Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om eventuel forsikringsdækning. Opgørelse af byggekonto. Underskud på budgetkonto.

Sagsnummer: 44/2001
Dato: 19-06-2001
Ankenævn: John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Budgetkonto - overtræk
Realkreditbelåning - byggelån
Forsikring - rådgivning
Ledetekst: Rådgivning om eventuel forsikringsdækning. Opgørelse af byggekonto. Underskud på budgetkonto.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren som følge af mangelfuld rådgivning om forsikringsdækning, manglende opgørelse af byggekonto og underskud på budgetkonto.

I perioden februar 1998 - november 2000 var klageren og dennes ægtefælle kunder hos indklagede.

Parternes påstande:

Den 7. februar 2001 har klageren indbragt følgende tre forhold (I, II og III) for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagens omstændigheder og parternes argumenter opdelt i I, II og III:

I:

I forbindelse med etableringen af klagerens og ægtefællens engagement med indklagede blev en gruppeforsikring i PFA, som klageren havde tegnet via sit tidligere pengeinstitut, overført, således at forsikringsdækningen fortsatte via indklagede. Klageren underskrev den 23. marts 1998 en blanket vedrørende overførslen. Af blanketten fremgår, at forsikringen bl.a. dækkede "tab af arbejdsevne". Af forsikringsbetingelserne fremgår bl.a.:

"§ 5. Udbetaling

Retten til udbetaling af dækning ved tab af arbejdsevne indtræder, når forsikredes arbejdsevne inden det 60. år på grund af sygdom eller ulykkestilfælde er nedsat til halvdelen eller derunder af den fulde arbejdsevne.

En sådan nedsættelse af arbejdsevnen foreligger, når forsikrede efter PFA Pensions skøn ikke længere er i stand til - bedømt under hensyn til nuværende helbredstilstand, uddannelse og tidligere beskæftigelse - at tjene mere end halvdelen af, hvad der er sædvanligt for fuldt arbejdsdygtige personer med lignende uddannelse og alder.

Ret til fuld ydelse indtræder, når forsikredes arbejdsevne på grund af sygdom eller ulykkestilfælde er nedsat til en tredjedel eller derunder af den fulde arbejdsevne.

Er arbejdsevnen på grund af sygdom eller ulykke nedsat til mellem en tredjedel og halvdelen af den fulde arbejdsevne, er forsikrede berettiget til halv ydelse. […]

Ved vurdering af forsikredes tab af arbejdsevne foretages tillige et skøn over, om forsikrede må anses for egnet til omskoling. Hvis forsikrede må anses for egnet til en omskoling, som må forventes at sætte forsikrede i stand til at opretholde den i stk. 2 nævnte indtjening, anses arbejdsevnen ikke for nedsat i ydelsesberettiget grad.

[…]

Udbetalingen finder sted fra den dag, nedsættelsen af arbejdsevnen har varet i tre måneder. Udbetalingen sker månedligt forud med en tolvtedel af den årlige ydelse. Sker anmeldelsen senere end tolv måneder efter nævnte nedsættelse af arbejdsevnen, finder udbetaling først sted fra anmeldelsesdatoen. Udbetaling sker til forsikrede, så længe betingelserne for udbetaling er opfyldt. Udbetalingen ophører dog senest ved udgangen af den betalingstermin, hvori forsikrede fylder 60 år eller ved forsikredes død forinden.

Inden udbetaling kan finde sted, må der forevises en sådan dokumentation, som PFA Pension finder nødvendig.

[…]

For at udbetaling af dækning ved tab af arbejdsevne kan opretholdes, må forsikrede på forlangende forevise dokumentation for fortsat tab af arbejdsevne.

[…]

PFA Pension kan gøre retten til fortsat udbetaling betinget af, at forsikrede tilkendes offentlig helbredsbetinget førtidspension, der svarer til en nedsættelse af arbejdsevnen til en tredjedel eller halvdelen.

Genvindes arbejdsevnen i en sådan grad, at forudsætningen for udbetaling ved tab af arbejdsevne ikke længere er til stede, ophører udbetalingen. […]"

Klageren har oplyst, at hun på grund af sygdom blev uarbejdsdygtig i marts 1998, og at hun i august 2000 overgik til revalidering.

Den 4. januar 2001 rettede klageren henvendelse til PFA Pension om udbetaling af forsikringen.

