Kapitalpensionsordning, anbringelse i pulje, rådgivning.
| Sagsnummer: | 614/1992 |
| Dato: | 27-07-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kapitalpensionskonti - placering
Rådgivning - pensionsforhold Puljepension - rådgivning om placering |
| Ledetekst: | Kapitalpensionsordning, anbringelse i pulje, rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 14. september 1971 indgik klageren med sin arbejdsgiver aftale om, at der månedligt skulle indbetales 10% af klagerens løn til en kapitalpensionsordning. Af aftalen fremgik bl.a.:
"2. ... Med respekt af det for kontoen gældende opsigelsesvarsel kan virksomheden og medarbejderen i forening ved skriftlig ordre til sparekassen af kontoens indestående anvende beløb til køb af sådanne værdipapirer, som omfattes af reglerne for anbringelse af umyndiges midler. Af kontoen indestående kan højst 15% benyttes til køb af aktier. De pågældende værdipapirer indlægges i sparekassen i åbent depot lydende på medarbejderens navn.
...
Virksomheden giver sparekassen skriftlig meddelelse om ændringer i aftalen om pensionsbidraget."
Ved påtegning af 17. september 1971 på aftalen angav indklagede at have foretaget notering af bl.a. aftalens pkt. 2.
Den 11. april 1983 underskrev klageren et tillæg til aftalen af 14. september 1971, hvorefter klageren indtrådte i indklagedes gruppepensionsordning. Der er i den fortrykte aftale anført at kapitalpensionsaftalen herefter omfatter gruppepensionsordning kombineret med kontantopsparing og/eller individuel investering i værdipapirer. Det er endvidere anført, at det samtidig er aftalt, at "beløb overføres til gruppepensionskontoen efter anmodning".
Den 30. januar 1986 underskrev klageren en af indklagede affattet erklæring, hvorefter der overførtes 518.000 kr. fra kapitalpensionskontoen til "gruppepension, nyoprettet konto i aktiepuljens nr. ...." og hvorefter der til samme konto fremover skulle overføres 2.090 kr. hver måned, første gang den 31. januar 1986.
Ved skrivelse af 26. januar 1987 oplyste indklagede, at klagerens kapitalpensionordning, hvis indestående ultimo 1986 udgjorde 543.080 kr., for 1986 havde haft et negativt afkast med 97.837,73 kr. men at denne negative rente ikke ville blive hævet på kontoen, men modregnet i det følgende års afkast. Den 13. februar 1987 anmodede klageren om, at fremtidige indbetalinger blev anbragt som kontantindskud.
Ved skrivelse af 17. januar 1989 oplyste indklagede klageren om, at renten på kapitalpensionsordningen fra 1988 udgjorde 116.509,50 kr. Negativ rente fra tidligere år var 150.115,15 kr., således at ordningen fortsat havde et negativt afkast på 34.605,65 kr. Den negative rente blev fortsat ikke hævet på kontoen men modregnet i det følgende års afkast.
Ved skrivelse af 3. marts 1989 fra klagerens arbejdsgiver til indklagede anførtes, at større beløb end 15% af indestående på klagerens kapitalpensionsordning var anvendt til køb af aktier, hvorfor indklagede anmodedes om en redegørelse herom. Indklagede oplyste i skrivelse af 7. marts 1989, at klagerens pensionskonto betragtedes som en kontantkonto, idet de i puljeordningen indkøbte værdipapirer tilhørte indklagede, og alene dannede grundlag for kontoens forrentning.
Ved skrivelse af 30. maj 1990 fra klagerens arbejdsgiver til indklagede anførtes, at den skete kapitalanbringelse havde medført en utilsigtet risiko, som det ikke havde været tilsigtet at åbne mulighed for i henhold til aftalen indgået mellem arbejdsgiveren og indklagede, ligesom indklagede ikke havde oplyst, hvorfor arbejdsgiveren ikke var kontaktet inden overførslen til puljeordning. Indklagede meddelte ved skrivelse af 31. maj 1990 arbejdsgiveren, at man ikke fandt, at placeringen indebar en utilsigtet risiko.
