Afgørelse

Klage over rentestigninger på billån. Klage afvist, da der ikke længere forelå et konkret økonomisk mellemværende.

Sagsnummer:	51/2015
Dato:	23-08-2016
Ankenævn:	John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Sønderbæk og Poul Erik Jensen
Klageemne:	Rente - udlån Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Ledetekst:	Klage over rentestigninger på billån. Klage afvist, da der ikke længere forelå et konkret økonomisk mellemværende.
Indklagede:	Santander Consumer Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod rentestigninger på et billån samt en generel klage over bankens rentebestemmelser.

Sagens omstændigheder

Ved en købekontrakt indgået i oktober 2010 købte klageren hos en forhandler en bil til en kontantpris på 200.000 kr. med en udbetaling på 40.000 kr. Restbeløbet på 160.000 kr. med tillæg af etableringsomkostninger på 16.445 kr., eller i alt 176.445 kr., skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.428 kr. første gang den 1. december 2010. Rentesatsen var variabel lydende på 3,95 % og en årlig nominel rente på 4,02 %. De årlige omkostninger i procent var 7,3.

Købekontrakten, der var med sædvanligt ejendomsforbehold, blev transporteret til Santander Consumer Bank.

Af bankens Almindelige forretningsbetingelser, der var gældende for aftalen, fremgik bl.a.:

”…

§ 5 Rente, morarente og gebyrer

Variabel rente

Referencerenten er CIBOR (3 måneder). Renten ændres uden varsel efter ændringer i CIBOR (3 måneder).

…”

Endvidere fremgik af § 5, at banken, ud over ordinære ændringer som følge af bevægelser i CIBOR (3 måneder) også kunne foretage ekstraordinære ændringer i renten over for klager såvel nedadgående som opadgående og med eller uden varsel:

”Santander Consumer Bank kan ændre renten uden varsel, når det er til fordel for køber. Renteændringer der ikke er til fordel for køber kan ændres uden varsel, når:

mso-list:l1 level1 lfo1">1. penge- eller kreditpolitiske ændringer i ind- eller udland påvirker det almindelige renteniveau på en måde, der har betydning for Santander Consumer Bank

mso-list:l1 level1 lfo1">2. der sker anden udvikling i det almindelige renteniveau, herunder bl.a. på penge- og obligationsmarkederne, på en måde, der har betydning for Santander Consumer Bank,

mso-list:l1 level1 lfo1">3. ændringer i skatter og afgifter får betydning for Santander Consumer Bank

Renteændringer sker i disse tilfælde på grund af begivenheder, der kommer udefra, og som Santander Consumer Bank ikke har indflydelse på.

Santander Consumer Bank kan med en måneds varsel foretage renteændringer, der ikke er til fordel for kunden, hvis:

mso-list:l0 level1 lfo2">1. markedsmæssige forhold, herunder bl.a. konkurrencemæssige forhold i ind- og udland, giver grund til ændring for en eller flere produkttyper.

mso-list:l0 level1 lfo2">2. Santander Consumer Bank - uden sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau – ønsker at ændre sin generelle rente- og prisfastsættelse (herunder eksempelvis referencerenten).

Ændringer i renten meddeles køber i overensstemmelse med kreditaftaleloven.

…”

Af en af banken fremlagt oversigt over renteudviklingen på klagerens lån fremgår, at rentesatsen pr. marts 2011 steg fra referencesatsen på 3,95 % til 4,2 % og herefter frem til juni 2014, hvor lånet blev indfriet, steg støt til 5,7 %. Renten var ikke på noget tidspunkt faldende.

Den 16. februar 2015 indgav klageren klage over Santander Consumer Bank til Ankenævnet bl.a. med påstand om, at Santander Consumer Bank skulle tilbagebetale uretmæssigt opkrævede renter svarende til differencen mellem 3,95 % og slutrenten på 5,7 %. Banken valgte at imødekomme klagerens krav pr. kulance og indsatte den 29. maj 2015 8.827,67 kr. på klagerens NemKonto. Klageren fastholdt en generel klage over bankens rentebestemmelser.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at banken skal anerkende, at den var forpligtet til at yde rentekompensationen på 8.827,67 kr., og at bankens generelle rentebestemmelser er ugyldige.

Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun skal stilles som om, renten på hendes billån alene kunne reguleres med udviklingen i CIBOR (3 måneder), og at banken derfor er forpligtet til at yde rentekompensationen. Det er ikke tilstrækkeligt, at banken har betalt kompensationen pr. kulance.

Bankens renteklausul er i strid med de hensyn, som ligger bag kreditaftaleloven og ”god skik”-reglerne. De forudsætninger, som banken henviser til, der kan danne grundlag for ekstraordinære renteændringer såvel nedad som opad, herunder bl.a. ”markedsmæssige forhold” og det forhold, at banken ”uden sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau ønsker at ændre sin generelle rente- og prisfastsættelse”, er upræcise, urimelige og uigennemskuelige for forbrugeren. Renteforhøjelserne er i øvrigt sket i en periode, hvor CIBOR-renten generelt har været faldende.

Santander Consumer Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den allerede har imødekommet klagerens krav. Klagerens ønske om Ankenævnets generelle stillingtagen til bankens dokumenter falder uden for Ankenævnets kompetence, idet spørgsmålet ikke har nogen økonomisk betydning for klager.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at man har foretaget rentereguleringer med hjemmel i det aftaleretlige grundlag med klageren og på baggrund af gældende lovgivning.

Ankenævnets bemærkninger

Den 29. maj 2015 har Santander Consumer Bank valgt at imødekomme klagerens krav pr. kulance og indbetalt en rentekompensation til klageren på kr. 8.827,67. Kompensationen stiller klageren således, at hun har betalt en rente på billånet udelukkende reguleret efter udviklingen i CIBOR (3 måneder). Dette er i overensstemmelse med kreditaftalen. Dermed er der ikke længere et konkret økonomisk mellemværende mellem klageren og indklagede.

Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at foretage en generel vurdering af Santander Consumer Banks rentebestemmelser/rentepolitik. En eventuel klage over dette kan indbringes for Finanstilsynet.

Ankenævnet afviser herefter klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 2.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.