Ved skrivelse af 17. januar 2001 meddelte PFA bl.a.:

"Det fremgår af betingelsernes § 5, at en halv eller fuld ydelse normalt kan udbetales, når den generelle arbejdsevne må anses for nedsat til halvdelen eller 2/3. Ved bedømmelsen af den generelle arbejdsevne vurderes ikke blot arbejdsevnen i nuværende erhverv, men også i andre erhverv med lignende uddannelsesniveau. Ligeledes vurderes det, hvorvidt De anses for at være egnet til omskoling.

Endvidere fremgår det, at en eventuel udbetaling sker fra anmeldelsestidspunktet, hvis anmeldelsen sker senere end 3 måneder efter at arbejdsevnen er nedsat (denne frist er dog senere ændret til 12 måneder).

Ud fra samtalen med Dem kan det således konstateres, at anmeldelsen er sket senere end 12 måneder efter arbejdsevnen har været nedsat. Ligeledes vurderes det, at Deres generelle arbejdsevne på nuværende tidspunkt ikke anses for værende nedsat med mindst 50%, da De ifølge det oplyste reelt er raskmeldt nu, men blot afventer en elevplads."

Klageren har anført, at hun i sygdomsperioden spurgte deres rådgiver hos indklagede, om der var mulighed for udbetaling af forsikringen for tab af arbejdsevne. Hun havde søgt og fået afslag på udbetaling af sin almindelige ulykkesforsikring, da der ikke var tale om en ulykke. Rådgiveren oplyste, at der heller ikke var mulighed for udbetaling fra forsikringen i PFA. I tillid til oplysningen fra rådgiveren, der havde medvirket til gentegning af forsikringen via indklagede, gjorde hun ikke mere ved sagen. Først da hendes nuværende pengeinstitut henledte opmærksomheden på muligheden for udbetaling af forsikringen, kontaktede hun PFA, der imidlertid gav afslag med den begrundelse, at forholdet var anmeldt for sent. Som følge af indklagedes mangelfulde rådgivning har hun mistet muligheden for at få udbetalt forsikringssummen ved tab af arbejdsevne fra PFA.

Indklagede har anført, at man hverken har drøftet forsikringen eller er blevet forespurgt angående udbetaling fra forsikringen i forbindelse med klagerens sygdom. En eventuel udbetaling ville være både i klagerens og indklagedes interesse. En eventuel henvendelse til indklagede angående udbetaling vil altid blive videregivet til PFA til vurdering. Det er klagerens eget ansvar at undersøge mulighederne for en eventuel forsikringsudbetaling.

II:

Den 2. oktober 1998 tilbød Totalkredit et 30-årigt 6% obligationslån på 645.000 kr. i klagerens og ægtefællens ejendom som forhåndslån til om- og tilbygning m.v.

Provenuet af Totalkreditlånet blev den 27. oktober 1998 indsat på en indlånskonto (byggekonto) hos indklagede. Samme dag blev et eksisterende lån i Totalkredit indfriet. Efter indfrielsen udgjorde indeståendet på kontoen 127.184 kr.

Ved skrivelse af 8. december 1998 anmodede indklagede en efterstående panthaver i henhold til et privat pantebrev på oprindelig 91.000 kr. om at rykke for det nye lån.

Ved skrivelse af 11. december 1998 gav panthaveren tilsagn om at rykke bl.a. under forudsætning af, at provenuet af lånet alene blev anvendt til dokumenteret værdiforøgende udgifter.

I perioden 28. oktober 1998 - 23. september 1999 blev der løbende foretaget udbetalinger fra kontoen til dækning af omkostningerne ved istandsættelsen af ejendommen. Efter den 24. marts 1999 udgjorde indeståendet på kontoen under 10.000 kr., og efter den 23. september 1999 udgjorde indeståendet under 200 kr.

Ved skrivelse af 5. december 2000 rettede indklagede henvendelse til den private panthaver om rykningen.

Ved skrivelse af 7. december 2000 godkendte panthaveren regninger for i alt 96.146 kr. og anmodede om betaling af overskydende provenu og gebyrer.

Rykningen blev ikke gennemført, idet pantebrevet i stedet blev indfriet.

Byggekontoen blev opgjort den 21. december 2000.

Klageren har anført, at indklagede beregnede, at de kunne låne ca. 120.000 kr. til en ombygning af ejendommen. Der var ikke tale om, at pantebrevet på 90.000 kr. og et overtræk på ca. 30.000 kr. skulle indfries, idet der i så fald ikke ville være penge til ombygningen.

