Afgørelse

Låneomlægning. Efterstående lån.

Klageren havde i sin ejerlejlighed et lån til det indklagede realkreditinstitut og et ejerpantebrev, der lå til sikkerhed for et lån i pengeinstitut 1. Realkreditinstituttet sendte i januar 2003 et låneomlægningstilbud til klageren, som var baseret på en samtidig indgået fastkursaftale. Der blev en uge senere indgået en aftale om, at instituttet skulle forestå tinglysning og udbetaling af det nye lån, indfrielse af det indestående lån og rykning af ejerpantebrevet. Det fremgik af aftalen, at det var en forudsætning for lånesagens gennemførelse, at efterstående rettighedshavere gav deres samtykke til rykning. Efter at pengeinstitut 1 den 30. januar 2003 havde meddelt instituttet, at de ikke ønskede at rykke for det nye lån, fremsendte instituttet samme dag låneskema til klageren vedrørende et boliglån i et med instituttet koncernforbundet pengeinstitut til erstatning af boliglånet i pengeinstitut 1. I marts 2003 blev der indgået aftale om et 20-årigt boliglån på 293.000 kr. til en variabel rente, som på daværende tidspunkt udgjorde 7,25 pct. hos det koncernforbundne pengeinstitut.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var erstatningsansvarlig for det tab, klageren led som følge af, at boliglånet til pengeinstitut 1 måtte erstattes af et boliglån på ringere vilkår. Instituttet påstod frifindelse.

Klageren oplyste over for Nævnet blandt andet, at hans oprindelige boliglån var 30-årigt til en fast rente på 7,75 pct.

Ud fra parterne forklaringer lagde Nævnet til grund, at tilbagerykning af ejerpantebrevet var blevet opfattet som uproblematisk, og at det gamle realkreditlån derfor var blevet opsagt og fastkursaftale på det nye lån indgået, uden at det forinden var undersøgt, om den efterstående panthavere ville rykke. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at instituttet gennem rådgivning havde sikret sig, at klageren var klar over de risici, det indebar at opsige et lån og indgå en fastkursaftale, inden samtykke til rykningstilsagn var tilvejebragt. Nævnet fandt, at instituttet derved havde pådraget sig et ansvar for det tab, som klageren havde lidt ved, at det efterstående lån måtte indfries, og at låneomlægningen herved blev forsinket. Nævnet fandt ikke, at klageren gennem boliglånet i det koncernforbundne pengeinstitut fuldt ud var kompenseret for dette tab, og tilpligtede derfor instituttet at yde klageren en erstatning, således at klageren blev stillet, som om den forudsatte rykning af det efterstående lån havde fundet sted.