være forpligtet til at godtgøre klagerne.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.