Spørgsmål om frigivelse af løsøreejerpantebrev i forbindelse med indfrielse af lån. Alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 333/1998 |
| Dato: | 24-02-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Peter Nedergaard, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Pant - frigivelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om frigivelse af løsøreejerpantebrev i forbindelse med indfrielse af lån. Alskyldserklæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om udlevering af et løsøreejerpantebrev, som er pantsat til indklagede.
Sagens omstændigheder.
Ved kassekreditkontrakt af 11. maj 1995 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle en kassekredit på 365.000 kr. Ved håndpanterklæring underskrevet af klageren samme dato fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 350.000 kr. i klagerens ejendom til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad klageren til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig. Ejerpantebrevet havde prioritet næst efter et kontantlån i Realkredit Danmark på 457.000 kr.
I forbindelse med en omprioritering af ejendommen i marts 1996 påførte indklagede ejerpantebrevet en rykningspåtegning, hvorefter ejerpantebrevet nu respekterede et kontantlån på 642.000 kr.
Ved gældsbrev af 26. juli 1996 ydede indklagede klageren og ægtefællen et lån på 86.208,60 kr. til indfrielse af nogle mindre gældsposter. Samme dato underskrev klageren en ny håndpantsætningserklæring, hvorefter han til sikkerhed for enhver forpligtelse i henhold hans og ægtefællens engagement med indklagede håndpantsatte ejerpantebrevet på 350.000 kr. i ejendommen samt et løsøreejerpantebrev på 143.555 kr. med pant i klagerens bil. I gældsbrevet henvises til håndpantsætningserklæringen. I øvrigt fremgår bl.a. følgende af gældsbrevet:
"Såfremt håndpant er stillet af debitor, hæfter pantet sekundært for, hvad debitor i øvrigt er eller måtte blive [indklagede] skyldig."
Ved skrivelse af 22. marts 1998 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende en omprioritering af ejendommen, i hvilken forbindelse han forventede at indfri lånet.
Indklagede har anført, at klageren telefonisk blev gjort opmærksom på, at rykning af ejerpantebrevet for et nyt omlægningslån var betinget af, at der blev indbetalt et provenu på 85.000 kr. til indfrielse af lånet og til inddækning af overtræk på klagerens budgetkonto. Klageren accepterede, at sikkerhederne skulle forblive uændrede, herunder at løseøreejerpantebrevet ikke ville blive frigivet. Klageren har bestridt, at det blev aftalt, at sikkerhederne skulle forblive uændrede, herunder at løsøreejerpantebrevet ikke ville blive frigivet.
Lånet blev indfriet med 61.493,39 kr. den 12. maj 1998.
Den 14. maj 1998 påførte indklagede ejerpantebrevet en rykningspåtegning, hvorefter ejerpantebrevet nu respekterede et realkreditlån i ejendommen på 786.000 kr.
Under henvisning til at lånet nu var indfriet anmodede klageren om udlevering af løsøreejerpantebrevet, hvilket indklagede afslog.
Parternes påstande.
Den 8. oktober 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udlevere løsøreejerpantebrevet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede fik håndpant i løsøreejerpantebrevet i forbindelse med og til sikkerhed for lånet, hvorfor han berettiget kunne forvente, at dette ville blive udleveret, når lånet blev indfriet. Såfremt han ikke havde krav herpå, burde indklagede have rådgivet ham herom i forbindelse med pantsætningen. Det bestrides, at indklagedes pant i ejendommen er blevet forringet som følge af rykningerne, idet ejendommen i forbindelse med omprioriteringerne er blevet ombygget og moderniseret og således er steget væsentligt i værdi. En ejendomsmægler vurderede i sommeren 1998 ejendommens værdi til 1.250.000 kr., hvorfor der også efter omprioriteringen til lånet på 786.000 kr. er rigelig plads til ejerpantebrevet inden for handelsværdien.
Indklagede har anført, at løsøreejerpantebrevet blev håndpantsat til sikkerhed for klagerens og ægtefællens samlede engagement, hvorfor man ikke var forpligtet til at udlevere dette i forbindelse med indfrielsen af lånet. Sikkerheden for klagerens engagement blev forringet som følge af rykningerne i forbindelse med klagerens omprioriteringer. Ved den seneste omprioritering i marts 1998 fremkom der et provenu på ca. 111.000 kr. Klageren var indforstået med, at rykningen for dette lån var betinget af, at der blev indbetalt 85.000 kr., og at sikkerhederne forblev uændrede, herunder at løsøreejerpantebrevet ikke ville blive frigivet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved håndpantsætningserklæringen underskrevet af klageren af 26. juli 1996 blev løsøreejerpantebrevet i bilen tillige med ejerpantebrevet i ejendommen lagt til sikkerhed for klagerens og dennes ægtefælles samlede engagement med indklagede. Af gældsbrevet vedrørende lånet fremgår endvidere, at pant stillet af debitor sekundært hæfter for, hvad debitor i øvrigt er eller måtte blive indklagede skyldig. Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at han helt eller delvist er frigjort for disse forpligtelser, og indklagede var derfor berettiget til at afslå klagerens anmodning om udlevering af løsøreejerpantebrevet i forbindelse med indfrielsen af lånet, idet klagerens øvrige engagement med indklagede fortsatte.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.