Individuel renteaftale.
| Sagsnummer: | 635/1993 |
| Dato: | 18-05-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Birthe Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Individuel renteaftale. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I foråret 1992 forhandlede klagerne med indklagede om nedbringelse af klagernes gæld til indklagede på ca. 315.000 kr. Indklagede tilbød ved skrivelse af 30. marts 1992, at gælden kunne afvikles med en månedlig ydelse på 5.700 kr. Forrentningen var p.t. 15% p.a., hvorved gælden ville være afviklet efter ca. 8 år. Endvidere skulle aftalen genforhandles årligt, første gang den 1. april 1993 ...... "i hvilken forbindelse tillige rentesats kan drøftes." Klagerne accepterede ved skrivelse af 1. april 1992 indklagedes tilbud under forudsætning af,
"at de fremtidige genforhandlinger, ikke medfører en større rente end den der fremkommer ved at tillægge 5,5% til den på tidspunktet gældende diskonto, som fastsat af Nationalbanken, hvilket vil sige forholdsmæssigt som det netop modtagne tilbud.
................"
Gældsbrev affattet i overensstemmelse med indklagedes tilbud blev underskrevet af klagerne den 24. april 1992, idet det med håndskrift var anført: "under forbehold af betingelse, jf. brev til banken af 1/4-1992."
Pr. 1. januar 1993 blev klagernes konto krediteret 922,20 kr. på grund af for meget betalt rente.
Den 30. juni 1993 meddelte indklagede, at man i forbindelse med forlængelse af låneaftalen til 1. juni 1994 havde ændret lånets forrentning således, at den svarede til indklagedes generelle rentesats for lån af den pågældende art henset til lånets størrelse og sikkerhed; renten ville herefter pr. 26. maj 1993 udgøre 14,5% af de første 100.000 kr. og 13,5% af efterfølgende beløb. Klagerne protesterede, men ved skrivelse af 9. juli 1993 fastholdt indklagede, at lånet skulle forrentes med indklagedes generelle satser. I skrivelsen meddelte indklagede, at man ikke havde været opmærksom på den håndskrevne tilføjelse på gældsbrevet af 24. april 1992 "under forbehold af betingelse, jf. brev til banken af 1/4-1992". Indklagede bemærkede videre, at indklagede ikke kunne acceptere denne tilføjelse og videre:
"De har således tilsneget Dem en aftale på vilkår, som ikke er acceptable for banken.
For god ordens skyld gør vi derfor hermed udtrykkeligt opmærksom på, at banken ikke på noget tidspunkt vil kunne acceptere håndskrevne tilføjelser til bankens dokumenter som et udtryk for indgåede aftaler."
Lånet ville blive opsagt til fuld indfrielse med 3 måneders varsel, såfremt klagerne ikke accepterede den af indklagede krævede forrentning.
Klagerne meddelte ved skrivelse af 12. juli 1993 indklagede, at de ikke kunne acceptere de synspunkter, som indklagede havde anført i skrivelsen af 9. juli 1993, og anmodede indklagede om at tage sagen op til fornyet overvejelse.
Ved skrivelse af 16. juli 1993 fastholdt indklagede, at man ikke kunne tilbyde klagerne en forrentning relateret til den til enhver tid værende diskonto. Samtidig tilbød man klagerne to alternative forrentninger.
Ved skrivelse af 30. juli 1993 accepterede klagerne et af disse tilbud, idet de dog gjorde gældende, at dettes skyldtes, at tilbuddet nogenlunde svarede til den rente, som klagerne fandt var aftalt. Det anførtes endvidere i skrivelsen bl.a.:
"..........., idet jeg dog stadig fastholder, at aftalen sætter en maximal grænse for renten i perioden, ligesom der er tale om en fast rente i samme periode.
..........
Ovenstående betyder, at jeg undtagelsesvis denne gang vil kunne acceptere det af banken omhandlede tilbud ..............
Det skal dog understreges, at jeg fortsat tager forbehold for eventuel kommende genforhandlinger, både hvad angår renteniveau og spørgsmålet om, at renten ligger fast i perioden."
Herefter underskrev klagerne et gældsbrev affattet i overensstemmelse med indklagedes tilbud med den håndskrevne påtegning: "jf. korrespondance senest vort brev til banken 30/7-93."
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at forrente klagernes lån således, at der for et år af gangen betales en fast rente, der ikke kan overstige diskontoen plus 5,5% på aftaletidspunktet, og at for meget betalt rente tilbagebetales.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de accepterede indklagedes tilbud af 30. marts 1992 om afvikling af lånet på betingelse af, at renten lå fast et år af gangen, og at den ikke ved genforhandling kunne overstige diskontoen plus 5,5%, svarende til den af indklagede tilbudte rentesats. Dette forbehold blev gentaget på selve gældsbrevet, og indklagede accepterede dermed en individuel renteaftale med klagerne. Indklagedes accept af den individuelle renteaftale blev bekræftet ved tilbagebetaling af for meget betalt rente den 1. januar 1993. Gældsbrevet af 20. august 1993 blev underskrevet, da den heri anførte rente ikke væsentligt oversteg det aftalte maksimum på diskontoen plus 5,5%, og da indklagede truede med at opsige lånet. Klagerne underskrev gældsbrevet med forbehold, hvorfor kravet om forrentning i henhold til den individuelle aftale ikke er bortfaldet.
Indklagede har anført, at lånet baseret på gældsbrevet af 24. april 1992 blev opsagt med indklagedes skrivelse af 16. juli 1993 til fuld indfrielse den 16. oktober 1993, hvilket var i overensstemmelse med gældsbrevets pkt. 5 og indklagedes almindelige forretningsbetingelser for privatkunder. Årsagen hertil var, at der for indklagede var administrative og forretningsmæssige ulemper ved udlån, hvis forrentning relaterer sig til diskontoen. Der etableredes derfor et nyt lån med gældsbrev af 20. august 1993 baseret på indklagedes tilbud af 16. juli 1992 og accepteret af klagerne med skrivelse af 30. juli 1993. Klagernes accept angik både den af indklagede tilbudte rentesats, og at renten var variabel. Rentetilskrivningen på lånet har herefter fulgt indklagedes generelle rentereguleringer for lån af den pågældende art.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at der med gældsbrev af 24. april 1992 af de af klagerne anførte grunde blev indgået en individuel renteaftale, som indklagede er bundet af. Da klagerne tog tilstrækkeligt forbehold ved underskrivelsen af gældsbrevet af 20. august 1993, findes den oprindelige aftale ikke at være bortfaldet.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at renten på klagernes lån ikke kan overstige diskontoen + 5,5%, idet denne maksimumsats fastsættes én gang om året på grundlag af den på fastsættelsestidspunktet gældende diskonto. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.