Afskrivning af provenue ved salg af bygninger.
| Sagsnummer: | 151/1992 |
| Dato: | 16-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Afskrivning af provenue ved salg af bygninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I marts 1990 henvendte klagerens svigersøn, der drev et mindre landbrug, sig til indklagedes Eskilstrup afdeling medbringende salgsopstilling på naboejendommen. Svigersønnen ønskede at opnå en mere rentabel drift ved køb af naboejendommen og efterfølgende sammenlægning. Bygningerne på den nyerhvervede ejendom skulle herefter frasælges.
Ved skrivelse af 20. juni 1990 til klageren meddelte afdelingen, at man havde bevilliget svigersønnen en forskudskonto på 600.000 kr. bl.a. på betingelse af, at klageren afgav kautionserklæring på 300.000 kr., som skulle sikres ved deponering af kursværdi 150.000 kr. i obligationer eller andet tilsvarende omsætningspapir. Det var endvidere anført:
"Ovennævnte kautionsbestemmelser, med tilhørende bilag, er betinget af [indklagedes] indstilling til sammenlægning af de to stk. landbrugsejendomme, som værende særdeles risikobehæftede under indtryk af købernes nuværende økonomiske forhold. [Indklagede] fralægger sig derfor ethvert ansvar i forbindelse med et evt. senere tab.
[Indklagede] fordrer tillige, at salgsprovenuet fra frasolgte bygningssæt indgår på bestående engagement."
Ved gældsbrev af 2. juli 1990 ydede indklagede klagerens svigersøn et lån på 600.000 kr., som ifølge gældsbrevet forfaldt til fuld indfrielse den 20. juni 1992, idet der indtil da alene skulle betales renter. Til sikkerhed for lånet afgav klageren og debitors far hver kautionserklæring for 300.000 kr., ligesom disse også håndpantsatte værdipapirer til sikkerhed for lånet. Det var i gældsbrevet anført:
"Kautionisterne er bekendt med indholdet i [indklagedes] skrivelse af 20. juni 1990."
Bygningerne på den nyerhvervede ejendom blev sat til salg i august 1990. Ifølge en ejendomsmæglers budget kunne der ved salg forventes et provenu på 245.193,65 kr. ved en salgspris på 485.000 kr.
Ved skrivelse af 12. juli 1991 til klageren meddelte afdelingen, at debitors engagement var ændret i form af en forlænget kassekredit, og da dette var udover den aftale, der var indgået mellem klageren og indklagede, anmodede indklagede klageren om at acceptere dette som kautionist. Ved kreditkontrakt af 17. juli 1991 forhøjedes debitors kassekredit med 200.000 kr. til i alt 250.000 kr. Til sikkerhed for kreditten kautionerede klageren for 300.000 kr. Det var i kreditkontrakten anført:
"Undertegnede selvskyldnerkautionist erklærer ved min underskrift ovenfor, at jeg er indforstået med, at min kaution - begrænset til 300.000 kr. - er uforandret gældende for det samlede engagement med [debitor]. Sikkerheden er for kautionen uændret gældende 150.000 kr. kursværdi obligationer indlagt i depotnr. ....."
Ved skrivelse af 22. juli 1991 meddelte DLR, at man erklærede sig indforstået med, at der ikke skete sammenlægning af debitors to ejendomme samt med at relaksere bygningsparcellen på betingelse af, at DLR's kontantlån på 90.000 kr. blev indfriet.
Ved skrivelse af 4. november 1991 til klageren meddelte afdelingen, at kautionslånet var i restance med 22.841 kr., hvilken restance man anmodede klageren i egenskab af kautionist om at foranledige betalt.
I skrivelse af 14. november 1991 til debitor indkaldte afdelingen til et møde på debitors ejendom den 26. november 1991. Kopi af skrivelsen tilsendtes kautionisterne. Klageren deltog ikke i dette møde.
Den 15. januar 1992 rykkede afdelingen påny klageren for indbetaling af en restance på kautionslånet på 23.798 kr. Samtidig fremsendtes en slutseddel på den samlede landbrugsejendom, idet indklagede oplyste, at såfremt slutsedlen accepteredes af parterne, ville det medføre, at der ikke blev opnået dækning for debitors samlede engagement med indklagede, hvorved klagerens kautionsforpligtelse på 300.000 kr. ville blive gjort gældende. I den anledning anmodede man klageren om at underskrive en samtykkeerklæring angående handelens gennemførelse. Klageren ønskede ikke at give dette samtykke, men uagtet dette blev handlen gennemført. Den 2. marts 1992 indbetalte klageren kautionsforpligtelsen på 300.000 kr.
