Indsigelser vedrørende stiftelse af lån i 1988 og efterfølgende omstændigheder.
| Sagsnummer: | 264/2017 |
| Dato: | 24-04-2018 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Anders Holkmann Olsen og Astrid Thomas, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelser vedrørende stiftelse af lån i 1988 og efterfølgende omstændigheder. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagernes indsigelser vedrørende stiftelsen af et lån i 1998 samt indsigelser vedrørende efterfølgende omstændigheder.
Sagens omstændigheder
Ved gældsbrev af 7. januar 1988 ydede Sydbank et lån (konto nummer -205) på 250.000 kr. til klagerne M og H, der er ægtefæller og født i henholdsvis 1938 og 1950. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.675 kr. Løbetiden var fem år og renten var variabel 13 % om året. Efter det oplyste fik banken pant i klagernes bopælsejendom til sikkerhed for lånet. Lånet blev anvendt til finansiering i forbindelse med, at M indtrådte som franchisetager i et aktieselskab, der var kunde i banken.
Efter det oplyste gik aktieaktieselskabet konkurs i maj 1990, og M gik konkurs i juni 1990. I slutningen af 1990 blev bopælsejendommen solgt på tvangsauktion.
Banken har oplyst, at den løbende sendte årsudskrifter til klagerne vedrørende deres gæld til banken. Under sagen har banken fremlagt årsudskrifter for 2005-2007. Af disse fremgår blandt andet:
”…
Pengeinstituttet har registreret et tilgodehavende hos Dem på kr. 709.536,37. Hertil kommer renter fra 20.01.92 og indtil betaling sker. Beløbet er indberettet til SKAT.
…”
På baggrund af en fogedrekvisition modtaget i fogedretten den 20. november 2007 fik banken den 14. januar 2008 udlæg for 381.844,31 vedrørende gælden i henhold til gældsbrevet (konto nummer -205). Opgørelsen skete med udgangspunkt i en saldo på 177.152,73 kr. med tillæg af renter 15,25% om året i fem år samt med tillæg af omkostninger. Banken har oplyst, at udlægget skete i en fast ejendom, der tilhørte H.
Ved breve af 26. juni 2017 henvendte banken sig til klagerne om deres gæld til banken, som blev opgjort til 723.486,37 kr. med tillæg af procesrente i tre år 175.822,27 kr., i alt 899.308,64 kr.
Banken har oplyst, at fordringen på 899.308,64 kr. udsprang af tre gældsbreve. Banken havde i 2007 valgt alene at indbringe fordringen vedrørende gældsbrevet (konto nummer -205) for fogedretten.
Den 28. august 2017 indgav klagerne en klage over banken til Ankenævnet.
Banken har oplyst, at bankens advokat den 13. september 2017 sendte et akkordforslag til klagerne lydende på betaling af 95.000 kr. inden den 1. oktober 2017. Klagerne accepterede ikke forslaget, der herefter bortfaldt.
Den 13. oktober 2017 indgav banken en ny fogedrekvisition vedrørende gælden i henhold til gældsbrevet (konto nummer -205), som blev opgjort til 469.386,90 kr., svarende til opgørelsen i fogedretten i 2008 på 381.844,31 kr. med tillæg af renter 16,25 % om året i tre år og med tillæg af fogedgebyr. På et ikke oplyst tidspunkt blev fogedsagen sat i bero efter anmodning fra bankens advokat.
Parternes påstande
Klagerne har nedlagt påstand om, at Sydbank skal annullere deres gæld.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at banken i forbindelse med oprettelsen af lånet på 250.000 kr. ydede mangelfuld og vildledende rådgivning, og at banken varetog sine egne interesser på deres bekostning.
Før M indgik franchiseaftalen med aktieselskabet, som var kunde i banken, spurgte han grundigt banken om aktieselskabets soliditet og drift. Banken oplyste, at alt var velkørende og professionelt, hvilket viste sig at være usandt. Aktieselskabet havde endvidere et par gange været i svære økonomiske vanskeligheder, hvilket banken undlod at oplyse om.
M indgik franchiseaftalen i tillid til bankens oplysninger. Hvis banken blot havde antydet sandheden om aktieselskabet, ville han ikke have indgået aftalen.
Banken tilgodeså sine egne interesser ved at få M og et par andre til at indgå som franchisetagere hos aktieselskabet. Aftalerne medførte en kontant kapitaltilførsel til aktieselskabet og dermed en bedre sikring af bankens egne engagementer med aktieselskabet.
