Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån.

Sagsnummer: 206/1999
Dato: 30-12-1999
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen, Jørn Ravn
Klageemne: Realkreditbelåning - inkonvertible realkreditlån
Ledetekst: Rådgivning i forbindelse med hjemtagelse af inkonvertibelt realkreditlån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren som følge af dels manglende ekspedition, herunder kurssikring, af et lånetilbud i juni 1986, dels mangelfuld rådgivning i forbindelse med hjemtagelse af et inkonvertibelt 9% obligationslån i efteråret 1986.

Sagens omstændigheder.

I 1984-85 opnåede klageren, der drev et landbrug, en akkordordning med sine kreditorer.

Med henblik på en forbedring af klagerens likviditet foreslog klagerens revisor en omprioritering af klagerens ejendom ved optagelse af et indekslån, hvorved 70% af værdien kunne belånes.

Klageren rettede henvendelse herom til indklagede, der i juni 1986 indhentede et lånetilbud.

I efteråret 1986 blev der hjemtaget et 9% lån i Nykredit på 954.000 kr. Lånet, der var inkonvertibelt, blev efter det oplyste hjemtaget til kurs 83,25.

I 1991/92 blev Nykreditlånet ekstraordinært nedbragt til 450.000 kr. i forbindelse med salg af et stykke jord fra ejendommen. Den delvise indfrielse skete til kurs 101,50.

I december 1998, hvor klageren solgte ejendommen, blev lånets restgæld på 383.651,14 kr. indfriet til kurs 141,65, svarende til en overkurs på 159.790,70 kr.

Klagerens advokat har under sagen fremlagt en erklæring fra revisoren, der bestrider, at han var rådgiver for klageren i forbindelse med lånesagen, og at han var bekendt med, at det optagne lån var inkonvertibelt. Revisoren kunne først se, at der var tale om et inkonvertibelt lån, da det hele var på plads, og årsopgørelsen fremkom. Efter revisorens opfattelse skulle det valgte lån kompensere for et kursfald, der indtrådte i perioden efter udstedelsen af lånetilbudet i juni 1986.

Parternes påstande.

Klageren har den 20. maj 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 159.790,70 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ønskede den af revisoren foreslåede omprioritering gennemført så hurtigt som muligt, men indklagede oplyste, at sagen ikke ville blive ekspederet før efter sommerferien. Han forespurgte om kurssikring af lånetilbuddet, hvilket indklagedes medarbejder ikke mente var nødvendigt.

Efter sommerferien rykkede han indklagede, men der blev først afholdt møde i september/oktober 1986. I mellemtiden var kurserne faldet, således at der nu "manglede" 150.000 kr. Indklagedes medarbejder foreslog herefter 9% lånet på 954.000 kr., hvorved han fik det ønskede provenu. Hverken han eller revisoren blev gjort bekendt med, at der var tale om et inkonvertibelt lån.

Indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar ved at anbefale den gennemførte omprioritering uden at oplyse, at der var tale om et inkonvertibelt lån og konsekvenserne heraf.

Han blev først bekendt med, at lånet var inkonvertibelt i forbindelse med indfrielsen i december 1998.

Ved den delvise indfrielse i 1991/92 var overkursen af en størrelse, der ikke gav anledning til nærmere undersøgelser fra hans side.

På tidspunktet for låneoptagelsen var han 63 år, og det var derfor ikke realistisk at forestille sig, at lånet ville blive afviklet ved almindelige afdrag gennem hele lånets løbetid på 30 år.

Indklagede har endvidere pådraget sig erstatningsansvar som følge af manglende effektuering/kurssikring af lånetilbuddet, som blev indhentet i juni 1986.

Såfremt indklagede havde fremmet sagen, kunne omprioriteringen have været gennemført med et konvertibelt lån. Der forelå ikke økonomiske forhold, der skulle afklares, før indklagede kunne realitetsbehandle lånesagen. Den tidsmæssige udstrækning af lånesagen og den manglende kurssikring skyldtes alene indklagedes forhold.

Indklagede har anført, at det tidsmæssige forløb i forbindelse med låneoptagelsen, så vidt den ekspederende medarbejder erindrer, skyldtes, at klagerens økonomiske situation på daværende tidspunkt var kompleks og usikker, og at situationen derfor skulle afklares, inden man kunne realitetsbehandle klagerens låneønsker.

Formålet med låneoptagelsen var udelukkende at skaffe det højest mulige provenu og den laveste månedlige ydelse. Man har ydet fuldt tilstrækkelig rådgivning og stillet de lånemuligheder til rådighed, som kunne opfylde klagerens behov og ønsker.

Klageren, som var bistået af sin revisor, accepterede låneforslaget på et fuldt oplyst og velovervejet grundlag, og der var ikke tale om, at lånetypen skulle kompensere for langsommelig sagsbehandling.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har ikke fremlagt kopi af det af ham underskrevne pantebrev vedrørende det omhandlede realkreditlån, men Ankenævnet lægger til grund, at det af pantebrevet fremgår, at lånet er inkonvertibelt. På denne baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger finder Ankenævnet ikke grundlag for at fastslå, at indklagede er erstatningsansvarlig som følge af manglende rådgivning herom.

Det er heller ikke godtgjort, at indklagede på anden måde har begået fejl i forbindelse med låneoptagelsen, herunder i forbindelse med drøftelserne med klageren om kurssikring.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.