Ombygningen blev ikke dyrere end forventet. En udestue, som blev opført ca. 1 år efter, at ombygningen var færdig, indgik ikke i planerne. De fik udestuen gratis af deres nabo.

Indklagede havde problemer med at få pantebrevet til at rykke, og hun og ægtefællen foreslog derfor, at man kunne forsøge at opnå et større lån efter opførelsen af udestuen.

Det var aftalt, at ombygningen skulle tage 1 år, men problemerne med rykningen af det efterstående pantebrev medførte, at indklagede trods deres gentagne anmodninger først opgjorde byggekontoen efter, at de i november 2000 overførte deres engagement til et andet pengeinstitut.

Overførslen af engagementet varede således fra 14. november til 21. december 2000.

Indklagede har anført, at det blev anset for en mulighed, at der via klagerens og ægtefællens eget arbejde med ombygningen blev frigivet penge, der i givet fald skulle anvendes til enten inddækning af overtræk eller til afdrag på pantebrevet. Ombygningen blev dyrere end forventet, og tillægslånet blev ikke så stort, som man havde regnet med. Efterfølgende blev udestuen opført bl.a. i håb om at få kreditforeningen til at vurdere ejendommen højere end tidligere, således at overtræk og pantebrev delvist kunne indfries. Opførelsen af udestuen medførte dog ikke, at ejendommen kunne vurderes til en højere værdi.

Der var ikke problemer med at få pantebrevet til at rykke for det nye lån.

Byggekontoen kunne ikke opgøres, før udestuen var opført, og kreditforeningen havde færdigmeldt ombygningen.

III:

Klageren og ægtefællen havde en budgetkonto hos indklagede, hvortil der ca. hver 14. dag blev overført 8.750 kr. fra klagerens og ægtefællens lønkonto. Fra og med marts 2000 udviste budgetkontoen en vedvarende negativ saldo i intervallet 1.674 kr. - 31.417 kr.

Klageren har anført, at deres rådgiver hos indklagede undlod at revidere budgetkontoen trods deres anmodninger herom.

Det bestrides, at hun og ægtefællen skulle have givet udtryk for, at de ikke kunne få den daglige husholdning til at hænge sammen, hvis der blev trukket yderligere til budgetkontoen. Det har heller ikke været drøftet at stoppe betalinger til kreditforening m.v. fra budgetkontoen.

Indklagede var bekendt med, at det var uvist om og i givet fald, hvornår hun kom i arbejde.

Indklagede har anført, at der ikke gik penge nok ind på lønkontoen til, at overførslerne til budgetkontoen kunne forhøjes. En forhøjelse ville derfor medføre et stigende overtræk på lønkontoen.

Klageren og ægtefællen gav selv udtryk for, at hvis der skulle trækkes mere til budgetkontoen, ville de ikke kunne få den daglige husholdning til at hænge sammen.

I tillid til klagerens og ægtefællens fremtidige betalingsevne undlod man at stoppe diverse betalinger fra budgetkontoen til kreditforeningen m.v. Man regnede med, at den stramme økonomi var midlertidig, og at der på ny ville komme balance i økonomien, når klageren kom i arbejde.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

I:

Efter det foreliggende, herunder at klagerens arbejdsevne efter det oplyste ikke varigt er nedsat, findes det ikke sandsynligt, at klageren kunne have opnået udbetaling af forsikringsdækning, såfremt hun eller indklagede havde rettet henvendelse til PFA med begæring herom tidligere end sket. Allerede som følge heraf tages klagerens påstand om erstatning for så vidt angår spørgsmålet om forsikringen ikke til følge.

II:

Det kan ikke kritiseres, at indklagede lod opgørelsen af byggekontoen afvente færdiggørelsen af udestuen, og klageren har ikke lidt noget tab herved. Det bemærkes, at der fra efteråret 1999, hvor klageren anså ombygningen for færdig, indestod et beskedent beløb på kontoen.

III:

Det lægges til grund, at overtrækket på budgetkontoen opstod som følge af, at overførslerne fra lønkontoen var utilstrækkelige til at dække de aftalte betalinger. Uanset om den manglende forhøjelse af overførslerne til budgetkontoen beroede på indklagede eller klageren og ægtefællen, er der ikke grundlag for at gøre indklagede erstatningsansvarlig for overtrækket.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.