M’s konkurs var en følge af aktieselskabets konkurs. De mistede alt, hvad de ejede, herunder deres pensionsopsparing og M’s tilgodehavende hos aktieselskabet.
På konkurstidspunktet var lånet nedbragt til cirka 100.000 kr. M kontaktede en direktør i banken, som erkendte, at banken havde ydet dårlig rådgivning, og det blev aftalt, at restgælden på lånet ikke skulle forrentes. Banken har ikke holdt dette løfte.
De indkaldte deres kreditorer til et møde, hvor deres midler blev fordelt, så alle fik stort set det, de havde til gode. Banken deltog ikke i mødet og gik derved glip af en rimelig dækning af sit tilgodehavende. De gik imidlertid ud fra, at banken som panthaver ville få dækket sit tilgodehavende ved salget af ejendommen, og de antog, at dette også var årsagen til, at banken ikke deltog i mødet.
Ejendommen blev imidlertid solgt på tvangsauktion på begæring af et realkreditinstitut. Banken burde have medvirket til, at ejendommen var blevet solgt i fri handel. Ejendommen var velholdt og attraktiv og havde en værdi på mindst to mio. kr. Markedet var godt for salg, og der var flere seriøse købere. Trods gentagne anmodninger, herunder fra en ejendomsmægler, gjorde banken intet for at forhindre tvangsauktionen. Bankens tilgodehavende kunne i givet fald have været inddækket. Ifølge ejendomsmægleren kunne de endvidere have fået et overskud i størrelsesordenen 500.000 kr. - 600.000 kr.
Begivenhederne medførte, at M blev alvorligt syg, og siden har de levet fra hånden og i munden. Endvidere har de på baggrund af deres alder ikke udsigt til at afvikle nogen gæld. De havde således heller ikke mulighed for at acceptere bankens tilbud om en akkord mod betaling af 95.000 kr. Når banken i løbet af et par måneder kan nedsætte sit krav fra cirka 900.000 kr. til cirka 90.000 kr., bør den også kunne nedsætte kravet til 0 kr.
Under fogedsagen i 2008 tilbød de banken 150.000 kr., som M dengang havde kunnet tilvejebringe via en ven, til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet, hvilket banken afslog, idet den krævede 300.000 kr.
De er teknisk insolvente og bor i et hus, som er usælgeligt. Huset kræver meget vedligeholdelse, som de ikke har råd til. Deres husleje kommer til at stige 150% på grund af, at banken stadig har pant i ejendommen.
Sydbank har anført, at den ikke kan tiltræde klagernes udlægning af sagen.
Klagernes indsigelserne er forældede eller bortfaldet som følge af passivitet.
Klagerne hæfter for fordringen.
Fogedretten har i forbindelse med udlægget den 14. januar 2008 påset, hvorvidt der var et eksigibelt fundament og hvorvidt fordringen var forældet.
Med henvisning til forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, jf. § 19, stk. 7 løber der en ny forældelsesfrist på ti år fra udlæggets foretagelse. Fordringen var således ikke forældet, da bankens advokat sendte fogedrekvisition den 13. oktober 2017.
Banken er ikke bekendt med baggrunden for det af klagerne anførte om, at deres husleje kommer til at stige 150%.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at klagerne har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Sydbank er forpligtet til at frafalde sit tilgodehavende vedrørende klagernes engagement i banken.
Ankenævnet finder endvidere, at et eventuelt rådgivningsansvar i forbindelse med klagernes optagelse af lånet i 1988 nu er forældet.
Vedrørende størrelsen af bankens tilgodehavende har Ankenævnet ikke mulighed for at tilsidesætte opgørelsen af gælden i henhold til gældsbrevet af 7. januar 1988 (kontonummer -205) til 381.844,31 kr. i fogedretten den 14. januar 2008, og det må som anført af banken lægges til grund, at fordringen ikke er forældet, jf. forældelsesloven § 5, stk. 1, nr. 3, jf. § 19, stk. 7.
Banken har ikke fremlagt oplysninger om baggrunden for hverken rentesatsen på 16,25 % i fogedrekvisitionen af 13. oktober 2017 eller den del af det opgjorte beløb på 899.308,64 kr., der ikke vedrører gældsbrevet af 7. januar 1988 (kontonummer -205), og klagerne har ikke anført indsigelser herom. Ankenævnet har derfor ikke hverken grundlag for eller anledning til at tage stilling vedrørende disse spørgsmål.
Klagernes får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen