Afgørelse

Indsigelse mod gæld overgivet til inkasso.

Indledning.

Denne klage vedrører klagernes indsigelser mod hæftelsen for to lån, som i 1994 overgik til inkasso.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

I 1987 ydede indklagede klagerne et lån på 340.000 kr., som skulle afvikles med en kvartalsmæssig ydelse på 13.975 kr. Lånet blev anvendt til bl.a. indfrielse af tidligere stiftet gæld.

Samme år ydede indklagede klagerne et lån på 80.340 kr., som blev indfriet i 1989 i forbindelse med en låneomlægning.

I 1988 ydede indklagede i forbindelse med en ejendomshandel klagerne et yderligere lån på 40.000 kr. Lånet blev i 1990 forhøjet med 20.000 kr. til 49.624,90 kr. I 1991 blev lånet forhøjet med 400 kr. til 35.309,58 kr., og samtidig blev ydelsen nedsat fra 1.920 kr. til 1.000 kr. pr. måned.

Pr. 31. december 1991 var restgælden på klagernes to lån henholdsvis 299.347,80 kr. (lån I) og 32.485,43 kr. (lån II)

Som følge af sygdom måtte H i 1992 opgive sit arbejde og overgå til førtidspension.

Klagerne kunne ikke overholde afviklingen af lån I, som fra og med 3. kvartal 1992 henstod uden afvikling. De samlede indbetalinger i 1992 var utilstrækkelige til at dække rentetilskrivningen samme år, hvorfor restgælden pr. 31. december 1992 steg til 319.451,23 kr.

Pr. 31. december 1993 var gælden på lån I steget til 380.636,56 kr., mens gælden på lån II, som fortsat blev afviklet, var nedbragt til 16.754,35 kr. Af årsoversigten pr. 31. december 1993 fremgår endvidere en lønkonto med negativ saldo på 943,44 kr.

Den automatiske rentetilskrivning på lån I blev stoppet pr. 31. december 1993.

I 1994 mistede M sit arbejde.

Medio 1994 ophørte afviklingen af lån II, og gælden på lønkontoen og de to lån blev overført til inkassokonti hos indklagede. Af et kvitteringsbilag af 17. august 1994 fremgår, at lønkontoen blev opgjort med en negativ saldo på 4.160,38 kr.

Primo 1995 overgav indklagede sagen til inkasso ved advokat. Gælden blev opgjort til 454.088,35 kr. inklusiv renter til den 31. december 1994.

Den 16. februar 1995 underskrev klagerne et frivilligt forlig om gælden med tillæg af omkostninger på 11.507 kr., i alt 465.595,35 kr.

Indklagede fik tinglyst udlæg i klagernes bil og faste ejendom.

Klagerne solgte ejendommen i foråret 1996, i hvilken forbindelse indklagede som udlægshaver fik udbetalt 184.304,68 kr. til nedbringelse af engagementet.

Ved skrivelse af 9. april 1996 rettede klagerne henvendelse til indklagede om bl.a. en restance på 4.834 kr. på deres billån i et finansieringsselskab.

Den 16. april 1996 overførte indklagede ved træk på inkassokontoen 5.000 kr. til finansieringsselskabet til inddækning af restancen.

Det lykkedes ikke parterne at finde en løsning med hensyn til restengagementet, som ved indklagedes skrivelse af 23. december 1996 blev opgjort 226.858,52 kr. ekskl. renter. Indklagede har under sagen fastholdt kravet.

Parternes påstande.

Den 29. juni 2001 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde eller nedsætte kravet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de i sin tid blev fristet over evne af indklagedes tilbud om lån, som blev ydet uden sikkerhed. De mener, at lånet ikke ville være lovligt i dag.

Indklagede har hverken frarådet dem at handle hus eller forlangt sikkerhed for lånene.

De har betalt i alt ca. 360.000 kr. i renter og afdrag, og ved ejendomssalget fik indklagede yderligere ca. 200.000 kr. Det er derfor urimeligt, at indklagede fortsat fastholder et krav mod dem.

Der bør kunne opnås en løsning på deres nuværende økonomiske situation, der ikke tillader en "fornuftig afdragsordning".

Det bør kontrolleres, om opgørelsen af kravet er korrekt. De mener ikke, at de havde en lønkonto hos indklagede på det tidspunkt, hvor gælden blev opgjort, ligesom de ikke erindrer, at indklagede skulle have betalt 5.000 kr. til billånet.

Indklagede har anført, at klagerne handlede fast ejendom et par gange på få år, selv om de var blevet frarådet dette under hensyn til deres begrænsede rådighedsbeløb.

Opgørelsen af gælden fastholdes, og klagerne har ikke fremført forhold, som kan sandsynliggøre, at opgørelsen ikke er korrekt.

Opgørelsen af lønkontoen og betalingen på billånet er dokumenteret under sagen.

Provenuet af ejendomssalget blev anvendt til nedbringelse af engagementet, herunder de påløbne renter og gebyrer. Den resterende hovedstol på 226.858,52 kr. har henstået uforrentet.

Det kan ikke pålægges indklagede at akkordere fordringen, hverken helt eller delvist.

Klagerne er blevet orienteret om muligheden for at søge gældssanering.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har under sagens forberedelse dokumenteret opgørelsen af lønkontoen i 1994 med en negativ saldo på 4.160,38 kr. og betalingen i 1996 af beløbet på 5.000 kr. til klagernes billån. Der er heller ikke i øvrigt grundlag for at antage, at der er fejl i indklagedes opgørelse af restgælden.

Der er ikke oplyst omstændigheder, som kan medføre, at indklagede er afskåret fra at fastholde kravet om betaling af restgælden.

Ankenævnet kan ikke pålægge indklagede at indgå en akkordaftale med klagerne.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.