Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Sagsnummer: 1081/2010
Dato: 04-07-2011
Ankenævn: Henrik Bitsch, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Bent Olufsen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning.

Sagen vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Jyske Bank.

I oktober 2007 sendte banken en brochure vedrørende Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til klageren. Af brochuren, der er fremlagt under sagen, fremgår bl.a., at den "samlede investering kan få et bedre forhold mellem afkast og risiko – du bliver med andre ord bedre sikret mod tab."

Den 26. oktober 2007 investerede klageren for 25.500 kr. i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Banken har oplyst, at klageren ikke havde fået fastlagt en investeringsprofil på investeringstidspunktet.

Banken har anført, at klageren via log-in på sin netbank, hvoraf kursen på Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer fremgik, blev bekendt med investeringens risiko.

Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v., da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".

Finanstilsynet har en i anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 over for Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."

Parternes påstande.

Klageren har den 30. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal erstatte det tab han har lidt ved at investere i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Jyske Bank har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end dét, som klageren har tabt.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken har ydet ham mangelfuld rådgivning.

Han blev uopfordret via brev fra banken anbefalet at investere i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Bankens brochure gav et misvisende billede af risikoen ved investeringen.

Jyske Bank har anført, at klageren forinden købet modtog skriftligt materiale om produktet, hvori han kunne finde oplysninger om produktets sammensætning og risici.

Klageren har selv truffet beslutning om at investere i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Investeringen udgjorde alene en mindre del af klagerens portefølje.

Klageren må selv bære risikoen for tab.

Klageren var i hvert fald efter den 20. maj 2008 bekendt med, at investeringen var forbundet med en risiko.

Klageren burde efter den 20. maj 2008 have afhændet sine papirer, hvis han efter dette tidspunkt ikke ønskede at opretholde sin investering med risiko for at lide tab.

Klageren har ved ikke at have solgt papirerne ikke overholdt sin forpligtigelse til at begrænse sit tab.

Klageren har – hvis han måtte få medhold i sin påstand – efter den 20. maj kunnet spekulere i kursudviklingen for Jyske Banks regning og risiko, idet investeringen herefter de facto har været uden risiko for ham, hvilket vil være helt urimeligt.

Klagerens eventuelle erstatningskrav skal begrænses til kursfaldet frem til den 20. maj 2008, hvor han blev bekendt med, at der var en kursrisiko ved investeringen. Herefter påhvilede risikoen for yderligere kursfald klageren.

Vedrørende tabsbegrænsningspligt henledes opmærksomheden på Ankenævnets afgørelse nr. 551/2009.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:

"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.

Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."

Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.

Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klageren forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse obligationer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.

Ankenævnet finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af udsendelsen af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til en påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter.

Da Jyske Bank ikke har godtgjort, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab som klageren har lidt som følge af investeringen.

Den omstændighed, at klageren fra maj 2008 kunne iagttage et kursfald, kan ikke medføre, at han straks burde have afhændet produktet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren kurtagefrit at tilbagekøbe 250 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til den oprindelige anskaffelseskurs.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.