Ved skrivelse af 3. juli 1990 til klageren anførte indklagedes juridiske afdeling som et svar på en henvendelse fra klageren af 30. maj 1990 til indklagedes direktion, at indklagede ikke havde overtalt klageren til at indgå i puljeordningen, men at klageren efter indklagedes rådgivning selv havde ønsket at deltage heri. Efter yderligere korrespondance mellem klageren, klagerens arbejdsgiver og indklagede oplyste indklagedes juridiske afdeling i skrivelse af 13. november 1990 til klagerens arbejdsgiver at:
"I den konkrete sag har man imidlertid fra bankens side tilladt sig at gå ud fra, at en betroet medarbejder som [klageren] havde sikret sig et eventuelt fornødent samtykke fra [arbejdsgiveren] til at indgå de aftaler, som er indgået med banken. I denne forbindelse skal det bemærkes, at de aftaler, som [klageren] har indgået med banken på ingen måde kan siges at være usædvanlige i forbindelse med en pensionsaftale."
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde klageren erstatning i forbindelse med dennes tab som følge af de negative afkast på puljeordningen.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Klageren har anført, at i henhold til den i 1971 indgåede aftale skal klagerens pensionordning anbringes efter reglerne for anbringelse af umyndiges midler. Klagerens arbejdsgiver har ikke samtykket i den senere aftale om pensionsordningens tilknytning til indklagedes puljeordning, hvorfor denne tillægsaftale er ugyldig. Som følge heraf bør indklagede godtgøre det tab, klageren har lidt ved ordningens anbringelse i en aktiebaseret puljeordning. Hertil kommer, at klageren på tidspunktet for overgang til aktiepulje var 58 år og forventedes at gå på pension i løbet af 7 til 8 år. Anbefalingen af at indgå i en aktiepulje var på denne baggrund useriøs. I forbindelse med overgangen til aktiepuljen undlod indklagede at informere klageren om den herved forbundne risiko. Klageren anslår sit tab til et beløb i størrelsesorden 3-400.000 kr.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens anbringende om, at indklagede har tilsidesat aftalen mellem klageren og dennes arbejdsgiver, vedrører spørgsmålet om indklagedes eventuelle krænkelse af denne aftale. Rette klager vedrørerende en sådan krænkelse er klagerens arbejdsgiver, men denne kan som erhvervsdrivende ikke kan indbringe dette spørgsmål for Ankenævnet. Klagerens arbejdsgiver har i øvrigt ikke kommenteret indklagedes skrivelse af 13. november 1990, hvorfor det må antages, at arbejdsgiveren har tilsluttet sig bankens redegørelse.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at der ikke er sket nogen tilsidesættelse af den oprindelige aftale med klagerens arbejdgiver, idet de indbetalte pensionmidler stedse har været anbragt på en indlånskonto, når bortses fra en periode fra kontoens etablering frem til 1983, hvor en del af midlerne efter aftale var anbragt i obligationer. Aftalen om overgang til en puljeordning har som grundlæggende forudsætning, at der fortsat er tale om en indlånskonto, men at dennes forrentning tilknyttes kursudviklingen på de bagved liggende investeringer. Først i 1986 overgik ordningen til aktiepuljen. Klageren valgte efter de betydelige aktiefald at fortsætte i aktiepuljen, hvorfor klageren på nuværende tidspunkt på grund af passivitet må være afskåret fra at gøre indsigelse vedrørende placeringen i puljen. Efterfølgende skete betydelige stigninger i aktieniveauet med følgende positive afkast tilfølge. Klageren har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at han på grund af puljeplaceringen er blevet stillet ringere end et forløb baseret på den oprindelige aftale, idet afkastet i aktiepuljen for årene 1986 til 1989 i gennemsnit har været 6,3% uden realrenteafgiftsberegning. Ankenævnets bemærkninger:
Aftalen om overførsel af kapitalpensionsordningen til indklagedes aktiepulje blev indgået mellem klageren og indklagede, og Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at indklagedes rådgivning af klageren i forbindelse hermed skulle have været mangelfuld eller vildledende. Ankenævnet finder, at klageren burde have indset, at forrentning af de opsparede midler ved at blive knyttet til en aktiepulje blev udsat for større udsving end tidligere.
Herefter finder Ankenævnet ikke grundlag for at antage, at indklagede skulle være forpligtet til at betale klageren erstatning eller godtgørelse for eventuelle tab i forbindelse med den skete anbringelse af de opsparede midler.
Ankenævnet kan tiltræde indklagedes opfattelse, hvorefter klageren ikke kan betragtes som rette klager med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt arbejdsgiverens ret er blevet krænket ved de af indklagede og klageren uden om arbejdsgiverens trufne dispositioner.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.