Klageren har efter yderligere brevveksling med indklagede indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at provenuet af den frasolgte ejendom afskrives på kautionslånet på 600.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
På Ankenævnets anmnodning har indklagede oplyst, at man ved skrivelsen af 12. juli 1991 orienterede klageren om, at kassekreditten forhøjedes, da provenuet af den tilkøbte høst ikke som aftalt anvendtes til nedbringelse af det bevilgede overtræk på kassekreditten, og denne i stedet forhøjedes.
Klageren har anført, at forinden han afgav selvskyldnerkautionserklæring vedrørende lånet på 600.000 kr., forespurgte han indklagede, om provenuet af den frasolgte ejendom ville blive afskrevet på lånet, hvilket indklagedes medarbejder bekræftede. Han er blevet opkrævet forfaldne renter af lånet på 600.000 kr., men ikke renter af overtræk vedrørende debitors tidligere kassekredit, som han endvidere bestrider at kautionere for. Klageren finder, at indklagede ikke har været berettiget til at kræve sikkerhed ved kautionserklæring for i alt 600.000 kr. og samtidig de 245.000 kr. fra salget af ejendommen, idet indklagede derved har opnået en oversikring.
Indklagede har anført, at man efter modtagelse af debitors årsregnskab for 1990 kunne konstatere, at driften langt fra forløb tilfredsstillende. Indklagede anbefalede derfor et salg af den samlede ejendom. Debitor havde i denne periode oparbejdet et overtræk på sin kassekredit med ordinært maximum på 50.000 kr. i størrelsesordenen 150.000 - 200.000 kr. Som betingelse for en forlængelse og forhøjelse af kassekreditten til 250.000 kr. ønskede indklagede kaution for det nye maximum på kreditten af klageren og debitors far in solidium. Kautionisterne havde ikke tidligere kautioneret for debitors kassekredit, men blev gjort bekendt med, at der var tale om overtræk. Kautionen skulle dog sammenlagt være uændret begrænset til 300.000 kr. for hver af kautionisterne. Klageren har hele tiden været inddraget i forhandlingerne om salget af ejendommen, og det forhold, at bygningerne på den nyerhvervede ejendom ikke har indbragt et provenu på 245.000 kr., skyldes, at DLR krævede et lån indfriet som betingelse for relaksation, hvorefter provenuet må anslås til at være 120.000 kr. Indklagede bestrider, at klageren umiddelbart før underskrivelsen af kautionen fik bekræftet, at provenuet fra bygningssalget skulle fragå på den kautionssikrede del af debitors engagement med indklagede. Det har tværtimod været en forudsætning fra indklagedes side for at gå ind i finansieringen, at dette provenu blev afskrevet på det bestående engagement. Denne forudsætning fremgår klart af indklagedes skrivelse af 20. juni 1990, og det fremgår af gældsbrevet, at kautionisterne er bekendt med denne skrivelse. Der er endvidere den 21. juni 1990 afholdt et møde i afdelingen med klageren, hvor indholdet af brevet af 20. juni 1990 blev uddybet, således at klageren havde mulighed for at tage stilling til situationen forinden underskrivelsen af dokumenterne. For så vidt angår klagerens indsigelse mod hæftelsen for kassekreditten gøres det gældende, at klager hæfter som selvskyldnerkautionist for kassekreditten med maximum på 250.000 kr. Klagerens samlede kautionshæftelse var i øvrigt stadig begrænset til 300.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af lånedokumentet af 2. juli 1990, at kautionisterne var bekendt med indholdet af skrivelsen af 20. juni 1990, hvorfor det lægges til grund, at klageren var vidende om, at provenuet ved frasalget af bygningssættet ikke ville blive anvendt til afskrivning af den kautionssikrede del af gælden. For så vidt angår klagerens hæftelse for kassekreditten, fremgår det af den kreditkontrakt, hvorpå klageren har underskrevet som selvskyldnerkautionist, at der er tale om en forhøjelse af en bestående kredit. Der findes herefter ikke at foreligge forhold, der kan bevirke, at klageren ikke er bundet af sine afgivne kautionserklæringer.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.