Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klage over rådgivning i forbindelse med investeringer foretaget i år 2000.

Sagsnummer: 629/2010
Dato: 06-01-2012
Ankenævn: Henrik Bitsch, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Karin Sønderbæk og Torben Udsen.
Klageemne: Rådgivning - investering
Ledetekst: Klage over rådgivning i forbindelse med investeringer foretaget i år 2000.
Indklagede: Ringkjøbing Landbobank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører Ringkjøbing Landbobanks rådgivning i forbindelse med investeringer foretaget af klageren i år 2000.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Rinkjøbing Landbobank, hvor han har et kapitalpensionsdepot (-660).

Den 3. januar 2000 købte klageren 197 stk. investeringsbeviser i BankInvest Udenlandske Aktier til kurs 226,50 for 44.620 kr. Investeringsbeviserne blev indlagt i klagerens kapitalpensionsdepot (-660).

Den 11. februar 2006 foretog klageren yderlige følgende investeringer: 203 stk. investeringsbeviser i BankInvest Japanske Aktier til kurs 97,50 for 19.792 kr., 241 stk. investeringsbeviser i BankInvest Telemedia til kurs 123,50 for 29.763 kr., 305 stk. investeringsbeviser i BankInvest Europæiske Aktier til kurs 244,200 for 74.481 kr., samt 126 stk. investeringsbeviser i BankInvest Udenlandske Aktier for 29.647 kr., der alle blev indlagt i klagerens kapitalpensionsdepot (-660).

Banken har oplyst, at investeringerne skete på baggrund af rådgivning fra bankens fondsmedarbejder og delvist blev finansieret ved salg af klagerens BankInvest Globale Indeksobligationer for 152.618 kr.

Foruden ovenstående investeringer havde klageren aktier i Ringkjøbing Landbobank A/S i sit kapitalpensionsdepot. Banken har oplyst, at disse aktier gennem de sidste 10 år har givet et betragteligt afkast i form af udbytter og kursstigninger.

Banken har under sagen fremlagt afkastoversigter for klagerens kapitalpensionsdepot for perioden 2000-2009 med undtagelse af 2004, hvor klageren havde sit depot i Sdr. Lem Andelskasse. Afkastoversigterne omfatter hele depotet og således også afkastet fra klagerens aktier i Rinkjøbing Landbobank. Klageren har i perioden haft et afkast i kapitalpensionsdepotet på 152.500 kr. Klageren har i den forbindelse anført, at afkastet fra investeringerne foretaget i år 2000 alene udgør 40.000 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 18. november 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagerens påstand således, at Ringkjøbing Landbobank skal stille ham, som om han ikke havde foretaget de af banken anbefalede investeringer tilbage i år 2000.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han for 10 år siden havde for ca. 200.000 kr. statsobligationer.

Han blev kontaktet af banken, der anbefalede ham at købe aktier i stedet, da han derved ville få et højere afkast.

Han gjorde gentagne gange bankens medarbejder opmærksom på, at investeringen skulle være absolut uden risiko, ellers ville han beholde sine statsobligationer. Bankens medarbejder forsikrede ham om, at der ingen risiko var ved investeringen.

Nu er der gået 10 år og aktiernes værdi er halveret, og de har alene givet et afkast på 40.000 kr. siden investeringen.

Det bestrides, at sagen er forældet. Han har klaget over investeringen, hver gang han har været i banken, men er blot blevet afvist.

Ringkjøbing Landbobank har anført, at banken aldrig har solgt de pågældende papirer som værende risikofri.

Klageren blev gjort bekendt med de risici, der var forbundet med investeringerne.

Klageren kan i øvrigt ikke have været ubekendt med, at investering i aktierelaterede investeringsbeviser er forbundet med risiko.

Da rådgivningen har fundet sted for over 11 år siden, har banken vanskeligt ved at dokumentere indholdet af rådgivningen, men det er bankens opfattelse, at der ikke er begået ansvarspådragende fejl, der kan medføre et erstatningsansvar.

Det er under alle omstændigheder bankens opfattelse, at sagen bør afvises på grund af forældelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens investeringer tilbage i år 2000, der kan medføre et erstatningsansvar.

Ankenævnet finder i øvrigt ikke, at klageren kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i værdipapirer.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.