Sagsnummer: | 10/1991 |
Dato: | 23-05-1991 |
Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
Klageemne: | Gebyr - omprioritering |
Ledetekst: | Gebyr, omprioritering. |
Indklagede: | |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Omkring årsskiftet 1989/90 kontaktede indklagedes Åbenrå afdeling klageren med henblik på en omprioritering af klagerens ejendom i henhold til lov nr. 842 af 20. december 1989 om ydelse af realkreditlån til ejere af tvangsauktionstruede ejendomme.
Efter drøftelse med afdelingen besluttedes det at søge om et realkreditlån til omprioritering af klagerens ejendom. I denne forbindelse forestod afdelingen korrespondance med øvrige panthavere i ejendommen vedrørende godkendelse af ejendommens omprioritering. Fra Nykredit blev der i januar/februar måned samt i maj og september indhentet i alt 3 lånetilbud. Ifølge indklagede var baggrunden herfor, at klageren ikke kom med nødvendige oplysninger til rettidig sagsbehandling og overholdelse af frister vedrørende kurskontrakter. I forbindelse med sagsbehandling blev der endvidere afholdt flere møder i afdelingen med klageren bl.a. til udregning af budget.
I oktober måned 1990 flyttede klageren sit engagement til et andet pengeinstitut, som herefter gennemførte omprioriteringen af klagerens ejendom.
Ved skrivelse af 12. november 1990 afkrævede afdelingen klageren et beløb på 2.800 kr. til dækning af det af indklagede i forbindelse med omprioriteringssagen udførte arbejde. I skrivelsen er det samlede tidsforbrug opgjort til 8 timer á 350 kr. Det fremgår samtidig, at arbejdet omfatter udarbejdelse af låneansøgning til kreditforening, samtaler med klageren, udregning af rådighedsbeløb, låneansøgning vedrørende restfinansiering, korrespondance og drøftelser med pantebrevskreditorer.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter for gebyret på 2.800 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hans nye pengeinstitut opkrævede et gebyr på 1.500 kr. i forbindelse med gennemførslen af omprioriteringssagen. Han mener ikke, at det nye pengeinstitut har haft fordel af det arbejde, som indklagede har udført, idet han ikke har overleveret det nye pengeinstitut oplysninger eller udregninger fra indklagede. Klageren finder ikke, at indklagede er berettiget til et gebyr af den omhandlede størrelse for et arbejde, som man ikke afsluttede.
Indklagede har anført, at det opkrævede gebyr må anses for passende set i forhold til det af indklagede udførte arbejde. Når indklagedes nye pengeinstitut alene har opkrævet et mindre gebyr end indklagede, kan dette formentlig hænge sammen med, at indklagede allerede havde udført en del af arbejdet med omprioritering af klagerens ejendom.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det oplyste om indklagedes tidsforbrug ved behandling af klagerens omprioriteringssag findes der ikke baggrund for at nedsætte det opkrævede gebyr.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.