Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Modtaget pensionsbeløb returneret til afsender, da beløbsmodtagers konto var udgået.

Sagsnummer: 340/2005
Dato: 08-06-2006
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Lotte Aakjær JKensen, Rut Jørgensen, Ole Simonsen
Klageemne: Betalingsoverførsel fra udlandet - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Modtaget pensionsbeløb returneret til afsender, da beløbsmodtagers konto var udgået.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens krav mod indklagede i anledning af, at indklagede, efter at klageren havde skiftet til et andet pengeinstitut, returnerede et beløb overført til indsættelse på klagerens konto.

Sagens omstændigheder.

Klageren modtager fra USA månedligt et pensionsbeløb.

Pensionsbeløbet indgik på klagerens konto hos indklagede, indtil klageren i september 2004 overførte sit engagement til et andet pengeinstitut. Klageren har anført, at han orienterede afsenderen af pensionsbeløbet om ændringen af sine kontoforhold.

Primo oktober 2004 modtog indklagede det månedlige pensionsbeløb på 4.483,47 kr. til indsættelse på klagerens konto. Beløbet blev modtaget fra Nordea Bank Danmark, der havde modtaget beløbet fra en udenlandsk bank.

Indklagede har anført, at da klagerens konto var lukket, blev beløbet returneret til Nordea ved fremsendelse af en check. Returneringen skete fra centralt hold uden, at den afdeling, hvor klageren havde været kunde, blev indblandet. Checken til Nordea Bank Danmark bortkom under forsendelsen, og da man i marts 2005 blev opmærksom herpå, blev beløbet den 14. marts 2005 overført ved indbetaling til et bestemt kontonummer hos Nordea Bank Danmark.

Klageren har anført, da pensionen udeblev for oktober måned 2004, rettede han personlig henvendelse til indklagedes afdeling, der intet nærmere kunne oplyse. Den 1. marts 2005 blev han bekendt med, at pensionsbeløbet via Nordea Bank Danmark var returneret til det udenlandske pengeinstitut. Den betydeligt forsinkede returnering af oktober-pensionen for 2004 medførte, at det amerikanske pensionsinstitut ikke ville genoptage overførslen, før der var gjort rede for alle overførsler. Først i august 2005 blev pensionsoverførslerne genoptaget, og han modtog først da overførslerne for den manglende periode.

Parternes påstande.

Klageren har den 4. januar 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.500 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at den manglende overførsel af pensionsbeløbet havde stor økonomisk betydning for ham, idet beløbet udgør omkring 25% af hans årlige skattepligtige indkomst.

Han måtte undvære pensionsbeløbet, sammenlagt 47.200,50 kr., i ca. 300 dage og måtte derfor finde supplerende midler, hvilket medførte omkostninger.

Hertil kommer, at han har haft en omfattende korrespondance med det amerikanske pensionsinstitut og dets bankforbindelse m.fl. for at udrede sagen, således at udbetalingerne kunne blive genoptaget.

Han stiller sig uforstående overfor, at han ved personlig henvendelse til afdelingen ikke kunne få nærmere oplysning om, hvordan der var forholdt med beløbet udbetalt i oktober 2004.

Indklagede har anført, at det ikke kan bebrejdes indklagede, at der fejlagtigt skete en overførsel af beløbet til klagerens udgåede konto, selvom afsenderen af pensionsbeløbet havde modtaget betalingsinstruktion fra klageren om dennes nye pengeinstitut.

Det beror ikke på indklagedes forhold, at klageren ikke igennem en længere periode modtog pensionsbeløbet.

Klageren har ikke lidt tab som følge af, at den check, som indklagede fremsendte til Nordea Bank Danmark, bortkom, og man havde ikke pligt til at overvåge, om checken blev indløst.

Klageren bærer selv risikoen for, at hans betalingsinstruktion til det amerikanske pensionsinstitut var fremme så betids, at fremtidige pensionsudbetalinger kunne ske til den korrekte konto.

I henhold til indklagedes forretningsgang returneres et modtaget beløb automatisk til afsenderen, hvis beløbet er under 50.000 kr., er kommet fra et fremmed pengeinstitut og anvist til en udgået konto eller et kontonummer, der ikke findes.

Som følge af at beløbet returneres automatisk, sker der ingen nærmere undersøgelse af, hvorfor en angivet konto ikke eksisterer. Man undersøger derfor ikke, om man er i besiddelse af navne- og adresseoplysninger på beløbsmodtageren og orienterer derfor heller ikke beløbsmodtageren om beløbets returnering.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund og Ole Simonsen - udtaler:

Allerede fordi det ikke kan lægges til grund, at klageren som følge af den forsinkede modtagelse af beløbet har lidt et tab, der kan kræves erstattet af indklagede, stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge.

To medlemmer - Lotte Aakjær Jensen og Rut Jørgensen - udtaler:

Vi finder, at indklagede burde have bemærket, at den check, hvormed man sendte det modtagne beløb tilbage til Nordea Bank Danmark, ikke blev hævet inden for rimelig tid, og burde have rettet henvendelse til Nordea i den anledning. Det må lægges til grund, at det rette forhold var blevet oplyst, hvis dette var sket, og at dette ville have bevirket, at afbrydelsen af overførslerne af klagerens pensionsbeløb var blevet bragt til ophør betydeligt tidligere, end det faktisk skete.

Vi finder, at indklagede ved den skete forsømmelse har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren, og stemmer derfor for at pålægge indklagede at betale erstatning til klageren. Vi finder ikke anledning til at beregne klagerens rentetab.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.